Den tyske naturfilosof og videnskabsmand Alexander Von Humboldt var venner med Goethe og inspirerede Darwin.
Af Knud Anker Iversen, miljøkonsulent
NATUR – »Vi forbryder os mod naturen og menneskene, når vi udelukkende med grådighed og tørst efter rigdom koloniserer lande, vi ikke har noget adkomst til. Når vi griber ind et sted og for eksempel fælder skoven, så får det konsekvenser andre steder, idet der dannes ørkenlignende landskaber. Vi sætter spor i form af armod og ødelæggelse af den økologiske balance.«
Bekymringen er over 200 år gammel og ytret af et menneske, der var langt forud for sin tid. For godt 250 år siden i 1769 blev Alexander von Humboldt født. Han blev født i Berlin ind i en velhavende familie. En god base for et menneske, der ønskede at udforske verden, og som besad en nysgerrighed og higen efter ny indsigt, som langt oversteg gennemsnitsmennesket.
Ikke mindst blev han kendt for sin over fem år lange ekspedition til Latinamerika. Her udforskede han gennem årene regnskoven, bjerglandskaber, vulkaner, stepper, floder, bysamfund, afsides liggende kulturer – og så ikke mindst registrerede han effekterne af menneskelig grådighed, og mangel på indsigt i naturen.
Gensidigt forbundne kræfter
Alt levende er en organisme af gensidigt forbundne kræfter: Planteliv, klima, geografi, kultur. Han gjorde en række iagttagelser om betingelser for liv. Han var for eksempel den første, der kortlagde plantebælterne og dokumenterede, hvordan de er afhængige af højder, jordbundsforhold, nærhed til havet, vindforhold m.v. Blot et eksempel på indsigt, som vi den dag i dag tager for givet, men som Humboldt stod fadder til.
Han var en usædvanlig videnskabsmand, som ønskede at revolutionere videnskaben. For eksempel inviterede han i 1828 hundredvis af videnskabsmænd fra mange forskellige videnskabsgrene – og fra mange forskellige lande – til en noget alternativ konference i Berlin. Ikke en masse foredrag.
Nej, de skulle mødes i mindre grupper og – på tværs – udveksle viden og erfaringer. Alt sammen med den hensigt at alle skulle kunne blive klogere på kloden og se deres egen indsigt i en større sammenhæng. Det var en konference, der blev talt om lang tid efter, og som understregede Humboldts pointe om, at intet er isoleret. Tingene hænger sammen og virker ind på hinanden.
Goethe og Darwin
Der stod kæmperespekt omkring den helhedsskuende tyske videnskabsmand. Han var for eksempel nær ven med Goethe, Schiller, Charles Darwin og den daværende amerikanske præsident Thomas Jefferson. Og så var han feteret og efterspurgt som foredragsholder, netop fordi han formåede på en enkel måde at anskueliggøre sammenhænge, som ellers var ukendte.
På sine ældre dage (han blev 89 år) gennemførte et projekt, der aldrig sidenhen er forsøgt – nemlig i kæmpeværket »Kosmos« at sammenfatte al den viden, der var tilgængelig inden for videnskab og kultur. Også det opnåede i samtiden stor anerkendelse og aftvang respekt.
Det har for alvor ændret sig siden, idet videnskab er blevet stadig mere specialiseret, indadskuende og afgrænsende. Holistisk tilgang i videnskab, der – som Humboldt – tør arbejde på tværs, er ikke i høj kurs.
Taler stærkt til vores tid
Forunderligt er det at vide her i vores retningsløse og forvirrede tid, at for 200 år siden levede et menneske, som så stærkt taler til vores tid. Som fastslog den kendsgerning, vi nu for alvor er ved at indse: At alting hænger sammen.
Vores kriser er forbundne: klima, biodiversitet, flygtninge, ulighed osv. At vi er nødt til at arbejde på tværs og gøre brug af al menneskelig indsigt, lytte til forskerne og værne om vores fælles hjem.
Inspiration: Andrea Wulf: Opfindelsen af naturen. Den eventyrlige beretning om Alexander von Humboldt, videnskabens glemte helt.
