Kristendommens svar på, hvorfor vi skal bekæmpe klimaforandringer og miljøforstyrrelser, kan systematiseres i tre grupper: agtelse, næstekærlighed og forvalterskabet.
Af Martin Ishøy
sognepræst, ph.d. og en af initiativtagerne til Grøn Kirke.
KLIMA – Som mennesker bør vi alle yde en indsats for at imødegå det, der truer klodens naturlige sundhed, herunder det der skaber klimaforandringerne. For mange af os er det indlysende, men måske kan det alligevel betale sig at overveje hvorfor. Religioner giver ofte svar på hvorfor-spørgsmål. Kristendommen gør i hvert fald, og det er muligt at finde både afklaring og styrke i de svar.
Kristendommens svar på, hvorfor vi skal bekæmpe klimaforandringer og miljøforstyrrelser, kan systematiseres i tre grupper: agtelse, næstekærlighed og forvalterskabet.
Afhængigt af hvordan man selv er indrettet, finder man det ene svar mere oplagt end det andet. Altså, er man mest til (1) respekt for det enestående eller (2) til kærlighed og omsorg eller til (3) at handle på fortællinger og formulerede normer. En kombination er naturligvis både mulig og oplagt.
De tre svar
Mange danskere finder storhed og ro i naturen. Et godt gæt er, at flere danskere finder eksistentiel dybde og religiøse erfaringer i naturen end i kirken. Skoven eller de danske kyster er steder, hvor vi oplever det ukrænkelige. En ghettoblaster, for ikke at nævne et feriecenter, vil opleves som en krænkelse af noget uerstatteligt.
Det er den følelse, som for filosoffen Immanuel Kant blev fremkaldt af stjernehimlen over hans hoved om moralloven i hans indre. Og de to ting hænger sammen. Krænkelse af naturen fremkalder moralsk protest.
Teologerne K.E. Løgstrup og Ole Jensen har brugt ord som skamløshed. Bibelen spørger: »Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det«?
Agtelse er en vigtig bevæggrund for mange kristne, og dermed et svar på hvorfor naturen skal beskyttes. Vil man understrege det kristne, kan man gå til den bibelkyndige salmedigter Grundtvig, som i salmen Himlene Herre, fortælle din ære peger på Guds ’indlysende’ nærvær i naturen, og i vers to peger på kirken som det sted, hvor der sættes ord på det: »der på oplysning selv natten er rig«.
Der er helt sikkert også mange mennesker, hvis hjerter før noget andet er fyldt af kærlighed og omsorg. Klimaforandringerne ødelægger livsgrundlaget for millioner af mennesker.
Næstekærlighedsbuddet er en selvgiven kristen grund til at træde i karakter både for at modvirke klimaforandringerne og for at sikre ofrene et værdigt liv i fremtiden. Handlemulighederne er mangfoldige og bliver kun flere, hvis man som undertegnede forstår, at næstekærlighedsbuddet tillige omfatter dyr og alt, hvad Gud også har skabt.
Klimaretfærdighed er et udtryk, som på det seneste er kommet i forgrunden for en del næstekærlighedsarbejde med klimaforandringerne. Logikken er den såre simple, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at de rammer de mennesker hårdest, som har bidraget mindst til dem. Det er indlysende uretfærdigt – og et punkt, hvor kirker og kirkelige organisationer gør en vigtig indsats både med konkrete projekter og med fortalervirksomhed.
Hvordan forvalter vi skaberværket?
Den systematisk set tredje tilgang kaldes »forvalterskabet«. Det bygger solidt på bibelen, som flere steder gør mennesket til Guds forvalter af skaberværket. Det gælder Jesus og Paulus, og det gælder myterne i bibelens første kapitler, også kaldet skabelsesberetningerne. Tanken er her, at forvalteren skal være tro mod sin herre, og Herren har skabt verden med og til kærlighed. Meningen med skaberværket er, at det skal lykkes i sin mangfoldighed, og dets blomstring er det rette svar på Guds kærlighed. Hermed er forvalterens opgave givet.
Forvalterskabets troværdighed er imidlertid blevet problematiseret, dels med henvisning til et par løsrevne gloser fra første skabelsesberetning, dels med henvisning til en mulig antropocentrisk tolkning af forvalterskabet. Det er en lang diskussion, men eftersom antropocentrismen modsiges af Bibelens øvrige udtryk for Guds forhold til sit skaberværk, kan den kun forsvares med selvmodsigelse.
