Mod til at gå imod strømmen

Aage og Inge Lis Dissing er blevet hædret med Landbrugs Kulturpris for deres mod til at gå imod hovedstrømmen i dansk landbrug. Pressefoto: Lars Horn/Baghuset

Økologi er andet og mere end blot et sæt dyrkningsregler. Det siger modtagerne af Landbrugets Kulturpris, Aage og Inge Lis Dissing fra Den Økologiske Landbrugsskole i Åbybro.

INTERVIEW – Forstanderparret på Den Økologiske Landbrugsskole i Åbybro, Inge Lis og Aage Dissing, er blevet hædret med Landbrugets Kulturpris på 50.000 kroner.

»Prismodtagerne har haft mod til at gå imod hovedstrømmen i dansk landbrug. Det har udført såvel praktisk som teoretisk pionérarbejde for at udvikle økologisk landbrug til en produktion og en livsform, som med den stigende viden på området og de bedre afsætningsmuligheder i dag er blevet en realistisk livsform for et voksende antal landmandsfamilier«, hedder det i Kulturfondens begrundelse for tildelingen af prisen.

Kulturfonden fremhæver også parrets indsats for at udvikle Den Økologiske Landbrugsskole, som de var med til at etablere i begyndelsen af 1980’erne, og hvis første formand blev Aage Dissing.

– Vi er glade for prisen og specielt glade for, at det er en kulturpris, siger Inge Lis Dissing i en samtale med Økologisk Jordbrug.

– Det betyder, at de folk, der sidder i Landbrugets Kulturfond har forstået, hvad det drejer sig om. Nemlig at økologi er andet og mere end blot et sæt dyrkningsregler. For os er det også en anden måde at forholde sig til omverdenen på.

Piger blev ikke landmænd

Stemmen er blevet ivrig. Den 51-årige Inge Lis Dissing er på hjemmebane, når hun taler om landbrug, økologi og livet på landet. Det bliver hun aldrig træt af.

Lige siden hun som lille pige stolpede rundt i en landsby på Mors, har hun været levende optaget af emnet.

– Men dengang var det for kontroversielt, hvis piger blev landmænd, så i stedet fik jeg en lærer-uddannelse, forklarer Inge Lis, der kommer fra en handelsfamilie.

For Aage Dissing var landbruget derimod et naturligt valg. Uddannelsen som agronom på Landbohøjskolen i København ligger i direkte forlængelse af barndommen i Vendsyssel, hvor han voksede op på en gård i Tårs sammen med sine syv søskende.

Efter endt uddannelse på Landbohøjskolen blev det til en periode som forsker ved Statens Husdyrbrugsforsøg, før parret besluttede at flytte tilbage tilbage til Nordjylland.

– Vi fik et mindre chok, da vi kom tilbage, fortæller Inge Lis Dissing. På mindre end ti år var der sket en utrolig affolkning. Der var næsten ingen mennesker på landet mere, da vi flyttede tilbage i 1971.

Allerede på et tidligt tidspunkt i ægteskabet var de to blevet enige om, at de på et eller andet tidspunkt skulle være bønder.

Tilbage i Nordjylland bliver Aage Dissing dog i første omgang ansat i en stilling som konsulent ved Aalborg Amts Landboforening og Inge Lis Dissing får job som folkeskolelærer.

Effektivitetsræset

Vi befinder os i begyndelsen af 1970’erne. Danmark er blevet medlem af Fællesmarkedet, og dansk landbrug ruster sig til fremtiden ved hjælp af produktionsudvidelser, højere effektivitet, rationaliseringer og investeringer i nye store stalde.

Udvikling fik efter noget år Aage Dissing til at sige stop. Som rådgiver mødte han igen og igen landmænd, som følte sig løbet over ende og presset ud i en stadig større og mere intensiv produktion, dog uden at han kunne gøre hverken til eller fra.

– I 1977 fandt vi derfor, at tiden måtte være inde til at realisere vores gamle idé om at blive landmænd. Til familiens store bestyrtelse sagde vi derfor vores gode stillinger op og købte sammen med to andre familier Jarmstedgård i Han Herred, hvor vi begyndte at dyrke økologisk.

I begyndelsen af 1980’erne var Aage og Inge Lis Dissing med til at stifte både Landsforeningen Økologisk Jordbrug og Den Økologiske Landbrugsskole, hvor Aage Dissing siden 1988 har været forstander og Inge Lis de sidste to år har været lærer.

Jarmstedgård er i dag overtaget af sønnen Sten Dissing og hans kone.

