Emma er vild med økologiske malkegeder

Emma Nørgaard er vild med geder. Hendes mål er at opbygge en besætning med 525 økologiske malkegeder i løbet af tre år. Foto: Gustav Bech

ØKOLOGI – Fire vestjyske landbrug satser på økologiske malkegeder. En af dem er 22-årige Emma Nørgaard ved Videbæk, som er i færd med at opbygge en besætning på 525 malkegeder.

22-årige Emma Nørgaard blev første gang fascineret af de små malkegeder, da hun for et par år siden besøgte Stenalt Gods på Djursland. Her kunne hun på tæt hold opleve 1000 malkegeder og se, hvordan de bliver fodret og malket. Efter besøget fortalte hun begejstret om de små drøvtyggere til sin mor og stedfar.

-Jeg har arbejdet meget med køer, og gederne er næsten som en slags mini-køer, blot med kun to patter. Og så er de mindre og meget hurtigere end køer, fortæller Emma med et stort grin.

Geder er nemlig sjove dyr, der elsker at klatre. At de også er meget nysgerrige og intelligente dyr oplever vi, da Emma senere går ind til dyrene for at blive fotograferet. Straks bliver hun omringet af de hvide dyr, der gerne vil i nærkontakt og ihærdigt forsøger at klatre op ad hende.

Ridehal ombygges

Emma Nørgaard blev færdig med sin uddannelse på Grindsted Landbrugsskole sidste år og kan nu kalde sig produktionsleder. Foreløbig malker hun 120 geder, men har planer om i løbet af de næste tre år at opbygge en besætning på 525 malkegeder på den 30 hektar store gård i Herborg, hvor hun har lejet sig ind og bor sammen med sin mor og stedfar.

Her har tidligere været stutteri og rideheste, og gårdens store ridehal skal nu ombygges og i stedet give tag over hovedet til de mange malkegeder. Gederne lever af græs, hø og græsensilage og får kraftfoder i malkestalden, hvor der er 2 x 20 pladser med ti maskiner med automatiske aftagere i hver side.

Emma har valgt racen Saanen, som er kendt for sin relativt høje mælkeydelse, og gederne giver i øjeblikket 3,5 liter om dagen med en fedtprocent på 3,81 og 3,22 % protein. 

Emma Nørgaard har fået et langfristet lån på to millioner kroner i Vækstfonden for at komme i gang med ombygning og indkøb af geder. Hertil kommer en kassekredit på 300.000 kroner.


Udpræget nicheproduktion

Emma Nørgaard er den seneste af nu fire vestjyske landmænd, der er gået i gang med økologiske malkegeder. Mælken bliver et par gange om ugen afhentet af Sømælk i Sdr. Felding.

-Vi er et lille handelsselskab, der opkøber og videresælger mælk til mindre mejerier i Danmark og den nordlige del af Tyskland, fortæller Kristian Andersen, der er administrationschef på Sømælk.

Ifølge ham har Sømælk nok i de fire vestjyske leverandører.

-Vi har ikke planer om at få flere. I Danmark er produktionen af gedemælk en udpræget nicheproduktion, og markedet er derfor meget følsomt. Vokser produktionen for hurtigt, bliver det svært at finde afsætning, forklarer Kristian Andersen, der fraråder nye landmænd mod at gå i gang, hvis de ikke på forhånd har sikret sig afsætningsmuligheder.

I Sydeuropa derimod er gedeost en populær delikatesse, og her sætter de også stor pris på det fedtfattige og saftige gedekød, der indtil videre har haft svært ved at vinde indpas på de danske middagsborde.

Kød fra geder har nogle unikke ernæringsmæssige egenskaber, oplyser Dansk Økologisk Gedeavlerforening. Kødet er for det første meget jernholdigt, og så indeholder det helt ned til 5 mg. kolesterol pr. 100 gr. kød, mens okse, lam og svin typiske ligger på hhv. 44 mg, 52 mg og 66 mg.

På længere sigt håber Emma Nørgaard og hendes vestjyske kolleger at få gang i salget af både kød, ost og andre mælkeprodukter, men i første omgang gælder det om at indkøre og tilpasse produktionen.

FAKTA om malkegeder

  • Geden er et af de første dyr, mennesket lærte at udnytte.
  • En malkeged har kun to patter og kan give op til 4 l mælk om dagen.
  • Både gedeost og gedekød er store delikatesser i bl.a. Grækenland og Italien.
  • En dansker spiser i snit 40 g gedekød om året – en græker ca. 5 kilo.
  • Kød fra gedekid er saftigt og uhyre fedtfattig med lavt indhold af kolesterol.
  • Et gedekid vejer 15-25 kg (slagtet vægt).

Kilde: Dansk Økologisk Gedeavlerforening