Verdens lande vedtog ved klimatopmødet COP28 i Dubai »en omstilling væk fra fossile brændsler« for at holde verden under en temperaturstigning på 1,5 grad. Men vilje og handling udebliver. Udledningerne tager til. Kloden har stadig kurs mod katastrofen.
***
Af Niels Boel, politolog, forfatter og journalist
Onsdag eftermiddag 12. december dryssede de sidste forhandlere ud af mødelokalerne efter de mange afsluttende taler. Få timer forinden havde 197 lande indgået en aftale med 24 timers overskridelse af tidsplanen.
En aftale, der blev betegnet som »historisk« af topmødets præsident, Dubais olieminister, Al Jaber. Og som også mange vestlige forhandlingsledere, inklusive den meget aktive danske minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, så som et gennembrud. Det er første gang, at en COP opfordrer til en »omstilling væk fra fossile brændsler«.
Forud forelå et uskønt forløb. Forhandlerne fra verdens lande har siddet i plenumsalen, væk fra mediernes og offentlighedens søgelys, med tusindvis af lobbyister fra olieindustrien i hælene.
Undertiden som medlemmer af officielle delegationer, som i tilfældet med lederen af Total, Patrick Pouyanné, der er ved at anlægge den 1.600 km lang olieføring EACOP i Østafrika og var en del af den franske officielle delegation.
Et par gange har den traditionelt kandora-klædte oliemagnat Al Jaber indkaldt til pressemøde og med uskyldsren insisteren bedyret på sin staccato facon: »Vi arbejder hårdt. Vi følger Nordstjernen, videnskaben. Vi følger 1,5 gradsmålet«.
Man kunne komme til at tænke på talsmanden for den irakiske regering, som under USA’s invasion af Irak og mens regimet brød sammen om ørerne på ham bedyrerede, »Alt går godt«. Eller på Peter Sellers i filmen »Velkommen Mr. Chance«, om en gartner der ender som folkekær præsident med intetsigende udtalelser a la »Efter vinter kommer forår«.
I halvtomme lufthavnslignende ventesale og haller sidder nu lederne af civilsamfundsorganisationerne, sammensunkne i de umagelige sofaer. Deres reaktion på topmødet er mildest talt blandet. Gennem hele ugen har de i døgndrift holdt seminarer, møder, demonstrationer, fulgt af hundredvis af dybt engagerede klimaaktivister, der nu er rejst hjem.
Som vingeskudte fugle sidder de tidligere klimahelte nu spredte, ensomme og på lur i håb om at få pressen i tale, så de kan give et noget mere nuanceret billede end mainstreammediernes skønmaleri.
Business as usual
Udenfor rumsterer gaffeltrucks på det enorme område, Expo City Dubai, hvor klimatopmødet fandt sted. Nu tager et enormt julemarked Dubai Winter City over efter klimatopmødet. Juletræer sættes op. Den gamle verden går videre. Også i Emiraterne. Det officielt muslimske land går aldrig af vejen for en god forretning.
En delegerede fra Zimbabwe, Rumbidzai B, Takawira er på vej ud af plenumlokalet. Hun er lettet over resultatet.
»Vi har i Zimbabwe netop opdaget store oliereserver. Vi er ellers afhængige af kul. Med denne aftale ved vi, at vi kan fortsætte med at udnytte vore ressourcer til 2050«.
Adspurgt ser hun dog gerne, at vestlige lande bidrager til en omstilling til bæredygtig energi. Men uden finansiel og teknologisk udefra hjælp går det ikke.
»Jamen, hvis I så undlader at udvinde fossile brændsler og »går grøn« takket være udenlandsk støtte, hvilken garanti er der så for, at der ikke kommer en slags Trump og vælter alle aftaler og begynder alligevel at udvinde kul?«
»Det skal naturligvis være bindende aftaler«.
Vestligt hykleri
Uden for går dagen på hæld, og der udspiller sig afskedsscener mellem aktivister. Victor Monetti fra Global Campaign to Demand Climate Justice er meget skuffet.
For ham og mange andre aktivister stikker de vestlige lande verdensoffentligheden blår i øjnene ved at slå på tromme for en udfasning af fossile brændsler på COP’en og gå den modsatte vej på hjemmefronten. De vestlige lande har dygtigt brandet sig som »progressive« i offentligheden og overladt skurkerollen på topmødet til mellemøstlige olielande som Saudi Arabien.
