SF: Landbruget skal drives fremad, men ikke ud af landet

Pia Olsen-Dyhr ved SF´s landsmøde 2017. William Vest-Lillesøe

SF vil sætte turbo på udtag af de klimabelastende lavbundsjorde, men har ingen planer om at reducere den klimatunge animalske produktion. Vi vil ikke lukke landbruget, siger Pia Olsen Dyrh.


Landbruget har alt for længe fået lov at køre på frihjul og udlede alt for mange drivhusgasser, mener SF. Det centrale støtteparti kræver nu, at landbruget bremser udledningerne langt hurtigere end tidligere foreslået, skriver Politiken.

SF vil blandt andet udtage de særligt klimabelastende enge og andre lavbundsjorde i rekordfart. Og så sætter partiet sin lid til, at igangværende forsøg med at fodre køer med foder tilsat et særligt typer foder kan få dem til at bøvse og prutte mindre og dermed udlede mindre metan, som er en særdeles kraftigt virkende klimagas.

https://twitter.com/signe_munk/status/1354900192022179843

Foreløbige resultater fra Wageningen Universitet i Holland viser, at det er muligt at reducere køernes udledning af metan med 27-40 procent ved at tilsætte et særligt udviklet tilsætningstof – Bovaer – til køernes foder.

»Både regeringen og Venstre er meget forsigtig med at stille nogen som helst krav til dansk landbrug. Det er vi ikke. Landbruget skal være en del af løsningen«, siger Pia Olsen Dyhr til Politiken.

Pia: Vil ikke lukke landbruget

I SF-forslaget indgår derimod ikke noget mål om at skære ned på dansk landbrugs rekordstore animalske produktion af svinekød og mælkeprodukter, som er den tungeste post i landbrugets klimaregnskab.

Det er er Socialdemokratiets fødevareordfører, Anders Kronborg, glad for.

»Det er ambitiøst med lavbundsjorderne, og det skal undersøges nærmere, om det kan lade sig gøre, men jeg er især glad for, at SF ikke har måltal for reduktion af den animalske produktion. Det er nyt for mig«, siger han til Politiken.

»Vi vil ikke lukke landbruget i Danmark. Vi er optaget af at finde en balance – landbruget skal drives fremad, men ikke drives ud af landet«, siger Pia Olsen Dyhr.