Giv mig en kraftfuld og smuk fortælling om et bedre samfund. Ikke en statsminister, der »spiser lidt mindre kød«, siger Lea Korsgaard fra Zetland.
***
Chefredaktør Lea Korsgaard fra Netmediet Zetland har en tankevækkende kommentar i forbindelse med regeringens mantra om at ville gennemføre den grønne omstilling, uden at det mærkes.
»Den rød-lilla-blå regering er optaget af, hvordan klimapolitikken sker »i balance«. Vi skal undgå vrede. Vi skal undgå at tabe noget i forsøget på at vinde noget andet. Det nytter ikke, lyder argumentet, at lave en krads klimapolitik i Danmark, der med højere priser, forbud og skatter sender arbejdspladser ud af landet. Den grønne omstilling, sagde Lars Aagaard i P1 Morgen i fredags, skal tilpasses, så »de fleste skal kunne være med«, nærmere bestemt skal »80 procent« af danskerne kunne se sig selv i politikken«, skriver Lea Korsgaard.
Hun refererer til en række eksempler fra historien, hvor det gjorde ondt at måtte afstå fra privilegier og vaner for at noget nyt kunne opstå. Fx da de kristne fik afskaffet de brutale gladiatorkampe i Romerriget. De kristne havde en anden og stærk moral der talte til respekt for medmennesket – og samfundet og mentaliteten ændredes.
Ingen betydende samfundsændringer har kunnet gennemføres, uden at nogen måtte afstå fra noget og ændre syn på værdier, anfører hun.
Korsgaard taler for at stærke samfundsændringer kommer fra en indre disciplin, der slår ud i ydre ændringer. Hun taler for, at når vi giver afkald på noget, gør vi det for at vinde noget andet.
Læs eller lyt til hendes begavede tale, der rækker ud over hverdagens magelighed, frygt for forandring og fastlåste vaner.














