KOMMENTAR – Det går langsomt, men der er også positive nyheder om klima og natur.
Af Jan Morell, multikunstner
Da min hustru og jeg her i sommer krydsede grænsen mellem Tyskland og Holland, spurgte vi næsten i munden på hinanden, hvorfor bilerne sneglede sig af sted på den sekssporede motorvej. Vi havde lige kørt 170 km/t i Tyskland, så hastighedsforskellen var markant.
Det var gået vores næse forbi, at den hollandske regering for to år siden havde vedtaget en lov om en maksimumhastighed på motorvejene på 100 km/t. Et positivt – og i vores bilistiske tidsalder særdeles modigt og mørkegrønt – klimatiltag, der måske vil kunne brede sig nordpå
Jeg har aldrig interesseret mig synderligt for dyrkning af jord og planter. Så fik vi et sommerhus på Mols. Gradvist steg min interesse dog som årene er gået. Sidste år lå jeg sgu på knæ i flere timer. Gratis hestelort fra naboen og et par poser muldjord og en masse vand. Den våde hestemøg klemte jeg i min hånd, så det vandfortyndede møg blev presset ud mellem fingrene. Hvilken aroma. Liggende på knæene plantede jeg i maj et par snese stauder, som heri sommervarmen blomstrer lystigt.
På den måde var jeg blevet en slags møgspreder.
Indtil videre havde jeg aldrig set en flue eller myg på grunden, men nu begyndte der at lande de karakteristiske skinnende, metalgrønne hestemøgssøgende spyfluer i bedet. I år er der ankommet betydeligt flere insekter end blot for et år siden. Humlebier og bier. Store og små sommerfugle. Lyseblå, lyserøde, lilla, citrongule. Admiraler, dagpåfugleøje, græsrandøje, skovrandøje og mange, mange flere.
At det nu stille og roligt er ved at gå den rigtige vej kan ses på, at der er markant flere blodige myggelig på bilernes frontruder…
Folkekirkens jordbesiddelser
Mit ærinde her er at se lyst på de mange klimaudfordringer. For et par år siden bragte Dagbladet Information min kronik om Den Danske Folkekirkes måde at dyrke de flere tusinde hektar skov og -landbrugsarealer på. Med udgangspunkt i min kronik blev der udformet et forslag til at omlægge fra konventionel til en mere bæredygtig dyrkning af de store jordbesiddelser.
Et overbevisende flertal udtrykte deres fulde støtte til omlægningen. Imidlertid nedstemte alle partier med undtagelse af to små partier mine forslag. Man mente at det var en krænkelse af den private ejendomsret. Mange vil spørge: jamen er Den Danske Folkekirke ikke en statskirke? Svaret må blæse i vinden? I så fald kan det undre at staten ikke kan gribe ind og komme med et mildt påbud eller et decideret statsindgreb. Det spørgsmål må ligeledes blæse i vinden. Men det forekommer mig en noget førreformatorisk og forældet kultur.
Konklusionen må være at det er det enkelte menighedsråd der må bestemme, hvordan Danmarks tredjestørste jordbesidder driver landbrug. Det vil godt nok tage noget tid, da der er 1.632 af slagsen.
I kirkeministeriet hævder man, at debatten om kirkens klimapolitik i sig selv kan flytte små, meget små bjerge. Derfor vælger jeg at tro, at mit og i tusindvis af danskeres arbejde gennem de sidste tre år ikke har været forgæves. Muligvis er det tilfældigt, at kirken i dag dyrker 15% af besiddelserne uden giftige kemikalier mod 11.4% for tre-fire år siden. Det må siges at være en meget positiv nyhed.
Ny klimalov i USA
Ser man ud over Danmarks grænser er der flere gode nyheder. Nogle steder i havene er koralrevene ved at komme sig og kan muligvis reddes.
»Det er en fucking stor ting«, hviskede Joe Biden i øret på Obama, da han som vicepræsident var med til at vedtage en ny og mere ambitiøs klimapolitik. Nu har USA så efter lang tids tovtrækkeri vedtaget en endnu mere radikal amerikansk klimalov. Det er da i den grad endnu en positiv nyhed, der glæder Moder Jord og mange af hendes indbyggere.
