Inger Støjberg kan takke vælgernes korttidshukommelse for, at mange tilsyneladende køber hendes budskab om det gode liv på landet. Inger Støjberg kom i Folketinget i 2001 for Venstre, og lige siden har hun stemt for alle de forringelser, der har ramt landdistrikterne. Livet på landet minder i dag om at bo i et industrikvarter.
KOMMENTAR
Af Anni Jakobsen
Produktionsleder og bosat på landet nær Brædstrup
Jyllands-Posten har været på tur med Inger Støjberg og hendes valgbus til fødeegnen i Salling (JP 15.03.2026). Forude venter historien om en lykkelig barndom i familiens skød; nybagte boller og varm kakao, kortspil og havregrynskugler hos farmor og gemmeleg med de andre børn. Det var en barndom og et miljø, hvor man lærte sunde værdier som, at »man skal yde, før man kan nyde«, hvor der var klare linjer og ikke så meget snak, og hvor Inger aldrig hørte sine forældre skændes. Det var en tryg barndom.
Nu er Inger Støjberg tilbage på gården ved Hjerk. Nu er der ingen legende børn med røde æblekinder – journalisten bemærker derimod den sure lugt af ammoniak fra gylletanken. Ingers bror har solgt gården videre, skolen og de to købmænd er lukket og folk flytter fra området. Det samme er Morten Korch.
Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne har udråbt sig selv som landdistrikternes talerør. Udkantsdanmark med de lukkede skoler, faldefærdige huse og den meget lange afstand til de såkaldte københavnske saloner, hvor den speltspisende, akademiske elite holder til.
Affolkningen af yderområderne skal stoppes; vi må forstå, at Danmark er et lille land, der er på vej til at knække over mellem airfryer, traktortræk og håndbajer på den ene side og ladcykler, caffe latte og strakt lillefinger på den anden.
Jeg bor selv på landet
Landdistrikterne har forandret sig i løbet af de sidste 30-40 år. Jeg bor der selv. Skoler er lukket, det samme er de små erhvervsdrivende, bussen kører ikke mere, og det er efterhånden svært at se, hvad man helt nøjagtigt får for sine skattepenge. Offentlige service må man normalt kigge langt efter, men venter man længe nok, kommer sneploven da til sidst.
Natur er der heller ikke noget af. Efterhånden som de mindre landbrug er blevet sat til salg, er de købt op af større landmænd; stuehuse er blevet væltet og erstattet af bygninger til svin og gylletanke, marker er samlet til store ørkener af korn og raps. Læhegn, diger og små markveje er fjernet, vandløb er lagt i rør eller rettet ud. Søer, moser og enge er drænet, og sådan kan man fortsætte.
Kommunalreform og landbrugspakke
Men nu vil Inger fra Hjerk redde landdistrikterne, og hun kan takke vælgernes korttidshukommelse for, at mange tilsyneladende køber hendes budskab. Inger Støjberg kom i Folketinget i 2001 for Venstre, og lige siden har hun stemt for alle de forringelser, der har ramt landdistrikterne.
Først og fremmest Venstres svendestykke, kommunalreformen, men ikke mindst flere liberaliseringer af landbrugsloven, hvor man bl.a. fjernede loftet over, hvor mange hektar og ejendomme en person må eje, man fjernede bopælspligten og man åbnede op for, at udlændinge med kapital i ryggen kan opkøbe dansk landbrugsjord.
Resultatet er kendt af alle, der følger bare en lille smule med: Befolkningstallet på landet rasler ned, 60 pct. af Danmarks areal ejes efterhånden af få tusind mennesker, og sammen med bl.a. landbrugspakken fra 2016, stak Inger Støjberg og et flertal af Folketinget effektivt kniven ind, så livet på landet mest af alt nu minder om at bo i et industrikvarter.
Nej til solceller men ja til mere gylle
Det eneste, hun ikke vil have på landet, er solceller. I et radiointerview vender hun kategorisk tommelfingeren nedad til vedvarende energi på land, men kan ikke se problemet i en udvidelse af Danmarks svineproduktion, dvs. større fabrikker, større husdyrtæthed, større risiko for smitsomme sygdomme, endnu mere tung trafik, mere gylle, mere importeret soja, mere stank, fluer og støj, mere billig arbejdskraft fra udlandet osv.
»Sådan er det jo at bo på landet«. Den holdning kan man kun tillade sig, når man ikke selv bor i vindretningen fra ventilationsanlægget på en svinefarm en lun sommeraften, hvor man ellers troede, man skulle sidde i haven og grille efter arbejde.
Et sjældent klarsyn
I et sjældent klarsyn, siger Støjberg i artiklen, at livet i hendes barndoms Hjerk ikke kommer tilbage, men det er det modsatte budskab, hun sælger til sine følgere. At man kan rulle tiden tilbage til dengang Danmark levede af landbrug, hvor gårdene var mindre, og der var flere arbejdspladser på landet. Hvor man kerede sig om sine dyr, hvor der også var plads til gulspurv og agerhøns, og hvor hele lokalsamfundet hjalp hinanden i høst og bagefter mødtes til fest i forsamlingshuset.
Sådan var det for 40 år siden. Nu sælger Inger Støjberg og resten af blå blok en illusion, og i disse dage skifter mange blågrønne vælgere side. De har fået nok af blå bloks mangeårige hensyn til industrilandbruget over for natur, klima, dyrevelfærd, drikkevand og ikke mindst de lokalsamfund, de påstår, de vil beskytte. Det er tid til forandring.
