Økodag samlede 125.000 børn og voksne

En jerseyko i fuld firspring henover græsmarken. Pressefoto: Claus Haagensen / Mejeriforeningen

De økologiske køers forårsdag 2026 samlede søndag 125.000 børn og voksne på 39 økologiske gårde landet over. Gæsterne oplevede de økologiske malkekøers begejstring ved at komme ud på markerne til årets første dag på græs. 

***

125.000 børn og voksne var en tur på landet søndag 12. april til Økodag – et arrangement som økologiske landmænd, økologiske mejerier og Mejeriforeningen står bag. Her var der jubel blandt de mange gæster klokken 12, hvor de økologiske malkekøer fik græs under klovene for første gang i år. 

Inden da var der mulighed for at se nærmere på blandt andet køernes stalde og gårdens maskiner.

»Økodag lever i kraft af landmændenes ønske om at give en oplevelse til børn og voksne, som ikke kommer på et økologisk landbrug i det daglige. Det er stærkt at opleve at 125.000 mennesker har lyst til at være med og tager imod muligheden for at komme helt tæt på køerne«, siger Henrik Damholt Jørgensen, der adm. direktør i Mejeriforeningen.

I Danmark findes der i dag 280 gårde med økologisk mælkeproduktion og 65.000 økologiske malkekøer i Danmark, og mælken leveres til forskellige økologiske mejerier.

Økologisk mælk fra 1988

Danske forbrugere fik for første gang mulighed for at købe en liter økologisk mælk for 38 år siden – i 1988. Det skete, da det lille gårdmejeri Naturmælk ved Haderslev lancerede de første økologiske mælkekartoner i udvalgte butikker. Naturmælk eksisterer stadig, men har i dag produktionsanlæg og butik i Tinglev tæt ved grænsen til Tyskland.

Forbrugernes interesse for at købe økologiske mejeriprodukter er efter nogle år med nedgang igen stigende, lyder meldingen fra de økologiske mejerier.

Det er Mejeriforeningen, som sammen med mejerierne Øllingegaard, Thise Mejeri, Them Andelsmejeri, Naturmælk og Arla, står bag det traditionsrige Økodag-arrangement, som oprindeligt blev udviklet af Økologisk Landsforening, men nu er overtaget af Mejeriforeningen og de enkelte mejerier.