Med taktfaste klapsalver hyldede lederne for Venstre og Socialdemokratiet på valgaftenen deres historiske nederlag, som var det politiske triumfer. Den politiske elite er grebet af selvfedme i en sådan grad, at de i nærmest patologisk grad mangler enhver evne til selvransagelse. Men selvros frelser ingen.
***
KOMMENTAR
AF Carsten Jensen
Forfatter
Søndagen før valget var Morgenavisen Jyllands-Posten pakket ind i en fire sider stor valgannonce fra Dansk Industri. »Vi har ikke et valg« stod der som konklusion på en række barokke argumenter, der alle gik ud på, at hvis Danmark skal trives i fremtiden skal erhvervslivet ikke bidrage med så meget som en krone.
Der skal være fuld speed på profitten, og så kan erhvervslivet ellers snylte videre på den velfærdsstat, der holder virksomhederne i live med uddannelse, efteruddannelse, sygesikring og arbejdsløshedsunderstøttelse, når deres evner ikke rækker til at holde et skrantende foretagende i gang.
Det mest interessante bidrag til valgkampen kom fra Liberal Alliances Alex Vanopslagh, da han bekendte, at han som partileder havde taget kokain flere gange. Det fordømmer jeg ikke. Jeg har selv gjort det, da jeg var på hans alder. Jeg dansede flere timer solo på et diskotek og forstod ikke, hvorfor alle diskotekets gæster ikke klappede.
Grebet af selvfedme
I kokainrusen ligger nøglen til forståelsen af ikke blot Vanopslaghs psyke og Liberal Alliances egocentriske politik, men af hele den politiske elite, der som valgaftenen demonstrerede, er så grebet af selvfedme, at de i nærmest patologisk grad mangler enhver evne til selvransagelse.
Med taktfaste klapsalver hyldede lederne for Venstre og Socialdemokratiet på valgaftenen deres historiske nederlag, som var det politiske triumfer, hvad det ganske vist også er for demokratiet, men ikke ligefrem for deres egne partier. Selvros synes at være dansk politiks erhvervsskade.
Den kongerunde, det slagne socialdemokratis skrammede forkvinde Mette Frederiksen i disse timer har gang i er ikke andet end et forsøg på at gentage den fiasko, midterregeringen udgjorde, og som vælgerne umisforståeligt har takket nej til. Mette Frederiksen er enig med reklamen fra Dansk Industri: Vi danskere har ikke noget valg, og så kan vi stemme på lige så mange partier, vi vil.
I mandags, dagen før valget, var der imidlertid to vigtige verdensbegivenheder, som hverken tiltrak mediernes eller politikernes opmærksomhed.
Jordens klima
World Meterological Organization offentliggjorde en ny rapport, der viste, at jordens klima er inde i den værste ubalance i 800.000 år med oceaner i en eksplosiv opvarmning, der vil få fatale konsekvenser for planetens liv, alt sammen takket være det accelererende CO2-udslip.
Samtidig udtalte formanden for det Internationale Energiagentur, Fatih Birol, at vi på grund af lukningen af Hormuz Strædet i forbindelse med Iran-krigen står over for en energikrise, der i konsekvenser langt vil overgå de ellers så alvorlige oliekriser i 1970’erne.
Den første meddelelse om klodens voksende ubalance, når det kommer til klima og global opvarmning, har klang af dommedag. Den anden om stop for eksporten af olie, naturgas og helium gennem Hormuz Strædet er den bedste nyhed, jeg længe har hørt. Er der nogen bedre måde at forsinke dommedag på end ved en nedsættelse af vores lammende forbrug af fossile brændstoffer?
Tænk, hvis Mette Frederiksens kongerunde handlede om, hvordan vi håndterer klodens krise i stedet for kunstigt åndedræt til endnu en midterregering dømt til fiasko? Hvorfor ikke øjeblikkeligt gøre kollektiv transport gratis, stoppe udbygningen af motorveje og i stedet omdirigere pengene til vind- og solenergi, mens det stofafhængige landbrug med dets stormisbrug af kunstgødning dømmes til tvangsafvænning?
Så ville demokratiet give mening, og vi kunne vende ryggen til dommedag.
Selvros frelser ingen.
