Skotland skal være verdens første rewilding nation

Det landskab man kender Skotland for, er ikke det landskab, der altid har været. Foto: Colourbox

Skotlands engang så storslåede og vilde natur har det skidt, men det vil en ny alliance af skotske naturelskere lave om på. De ser rewilding som et kinderæg, som både kan standse klimakrisen, bremse tabet af biodiversitet og skabe uanede mængder menneskelig trivsel og sundhed.

Af Julie Luna Bayer
cand.mag. og mediemedarbejder hos Wildwood Trust, UK

Med ordet ‘Skotland’ tænker mange automatisk på stor og vild natur. Det utæmmelige nord med langt mellem mennesker og en helt anderledes stemning end det tæt beboede England i Syd. Et landskab præget af grønne dale, fjeld højderygge, ‘fairy pools’ og heder, hvor naturen og de vilde dyr hersker. 

Men faktisk ligger Storbritannien, og dermed også Skotland, på listen over de mindst naturrige steder i Verden. Ifølge forskere fra britiske Natural History Museum skraber landet bundet sammen de 10% andre lande i verden med mindst bevaret biodiversitet.
‘State of nature’ rapporten, som hvert år udgives af en række naturorganisationer i Storbritannien og er et ‘sundhedstjek’ af naturen på øen, har år efter år fremhævet nedgang i natur og dyrearter. 

Det har ikke altid været sådan. Efter den sidste istid, hvis afslutning gjorde Storbritannien til den ø, den er i dag, var der skov over det meste af Skotland. Særligt eg og skovfyr dominerede for 6.000-9.000 år siden, men her fandtes også birk, røn og asp. Efter sigende kaldte romerne Skotland for ‘Caledonia’ da de nåede nordpå omkring 200 e.kr., hvilket betyder noget i stil med ‘skovrige højder’.

Træerne faldt dog hastigt og i takt med menneskets øgede behov for tømmer og landbrugsjord. Først bronzealderens og siden vikingetidens og da vi når middelalderen er de fleste af Storbritanniens gamle skove borte. Samtidig blev egnens rovdyr, såsom ulv og los, jaget hårdt, med det resultat. at hjorte formerede sig voldsomt og lystigt græssede nye træskud ned. Også domesticerede dyr som fx får begyndte at bidrage til en voldsom overgræsning af landskabet. 

Effekten var ikke tabt på det moderne menneske og i starten af 1800-tallet påbegyndte man en massiv genplantning for at erstatte den tabte skov. Desværre med ikke-oprindelige træsorter såsom Amerikansk Sitka og Norsk gran. I dag er der kun omkring 4% oprindelig skov tilbage. Men alt det har en flok skotske naturelskere sat sig for at ændre på.

Vild for vildskabens skyld

Begrebet rewilding har fyldt mere og mere i den britiske debat inden for naturbevaring de seneste årtier. I 1989 blev organisationen ‘Trees for Life’ stiftet og folkene bag har siden plantet over 2 millioner træer i England og Skotland. I dag er de langt fra alene om at tale naturens sag gennem rewilding. De forholdsvis nystiftede organisationer ‘Rewilding Britain’ (2015) og ‘Scotland. The big picture’ (2016), samt 17 andre britiske naturorganisationer har nemlig slået sig sammen med Trees for Life og de har en plan: De har tænkt sig at deklarere Skotland *Verdens første Rewilding Nation’ og selv kalder de sig ‘Den Skotske Rewilding Alliance’.

Og hvorfor vil de så det?

I en tid hvor menneskets gøren og laden har ført til at arter uddør med ekspresfart og hvor helt urørt natur snart blot er en myte, stiller mange spørgsmålstegn hvad der ville ske, hvis vi mennesker træder tilbage og lader naturen køre sit eget løb. Ville det kunne genskabe tidligere tiders alsidighed og vildskab, eller er vi kommet så langt ud – har vi ødelagt så meget – at naturen kun kan bringes tilbage med vores hjælp? Dette er populært sagt rewilding tankegangen.

For den skotske alliance er rewilding som et slags kinderæg, som den mener både kan standse klimakrisen, bremse tabet af biodiversitet (mangfoldighed af arter) og skabe uanede mængder menneskelig trivsel og sundhed. 

Men også forskningsmæssigt er der noget om rewilding, for vi ved efterhånden en del om, hvordan træer optager og opbevarer CO2, om hvordan større biodiversitet giver større resiliens i alt fra fødevareproduktion til vandressourcer og om at natur gavner menneskets helbred, både psykisk og fysisk.

Konkret vurderer professor i CO² opfangning og lagring Stuart Haszeldine, at genoprettelse af skov i en fjerdedel af Skotland ville kunne optage omkring 10 millioner ton CO² årligt.

Herunder kan blandt andet tørvemosser opbevare meget store mængder CO². 

