Tilbageblik fra 2035: Lokal valuta blev oprørets spydspids

Foto: Colourbox

Den digitale og lokale valuta, der blev knyttet til afgrænsede bysamfund, blev oprørets spydspids.

Af Knud Anker Iversen, miljøkonsulent

Det var først, da vi i 2026 fandt ud af, hvordan vi kunne få et lokalt, digitalt betalingssystem til at fungere, der virkelig kom gang i de mindre enheder i vores samfund.

Det var jo efterhånden blevet mere og mere grotesk med pengesystemet, hvor man blev straffet for at have penge stående i banken, hvor gældsætningen blev mere og mere omfattende, og hvor det for flere mennesker ikke kunne betale sig at arbejde, men hvor økonomisk spekulation i værdipapirer og bolig var indtægtsgrundlag.

Det var helt klart ungdommen, der tog fra i oprøret mod pengenes cirkus. Det blev mere og mere åbenlyst, hvordan mulighederne for de kommende generationer lukkede sig sammen med de stadig mere dystre fremtidsudsigter.

Digital lokal valuta

Den digitale og lokale valuta, der blev knyttet til afgrænsede bysamfund, blev oprørets spydspids. Selvfølgelig blev de unge mennesker advaret mod, at de ikke kunne koble sig af den store centraliserede økonomi. Der blev rejst sigtelser for pengefalskneri og dokumentfalsk, men de unge kæmpede fra stadig flere steder. De fik flere og flere allierede i form af lokale håndværkere, handlende, politikere og ikke mindst mennesker, der var på kanten af samfundet. Der kom en stigende forståelse for, at skal vi for alvor løfte os ud af de mange kriser, så skal de lokale samfund have en meget mere central rolle. Det handler om nærvær og evnen til at se hinanden i øjnene. »Din ligegyldighed bliver til min smerte.«

Der skete noget, da kontakten i stigende grad gik fra internet, der blev stadig mere useriøs, til lokale indsatser, som at hjælpes med produktion af solenergi, lokale produktionsfællesskaber for mad, aktiv inddragelse af ældre, der bidrager med de evner, der stadig er intakt og som er for gode at overlade til ensomhed. Flere psykiatere og medicin er blevet overflødig i takt med, at mennesker – unge som ældre – er blevet mødt med tillid og med fokus på det de kan.

Vendt på hovedet

Tingene er, med de lokale enheder, blevet vendt på hovedet. Nu er det ikke længere konsulenter, kommunikationseksperter, topjurister, finansforvaltere, psykiatere, økonomer, advokater osv. der har den høje status. I de nye enheder kan vi jo se, at de der besidder de nyttige evner, er tømrerne, elektrikerne, sosu-assistenterne, lærere, sundhedsmedarbejderne, de kreative fritænkere m.v. Folk der kan det, der skal til for at få det lokale fællesskab til at fungere.

Ikke mindst de kreative fritænkere, som bidrog med skæve vinkler, fik vi frem på banen, da vi i 2028 fik gennemført basis-indkomst. Alle har ret til at eksistere og er sikret en basal, men ikke høj løn. Langt de fleste vil gerne derudover bidrage.  Den omfattende kontrol og mistro, som vi kendte fra jobcentre i starten af tyverne, er nu helt nedlagt. Ingen savner den. Med de frie kræfter blev der basis for igen at tænke skønheden og kunsten ind i hverdagen.

Det var dygtige IT-nørder, der fandt ud af, hvordan en digital valuta kan knyttes an til kun at kunne bruges hos de lokale virksomheder, sådan at den gamle valuta udelukkende kommer i brug, når der skal handles uden for lokalsamfundet.

Stor skepsis i begyndelsen

I begyndelsen var der selvfølgelig stor skepsis, da der ikke var mange, der turde binde an med de lokale penge, men efterhånden kan vi jo se, at flere og flere lokalsamfund finder sammen omkring deres lokale økonomi, og at pengene således kan bruges i stadig flere sammenhænge.

Ressourcespildet blev mindre, da vi altid undersøgte, om ikke der var lokale, der kunne klare at løse opgaven med at reparere tingene eller bruge det, jeg ikke længere selv kunne bruge. Fødevareproduktionen blev mere og mere lokal, da vi jo alle har mulighed for – med de lokale penge – at købe, før noget sælges ud af lokalsamfundet.

Transportbehovet blev mindre, da vi jo har opdaget at ganske meget arbejde kan håndteres via computer. Der er stadig individuel elbilstransport, men de hurtige BRT-ruter i eget spor på motorvejene har overbevist flere om, at man faktisk kommer hurtigere frem og ikke har parkeringsbøvl.

Der er en langsomhed over vores samfund, som man ville have fnyst af i starten af 20erne hvor alt skulle gå hurtigere og hurtigere, men netop behovet for langsomheden og eftertænksomheden kom næsten af sig selv, da vi begyndte at lægge skærmene og opdage hinanden. Ganske megen stress og deraf afledte sygdomme forsvandt jo.

Alt er ikke godt, og det er ikke hele Danmark der er omlagt, men tendensen er ikke til at tage fejl af. Vi styrer – med ungdommens alvorlige blik rettet mod de store trusler – i en retning, der har håbet i sig.