Langt til naboen

Livet på landet er på trods af stigende økonomisk velstand på mange måder blevet fattigere end tidligere, mener Inge Lis Dissing.

– Jeg tror, at de fleste folk på landet føler, der er blevet for langt til naboerne, og det går ud over samværet og fællesskabet. I praksis ser vi også, at de landmænd, der kun møder andre landmænd, kommer til at mangle nogle dimensioner. Dialogen med andre er uhyre vigtig, fastslår Inge Lis Dissing.

Hun fortæller, at hun her for nylig traf en ung landmand, som erkendte, at han i fritiden helst var sammen med andre landmænd og nødig kom ud i andre kredse, fordi han følte sig for dum og uvidende.

– Det er skræmmende, at vi er nået dertil, at bønder kan blive så ensomme og isolerede, at de ikke magter samtalen med andre befolkningsgrupper, siger Inge Lis Dissing.

– Er der åndeligt og mentalt blevet for lavt til loftet blandt danske landmænd?

– Jeg vil ikke bruge det udtryk. Men det hele er blevet for ensidigt. Landmændene er på mange måder blevet presset ind i en rolle som industriarbejder, men uden fritid og overskud til det sociale samvær med andre mennesker. Det fører selvfølgelig let til en slags kulturel forarmelse.

Flere aggressive landmænd

Inge Lis Dissing er naturligvis glad for, at det økologiske landbrug nu for alvor har fået sit folkelige gennembrud, og at mange nye landmænd er i færd med at lægge om. Men hun frygter samtidig for mere alvorlige konfrontationer end tidligere.

– Her i foråret har jeg mødt flere aggressive landmænd, end jeg har gjort længe, fortæller hun. Tidligere har mange sagt: Herregud, lad blot de tosser øver sig i et hjørne. Men pludselig er det rykket tættere på, og dermed er situationen for dem, der betragter økologi som en pestilens, blevet mere alvorlig. Til gengæld er der en anden gruppe landmænd, som har været bekymret over landbrugets udvikling, der nu så småt begynder at øjne nye muligheder i landbruget.

Blufærdighed

– Økologi er næsten blevet for populært. Risikerer økologerne ikke blot at blive kvalt i sympati?

– Jeg ved det ikke. Jeg har svært ved at forudsige, hvad der vil ske i de kommende år. Men meget er blevet anderledes. Ingen tvivl om det. Med ét er det blevet langt lettere at komme til orde. Alle er nu interesserede i at høre vores mening om både det ene og det andet og vil have os til at medvirke i forskellige projekter. Men der er lang vej igen. Dansk landbrug er som en supertanker, der bare fortsætter. Der skal mere end blot et par krusninger på overfladen til at få den til at ændre kurs. Selv om vi har fået årets kulturpris, er jeg da heller ikke i tvivl om, at økologi stadig er et kontroversielt spørgsmål på Axelborg.

– Man skal heller ikke glemme, at der står store økonomiske interesser på spil for agro-industrien, pointerer Inge Lis Dissing. Det gælder blandt andet for kemikaliefirmaerne, som nu forsøger at udvikle biologiske midler.

Også for de landmænd, der lægger om, står der meget på spil. Og i modsætning til tidligere, hvor idealismen var den væsentligste drivkraft, erkender mange nu blankt, at de gør det for pengenes skyld. Inge Lis Dissing peger dog på, at det kan være en form for blufærdighed.

– Jeg har hørt det gang på gang, men når man så møder de samme mennesker nogle år senere, er det helt tydeligt, at der er sket et holdningsskifte. At skulle ændre sit landbrug så grundlæggende gør, at man nødvendigvis kommer til at tænke anderledes. Når landmændene oplever, at de ikke længere kan foretage reparationssprøjtninger og ser, at der kommer flere fugle på markerne, så påvirker det stærkt.

– Det med pengene kan også være noget, man siger af hensyn til naboerne, vurderer Inge Lis Dissing.

– Paradoksalt nok er det jo mere legitimt at sige, man gør noget for pengenes skyld end på grund af holdninger. Man vil helst ikke skille sig for meget ud fra naboerne. Det fortæller også noget om, hvor meget industrisamfundet har gnavet sig ind på landbrugsværdierne. Selvfølgelig har bønder altid været interesserede i at tjene penge som andre, og det er der ikke noget galt med. Problemet er, at det i dag fylder så uendeligt meget og for mange samtidig bliver lidt af et skalkeskjul.

Artiklen blev første gang bragt i månedsmagasinet Økologisk Jordbrug 11. august 1995.