Ritt Bjerregaard, som døde i lørdags, var den statsminister, vi aldrig fik. Tiden forhindrede det. Hun var en utilgivelig kombination af stolt, stædig, talentfuld, begavet, med udsyn og integritet – og så kvinde. Det tålte selvfølelsen ikke hos Christiansborgs mange middelmådige, mavestruttende, mandlige politikere.
NEKROLOG
Af Carsten Jensen, forfatter
Ritt Bjerregaard, som døde i lørdags, var den statsminister, vi aldrig fik.
Tiden forhindrede det. Hun var en utilgivelig kombination af stolt, stædig, talentfuld, begavet, med udsyn og integritet – og så kvinde. Det tålte selvfølelsen ikke hos Christiansborgs mange middelmådige, mavestruttende, mandlige politikere.
Først med Helle Thorning-Schmidt blev Danmark – og socialdemokratiet – moden til en kvindelig statsminister, men Helle Thorning havde desværre hverken format eller integritet til posten.
Mette Frederiksen har formatet, når det kommer til det komplicerede magtspil omkring landets vigtigste post, men ikke integriteten, når det kommer til human retlinethed og social retfærdighed.
Ritt Bjerregaard voksede op på Vesterbro. Hendes far var møbelsnedker og kommunist. Hun var arbejderpigen, der tog noget af gadens råhed og brutalitet med sig, og Tove Ditlevsen ville have genkendt sig i hende, for deres voksesteder lå ikke langt fra hinanden.
Men Ritt Bjerregaard havde også et udsyn og en dannelse, der appellerede til den veluddannede middelklasse. Mette Frederiksen vender i stedet ryggen til middelklassen til fordel for en makrelmads-populisme med eksklusiv appel til sure, ældre mænd i provinsen.
Var Ritt Bjerregaard blevet statsminister i 1980´erne, da hun var i slutningen af trediverne, ville hun være vokset til samme internationale format som New Zealands Jacinda Ardern, der blev statsminister i 2017 i en alder af 37, eller Finlands Sanna Marin, der kom til magten i 2019 i en alder af kun 34, begge socialdemokrater.
Ritt Bjerregaard kunne være blevet en forløber og rollemodel for dem begge.
Hun var med i den såkaldte firemands-bande, der udover hende talte de jævnaldrende Svend Auken, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen. Svend Auken var også den statsminister, vi aldrig fik. I ham havde vi fået verdens første klima-statsminister, som hans fremsyn som miljø- og energiminister viste. Mogens Lykketoft fik kun lov at vise sit format et år som udenrigsminister, men også han kunne have givet Danmark en helt anden placering på verdenskortet end krigsherren Anders Fogh Rasmussen, der ledte os ind i en række fatale fiasko-krige.
Set i retrospektiv er der ingen tvivl om, at der i socialdemokratiet var en enorm talentmasse i form af firebanden og med Nyrup som undtagelse et lige så stort talentspild. Uden dem i magtens centrum blev vi et mindre land, end vi havde behøvet at være.
Ritt Bjerregaard blev valgt som overborgmester i København i 2005 midt i et politisk stormvejr, hun selv havde fremkaldt med sin kritik af Anders Fogh Rasmussens hidsige krigspolitik, der var med til at radikalisere mange unge af muslimsk baggrund. »Når man sår vind, høster man storm«, bemærkede hun, og blev af såvel den borgerlige presse som af modkandidaten Søren Pind straks udnævnt til terrorist-sympatisør. Men de københavnske vælgere gav Ritt Bjerregaard en kanon-sejr. Hun var indsigtsfuld og til tider nødvendigt kompromisløs, og det vandt hun på.
Så sent som i december 2021 gav hun i et interview i dagbladet Information en skarp kritik af sit eget parti. Socialdemokratiet svigter storbyernes ungdom, og det svigter klimapolitikken, udtalte hun med tanke på partiets tilbagegang ved kommunalvalget i netop storbyerne. En kritik, hun i dag konfronteret med det socialdemokratiske selvmordsforsøg i den såkaldte midterregering, sikkert kun ville skærpe.
Ritt Bjerregaard minder os om alt det, politik kunne være, og som det desværre ikke er i disse år. Hun var Danmarks store, tabte chance.
