
SF vil kæmpe for en grundlæggende omstilling af EU’s landbrugsstøtte, som i dag favoriserer de store industrialiserede landbrug på bekostning af klima, natur og vandmiljø.
***

Af Rikke Lauritsen
Kandidat for SF til EU-Parlamentsvalget
I Danmark producerer vi mange fødevarer – og det skal vi blive ved med. Men vi skal gøre det på en måde, så der også bliver plads til vild natur og til det sunde vandmiljø, som vi i dag kan kigge i vejviseren efter.
De ting kan faktisk godt forenes. Det kræver en grundlæggende omstilling til mere plantebaserede fødevarer. I dag bruger vi 80% af landbrugsarealet på at dyrke foder til husdyrene, og kun 11% til at dyrke mad til mennesker. Det har givet os alt for lidt plads til natur, samtidig med at vi har iltsvind i fjordene, som er næsten tømt for fisk.
Husdyrene bliver ganske vist til kød og mælk, men der er et kolossalt spild i denne proces. Vi kunne brødføde ligeså mange mennesker som i dag, på et langt mindre areal, endda med økologisk dyrkning, og så ville der være plads til dobbelt så meget skov og langt mere vild natur end i dag.
Det ville samtidig fremme folkesundheden. Danskerne spiser i dag ca. 3 gange så meget kød, som der anbefales i Fødevarestyrelsens klimakostråd.
Støtten går til industri-landbrug
En ændring til et grønnere og sundere landbrug ville bl.a. kræve en ændring af EU’s landbrugspolitik, som i dag giver en uforholdsmæssig stor del af landbrugsstøtten til store, industrialiserede husdyrbrug. Det vil SF kæmpe for at lave om, også via EU-parlamentet.
En langt større del af støtten skal målrettes klima, miljø og natur, herunder udtagning af lavbundsjorde. Landbrugets udledning af klimagasser skal omfattes af EU’s kvotesystem. Vi skal styrke EU-samarbejdet. EU rummer mulighederne for at tøjle økonomiske og nationale særinteresser.
Vi er oppe imod højrefløjen
EU har allerede vedtaget bl.a. Vandrammedirektivet, Nitratdirektivet og Natura 2000 reglerne, som hjælper os med at varetage klima-, miljø- og naturinteresser. Men vi skal være meget mere ambitiøse. Og så skal vi leve op til reglerne nationalt.
Vandrammedirektivet skulle have været opfyldt for 9 år siden, men er det langtfra i dag. Og Danmark har kørt på en dispensation fra et centralt krav i Nitratdirektivet – om loftet for antal kvæg pr. hektar. Heldigvis ophæves dispensationen nu.
Alt dette handler valget d. 9. juni også om. Vi er oppe imod en højrefløj, som hele tiden prøver at svække EU’s klima-, miljø- og naturlovgivning. EU-kommissionen har f.eks. foreslået mindst 25% økologisk jordbrug i EU i 2030, men har foreløbig udskudt det på ubestemt tid, fordi de er bange for en højredrejning ved det kommende valg.
Det er utrolig vigtigt, at alle kommer ud at stemme d. 9. juni og husker at stemme grønt.