Og dog foregår tidens største investeringer i nye oliefelter i de store olieproducerende vestlige lande, USA, Canada, Australien, Storbritannien og Norge, fremhæver han. EU-landene presser afrikanske lande til at levere mere naturgas.
Al Jabers olieselskab ADNOC har også planer om at udvide sin olieproduktion frem til 2027. Man kunne også tænke på Danmark, som på topmødet har samlet en gruppe af »progressive lande«. Men som samtidig forsætter den danske olieudvinding i Nordsøen helt frem til 2050 og taler om at give nye koncessioner på Thyra-feltet.
Hvert år konstaterer klimarådet, at Danmark ikke lever op til Paris-aftalens mål. Alligevel runder Dan Jørgensen klimaforhandlingerne rundt i verden fulgt af en ofte lobhudlende dansk presse. Hans taleskribenter på overarbejde leverer sublime oneliners som »Stenalderen sluttede ikke, fordi vi løb tør for sten« eller »Vi regeringsfolk kan forhandle med hinanden, vi kan ikke forhandle med klimaet«.
Samarbejde nødvendigt
Vincent Monetti peger på, at USA er verdens rigeste land og største producent af fossil energi. Det er også historisk verdens største udleder, idet det står for en fjerdedel af verdens udledninger af CO₂. Derfor mener han, at USA har et ansvar for at gå forrest ved teknologisk og finansielt at hjælpe lande, som er afhængige af olieeksport, til at gennemføre en grøn omstilling. Han mener, det også skal gælde et land som Saudi Arabien, selv om landet ikke ligefrem burde lide af akut pengenød.
»USA kom til topmødet med gode ord, men ingen handling og ingen penge«, siger Monetti.
Det gælder generelt, at der ikke er konkrete planer om investeringer og tilvejebringelse af pengemidler. Slutdokumentet taler om en tredobling af brug af vedvarende energi og en fordobling af energieffektiviseringstiltag frem til 2030.
Der tales også om at forbedre tredjeverdenslandes adgang til finansieringsmuligheder. Men der er intet konkret, om hvordan man fører intentionerne ud i livet. Der lægges op til, at private midler skal spille en nøglerolle. Men foranstaltninger for at klæde fattige lande på til at modstå klimaforandringerne giver ikke afkast.
En stor landvinding på COP28 var førstedagens annoncering af en fond til dækning af tab og ødelæggelser forårsaget i de fattige lande af de rige landes CO2-udledninger. Men kun 800 mio. dollars er indtil videre overført til fonden. Det reelle behov er anslået til trillioner, men vil vokse med de stigende udledninger. USA har lovet sølle 17,7 mio. dollars.
På verdensplan står fossil energi fortsat for 80% af energiproduktionen. Årligt gives der 7.000 milliarder i subsidier til den fossile industri. Den netop indgåede klimaaftale taler kun om at droppe »ineffektive« subsidier.
Temperaturen på planeten er i dag gennemsnitlig på 1,3 grad over niveauet ved begyndelsen af den industrielle æra. Faretruende tæt på Paris-aftalens loft på 1,5 grad, som allerede kan indebære, at Maldiverne og andre øer oversvømmes, og at voldsomme, uforudsigelige klimatiske effekter udløses.
Teknologi som redningsplanke
Også USA’s tidligere vicepræsident Al Gore taler om den nye klimadeklarations mange »smuthuller« og beklagede, at den fossile industri fik lov at sætte store, sorte fingeraftryk på dokumentet.
Et af de smuthuller i klimaaftalen, som klimaaktivister protesterer imod, er, at der tale om »nettoudledninger på nul fossil energi« i 2050.
Ideen er, at man kan opfange og lagre CO2, der udledes. Resultatet ville så være, at man gladelig kan fortsætte med at udlede CO2, endog efter 2050.
Tilsvarende ønsker det konventionelle landbrug at satse på teknologiske løsninger for at mindske køers og fårs udledninger af metan drivhusgasser. Her er ideen at fortsætte den sundhedsskadelige og potentielt smittefarlige animalske produktion, der lægger beslag på en tredjedel af jordens isfrie land. Områder, hvor der i stedet kunne være CO2-lagrende skov (yderligere 26 % af jordens landoverflade bruges angiveligt til græsning).
