
Michael Kjerkegaard, 58-årig kvægbruger fra Vejle skal stå i spidsen for de økologiske landmænd, forbrugere og virksomheder, som er organiseret i Økologisk Landsforening.
***
Michael Kjerkegaard er ny forperson for Økologisk Landsforening. Han blev lørdag valgt uden modkandidater på foreningens generalforsamling i Køge.
Michael Kjerkegaard er 58 år, uddannet landmand og driver til daglig landbruget Eskelyst i Vejle Ådal, hvor han praktiserer naturpleje og holistisk afgræsning med sine ca. 240 kødkvæg.
»Jeg har en vision om at forene vores brede medlemsskare, der omfatter virksomheder, forbrugere, køkkener og landmænd«, siger han.
»Min ambition er at skabe et inkluderende og stærkt fællesskab, hvor alle bidrag bliver værdsat. Ved at fremme dialog, samarbejde og innovation ønsker jeg at styrke vores fælles indsats for at fremme liv på landet og økologisk livsstil på tværs af samfundet«.
Intern strid
Michael Kjerkegaard afløser Sten Dissing, der i starten af året overtog posten fra Louise Køster, der sad på posten i to år. Louise Køster valgte at trække sig fra fra posten 28. januar på grund af interne stridigheder, efter at Økologisk Landsforening sammen med en række andre grønne organisationer havde offentliggjort en klimarapport, som anbefaler en reduktion af Danmarks rekordstore kød- og mejeriindustri for at skåne klimaet.
Rapportens anbefalinger fik blandt andet mejeriet Arla og det Danish Crown-ejede økologiske salgsselskab Friland til i protest at opsige deres medlemsskab, selv om begge selskaber sælger økologiske produkter og har som erklæret målsætning at opbygge en bæredygtig fødevareproduktion.
Økologi – fordi vi kun har én planet
En af Michael Kjerkegaards opgaver bliver at være med til at føre Økologisk Landsforenings nye strategi ud i livet. Strategien blev præsenteret for generalforsamlingen tidligere i dag og bærer titlen »Økologi – fordi vi kun har én planet«. Den skal danne ramme for foreningens arbejde frem mod 2030.
Strategien tager udgangspunkt i visionen om, at Økologisk Landsforening vil skabe en verden, der tænker og handler økologisk. Den skal skærpe foreningens profil, så den bliver en markant interesseorganisation for bæredygtig omstilling. Derudover er antallet af mærkesager skåret ned fra seks til tre: Sunde måltider, gode dyreliv og frugtbar jord, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Økologi skal være normen
»I Økologisk Landsforening mener vi naturligvis, at økologien skal være normen fremfor en nicheproduktion. Derfor skal vi have fart på væksten i økologien igen«, erklærer Michael Kjerkegaard.
»Det skal ske ved, at vi får en stærkere politisk stemme, gennem flere og stærkere partnerskaber og ved, at vi driver færre og større udviklingsprojekter end dem, vi har i dag. Vi glæder os til, at vi nu kan påbegynde implementering af strategien til gavn for medlemmer, hele det økologiske fællesskab og vores planet«, siger økologernes nye forperson.
Økologisk Landsforeningens nye strategi skal være med til at sikre, at 25 procent af det danske fødevareforbrug og landbrugsareal er økologisk i 2030.