Naturforvaltning gennem rewilding (for forvaltning er der i høj grad stadig tale om) er et overraskende stort arbejde. En stor del af det handler om at plante nye – oprindelige – træer og sikre deres overlevelse. Det foregår helt fra bunden, med frø som er samlet blandt nuværende træ bestande og nænsomt gemt og sat til forspiring, inden de flyttes ud i naturen. Den rette sammensætning af både arter og plantegenetik er særdeles vigtig for at træerne forbliver hårdføre i det lange løb og kan modstå diverse plantesygdomme.

De første år er de nye træer hegnet, hvilket for mange ikke virker ensbetydende med vildskab og frit spil for naturen. Men på grund af tidligere nævnte overgræsning fra bla. hjorte, er de små spirer nødt til at blive beskyttet mod invaderende muler. Det er vigtigt at træerne er af arter, der oprindeligt groede i Skotland for mange tusind år siden, modsat nyere og ikke-oprindelige arter, som potentielt kan være invasive og forskubbe balancen i økosystemet. 

Ideelt set ville de skotske forvildere helst bare lade de gamle træer komme tilbage ‘helt af sig selv’, men fordi landskabet så længe har været bart og træløst, er der ikke nok frø til dette naturligt.

Men det er også vigtigt at bevare det nuværende. Gamle træer og planter står stærkere og opsuger mere CO² end nyplantede. Mindst lige vigtigt så har allerede etableret skov en fantastisk mangfoldighed af arter (biodiversitet) og et samspil med andre arter, som det tager lang tid at skabe. Alliancens mål er derfor at »beskytte det gode vi allerede har, samt rewilde så meget som muligt af resten«.

Udover træplantningen fjerner de skotske forvildere invasive og ikke-oprindelige arter, selvfølgelig rent manuelt og uden brug af gifte eller lignende. Et eksempel på en invasiv art er rhododendron, der oprindeligt stammer fra Asien, men som spreder sig med stor lyst over Europa og altså også Storbritannien, hvor den på aggressiv vis stjæler plads og levegrundlag fra indfødte arter. Ikke alle ikke-oprindelig arter er dog invasive!  Endelig tæller rewildernes skyts også regulering af hjortebestande, både ved skydning og ikke mindst via overraskelsesangreb, hvor frivillige patruljerer særligt hjorte-befængte områder for derefter at lave et ordentligt spektakel, som skræmmer de firbenede langt væk.

Ulven kommer… ikke

En indlysende løsning på hjortene og deres overgræsning er at genintroducere de rovdyr som oprindeligt levede i Storbritannien og som skabte en naturlig balance i mængden af græssende byttedyr.

I første omgang kigger rewilding alliancen dog ikke mod introduktion af større rovdyr, selvom der internt i rewilding kredse er stor interesse og flere større jordejere som har planer om hegnede forsøg med ulves effekt på økosystemet. Det er nemlig netop rovdyrene der så ofte har skævvredet rewilding debatten.

For rigtig mange er rewilding en både unødvendig og drastisk invasion i et lokalmiljø, som fratages retten til frit at vandre i naturen (tror man i al fald) og som føler at udefrakommende kommer og kloger sig om naturgenoprettelse, på de lokales bekostning. Særligt mener landmændene ofte, at rewilding angriber deres livsgrundlag, hvad enten det er korn eller kreaturer. Indførelsen af rovdyr som f.eks. ulv og los anskues omtrent som sidste søm i kisten, for hvordan skal f.eks. fåreavlere beskytte sig mod ulveangreb spørger de. 

Kritisk kan man da også spørge: Kan landskabet overhovedet rumme det i dag? Har vores moderne samfund og dens forvaltning af naturen ikke for længst umuliggjort rewilding?

Der er dog allerede foretaget mange rewilding forsøg i Skotland og England, fra genudsættelse af f.eks. bævere, skovmår og røde egern som boostere af biodiversitet og sundhed i vådområder og skove, til som sagt fjernelse af invasive arter, så de oprindelige planter kan vinde frem igen. Og resultaterne har været opmuntrende: Selv på kort tid kan de rigtige dyre- og plantearter skabe utrolige forandringer i naturen.

I sidste ende handler det om mennesker, hvilket rewilding alliancen også er dybt bevidst om. Uden forståelse for sagen og opbakning, særligt fra de lokale, er rewilding projekter så godt som umulige at gennemføre. Det skyldes bl.a. at regeringen foreløbig ikke støtter aktivt op om rewilding. Der bruges derfor mange ressourcer på kommunikation med lokale og andre interessenter og flere studier har undersøgt – og vil i alliancen undersøge – befolkningens holdning til rewilding. 

Når rewilding virker i Skotland, så er det et dybt dragende projekt, som trækker hundredvis af frivillige til årligt og som suger de turister til, som ønsker at opleve det vilde Skotland, med et andet blik end brochurens. Samtidig er det potentielt et felt der kunne åbne op for mange arbejdspladser. Netop derfor ser den nye alliance sig også først og fremmest som fanebærere af håb og et alternativ til en verden der for mange står i brand, i dyb økologisk ubalance. Eller som udtalt af lederen af ‘Scotland. The Big Picture’, Peter Cairns: “Det vi gør på daglig basis er at sælge håb til folk.”