Ingen af de nævnte teknologier er bare i nærheden af at være udviklet i en grad, så de kan have nogen betydning i årtiet frem til 2030, som slutdokumentet kalder et »afgørende årti«.
Det er endvidere første gang et COP-topmødes sluttekst nævner atomkraft som en del af løsningen. Her har fx fransk og amerikansk atomindustri tydeligvis skubbet på, så skrantende nationale industrier kunne få adgang til nye globale markeder. Med faretruende konsekvenser, al den stund problemet med opbevaring af radioaktivt affald ikke er løst.
Atomenergi rejser i modsætning til vedvarende energi også vidtrækkende problemer i forhold til koncentration af magt og nødvendighed af øget kontrol og sikkerhed.
Mest skræmmende er måske science fiction-agtige løsninger, geoengineering, som private selskaber promoverede i sideevents på topmødet. Fx ideen med at sende svovlpartikler op i atmosfæren, så partiklerne kan reflektere noget af solens stråling væk fra Jorden. Problemet et blandt andet, at forskerne ikke aner, hvordan det ellers påvirker klimaet. Der ville også fortsat være klimaforandringer og afledte effekter – såsom forsuring af havene.
Er tiden løbet fra klimatopmøder?
Dagen før afslutningen løber jeg ind i en kendt dansk TV-vært. Han er stolt over at netop at have lavet et TV-program om dyrkning af svampe i Dubais ørken. Måske et lille håb for en fremtid under ekstreme temperaturer?
Jeg møder også det danske folketingsmedlem, løsgængeren (tidligere Alternativet) Teresa Scavenius. Hun sagde, at det bedste måske havde været, at klimatopmødet var brudt sammen.
Hun taler om topmødet som »del af politisk teater, politisk cirkus, hvor man fuldstændig har mistet øjnene for bolden, og nu snakker alle om nogle ord i en tekst, som om det er det, vi har brug for«.
»Hvad vi har brug for, er en politisk aftale, der har reel handling og beslutning i sig. Men nu er det nærmest sådan, at man er kommet dertil, hvor man glad, bare fordi man må nævne noget med fossil. Det er der, vi er. At det i sig selv at nævne ordene »phase down« eller »fossil energi« skulle være noget. Vi skal have perspektiverne på og sige, at i forhold til, hvad der er brug for, er det ingenting«, siger Theresa Scavenius.
Hun peger på NGO-kravet om en »ikke-spredningstraktat for fossile brændsler« som en vej frem. Ideen er at lade sig inspirere af traktaten mod personelminer, hvor USA stred imod. Her lykkedes det at skabe et folkeligt pres uden om modstridende lande og herved ad åre at sikre et to tredjedels flertal i FN for en traktat vendt mod brugen af fossil energi. Initiativet om en ikke-spredningsaftale for fossile brændsler har foreløbig samlet en halv million underskrifter.
COP-topmødernes begrænsninger er velkendte. Beslutninger skal træffes i enstemmighed, hvilket betyder, at fx et enkelt olieland kan spænde ben. Der er ikke tale om bindende beslutninger med sanktioner i tilfælde af ikke-overholdelse. Det civile samfund er ikke inddraget.
Hertil kommer modsætningerne mellem de indgåede aftaler og de internationale finansierings- og handelsregler. Og lobbyisternes indflydelse og, i lande som Emiraterne, sidste års COP-vært Ægypten og næste års vært, Aserbajdsjan, manglen på frihedsrettigheder som retten til at demonstrere.
Selv om klimaaktivister endnu engang er delvist skuffede, ønsker de færreste at droppe COP’erne. Uden COP’erne ville verden efter al sandsynlighed være værre stillet, idet indgåede aftaler sandsynligvis har sat gang i visse processer i forhold til en grøn omstilling, finansiering mv., hvor mangelfulde disse processer og denne finansiering end har været hidtil.
Hvad, der er klart, er, at COP-processen slet ikke er nok. Det vigtige er at fastholde et stadig pres på beslutningstagerne resten af året.
Som klimaaktivisten David Cormand siger i dagbladet Le Monde: »Vi skal ikke undvære COP’erne. Men vi skal tænke over supplerende strategier«.