Konkret arbejde
Agtelse, næstekærlighed og forvalterskab er de typiske svar, kristendommen giver på ’hvorfor’. Hvad vi skal gøre ’som kristne’, afhænger så af, i hvilken egenskab vi handler. Som mennesker skal vi alle gøre en indsats, og et mindsket drivhusgasudslip er ikke afhængigt af, om mennesket definerer sig selv som kristen.
Som kristen kan man imidlertid finde styrke i sin begrundelse, når man agerer politisk som ansvarlig samfundsborger. Der skal handles politisk på samfundsniveau, og ingen borger i demokratiet Danmark kan frasige sig et politisk ansvar. Hvis vi stemmer på partier, som fører en arrogant og nedladende klima- og miljøpolitik, er vi medansvarlige for disse svinestreger. Som kristen er man selvfølgelig forpligtet på et politisk niveau.
Men hvad med kirken? Skal kirken føre eller støtte en bestemt klimapolitik? Hvis vi med kirken mener institutionen med præster, biskopper og andre ansatte, er svaret nej. Kirken lever af evangeliet, det befriende budskab om Jesus Kristus, og det budskab kan på ingen måde rummes i det muliges politik.
Kirkens opgave er altså noget andet end at føre politik – uanset at dens praksis indirekte har en masse politiske virkninger. Kirken skal forkynde det gode budskab ind i den livsverden, som trues af klimaforandringer og miljøkriser. I en situation med særdeles dystre udsigter for det naturlige liv skal evangeliet forkyndes til trøst, opmuntring og håb, hvilket den kun kan, hvis den forstår kriserne og tager dem alvorligt. Situationen er ny, men det er kirkens opgave ikke.
Pilgrimsvandring fra Svalbart til Paris
Kirken skal forkynde, det vil sige gøre opmærksom på evangeliet, men det ville være et kæmpe svigt og selvmål at lænke forkyndelsen til prædikestolen.
Når Grøn Kirke og Folkekirkens Nødhjælp eksempelvis stod bag den danske del af den klimapilgrimsvandring, som med start fra Svalbart og endemål i Paris den28. november under COP21 overbringer FN’s klimachef Christiana Figueres et antal klimastafetter og et meget stort antal underskrifter (ACT now for climate justice), er det fordi, det netop er et tegn, der vil sprede evangeliets håb og inspirere og støtte beslutningstagerne til en aftale, som giver grund til håb (i stedet for det modsatte).
Her er altså ikke tale om, at kirken fører politik, men om at vi gør evangeliet nærværende i en situation, som naturligvis tillige har mange politiske aspekter. Politik er ikke alt.
350 slag på kirkeklokkerne
Det var samme ærinde, Grøn Kirke var ude i, da vi under COP 15 i 2009 fik op mod 1/3 af Danmarks kirker til at slå 350 slag på kirkeklokken som en symbolsk reference til den bæredygtige andel af CO2 i atmosfæren. At gøre opmærksom på det, der kan bringe håb, trøst og inspiration, når lejlighed byder sig, er udtryk for kirkelig åndsnærværelse.
Men kirkens arbejde er et langt sejt træk – også uden spektakulære anledninger. Løbende bliver der iværksat forskellige grønne projekter, hvor kirken trækker på samme hammel som andre gode grønne kræfter, blot med det mangfoldige evangeliske lys som er kirkens eksistensberettigelse. Gode eksempler er forskellige festivaler, især den økologiske kirkefestival, som sogne i Lejre provsti i en årrække har foranstaltet, som samler hele lokalsamfundet inklusivt biskop og borgmester.
Aktuelt er Grøn Kirke i gang med det fondsfinansierede projektet »Kirkens jorde«, som handler om at udnytte de økologiske, folkelige og symbolske muligheder, som ligger i de ofte mindre jordlodder, som kirkerne ejer. Endelig er der selve den ordning, som gør Grøn kirke til et netværk af over 150 kirker, hvor kirkerne i deres drift udviser god praksis på en række definerede områder som energiforbrug, affald og kemikalier.
Martin Ishøy udgav i 2011 bogen: Klimaklar kristendom, som et forsøg på at formulere en miljøteologi, der taler ind i en dansk sammenhæng.
