PFAS og utallige andre kendte og ukendte kemiske stoffer ender ude på markerne via marksprøjten og gødningssprederen. Det er absolut ikke betryggende med disse evighedskemikalier i vores åbne landskaber.
KOMMENTAR
Af Holger Øster Mortensen
Siden 2. Verdenskrig er der blevet spredt ENORME mængder pesticider og kunstgødning (NPK) og andre kemikalier på vores marker. Rækken af forskellige kemiske stoffer forbrugt i landbruget er alenlang, og kun fantasien sætter grænser for, hvor megen skade uønskede kemiske stoffer har forvoldt på mennesker og dyr – og naturen generelt.
På det seneste har der været stor opmærksomhed omkring PFAS, som har spredt sig til forskellige arealer i hele landet. Denne forurening stammer fra noget brandhæmmende skum, som brandvæsenet har brugt i årevis. Mennesker har fået målt alarmerende mængder af det giftige stof i kroppen.
PFAS i pesticider og slam
Nu viser det sig, at PFAS også findes i mange forskellige pesticider forbrugt i landbruget. Og måske også brugt i forbindelse med flere typer såsæd. Måske forekommer det også i kunstgødning (NPK). PFAS er fundet i både kød og planter. I lang tid har man vidst, at slam fra rensningsanlæg indeholder PFAS – samt mange andre uønskede stoffer. Slam bliver i vid udstrækning brugt som gødning på danske marker. Men må ikke udbringes på økologiske marker. Det er absolut ikke betryggende at have disse evighedskemikalier ude i vores åbne landskaber.
Mange bønder bryster sig af at praktisere »præcisionslandbrug« og »pløjefrit landbrug«. Men denne form for markdrift kan kun lade sig gøre uden brug af store mængder pesticider og NPK. Det er en skrue uden ende. Ikke mindst når det viser sig, at både kendte og ukendte kemiske stoffer ender ude på markerne via marksprøjten og gødningssprederen. Og altså også via slam.
PFAS er også fundet i grundvandet, og flere kommuner er endog meget skeptiske overfor brug af slam på marker beliggende over vandindvindingsområder. I Tyskland har man meget skrappe krav til udbringning af slam på dyrkede marker.
Et politisk problem
Før folketingsvalget var bønderne lodret imod enhver form for CO2-afgifter på landbruget. Men nu da Mette Frederiksen er et fait accompli som statsminister, har de med armen vredet rundt været nødt til at gøre visse indrømmelser vedrørende denne forkætrede afgift. Men dansk landbrug med formand Søren Søndergaard i spidsen har været så frække at kræve, at eventuelle CO2-afgifter skal tilbageføres til landbruget så erhvervet kan gøre »grønne tiltag«. Må vi bede om lidt ydmyghed.
Selv bøndernes politiske venner hos Venstre og De Konservative kan se nødvendigheden af at indføre forureningsafgifter i landbruget. Og selvom V og K før valget BLANKT afviste enhver plan om samarbejde med Socialdemokratiet, har piben i dag fået en anden lyd.
Dansk landbrug modtager i forvejen eksorbitante tilskud fra EU og andre offentlige instanser. Og inden 2030 forventer man også, at det offentlige har skudt mindst 40 mia. i udbygningen af biogas i Danmark. Disse mange rare penge kunne være brugt meget bedre til andre energiløsninger – al den stund biogas ikke kan betegnes som »grøn energi«. Al støtte til biogas er en slet skjult landbrugsstøtte.
Alt for længe har dansk landbrug kørt på frihjul og kunnet skalte og valte med vores fælles natur. Det skal nu være slut. I dag står landbruget for 1/3 af vores samlede klimaudledning. Efterhånden som andre erhvervsgrene nedsætter deres del af klimaudledningen, bliver landbrugets andel stedse større. Der skal probate midler til, hvis vi skal nå en 70 procent reduktion af klimapåvirkningen inden 2030 – målt ud fra 1990 tal. Dette må også bønderne sande.
Det giftige og kemiske industrilandbrug er nået til en skillevej. Og en egentlig landbrugsreform med økologisk eller biodynamisk fortegn er blevet et ufravigeligt krav. Vi skal have øget kulstofindholdet (humus) på markerne. Førnen skal blive derude – vi vil have regnormene tilbage i plovfuren.
