Planer om vild skov ved Aarhus støder på modstand

Marselisborgskoven og naturområdet i den sydlige del af Aarhus er et yndet udflugtsmål for aarhusianerne. Foto: Colourbox

NATUR – Venstre og Konservative er imod planer om at omdanne Marselisborg-skovene i den sydlige del af Aarhus til vild skov med indhegnede græssende dyr.


Byrådets plan om at lave vild skov med indhegnede græssende dyr i Marselisborg-skovene syd for Aarhus har givet voldsom debat.

Det er nemlig et bynært skovområde, som samtidig er et yndet udflugtsmål for skovture og motion. Her ligger også kongefamiliens aarhusianske residens, Marselisborg Slot.

Det har fået DGI og andre til at protestere, og Venstre og konservative havde før et byrådsmøde onsdag truet med trække sig fra forliget. Men efter et møde med forligspartierne besluttede de to partier at lade være.

– Vi fik en fornemmelse af, at de andre partier også vil finde en balance mellem naturen og brugerne. Det har beroliget os, siger Venstres politiske leder, Christian Budde til DR.

De to partier mener fortsat, at der bør findes skovområder længere fra byen til vild skov.