Kun omkring 10 procent af folkekirkens jordbesiddelser dyrkes uden brug af sprøjtegift. Det er alt, alt for lidt, skriver Jan Morell.
Af Jan Morell
medlem af menighedsrådet v/ Sankt. Johannes Kirke i Aarhus
Kun omkring 10 procent af folkekirkens landbrugsjord dyrkes giftfrit. Det er alt, alt for lidt, mener alle de klimaforskere, jeg har været i kontakt med. Både stat og kommuner har allerede omlagt over 50 procent af deres landbrugsjord til økologi og altså droppet den konventionelle dyrkning med alt, hvad det indebærer af anvendelse af sundhedsfarlige kemikalier.
Den Danske Folkekirkes jordbesiddelser er på godt 11.000 hektar og er dermed Danmarks tredje største jordbesidder Det svarer til mere end Tåsinges størrelse, så der ligger et kæmpe potentiale, som bør udnyttes og som kirken kunne profilere sig på og dermed kunne inspirere fx private landmænd.
Regeringen sover i timen, mens pave Frans er vågen og har udsendt et hyrdebrev til katolikker i hele verden. Heri opfordrer han til at kirkerne skal passe bedre på naturen.
I det forrige hyrdebrev opfordrede han til, at menneskeheden skulle herske over naturen. I det aktuelle hyrdebrev står der at mennesket ikke skal herske over jorden, men at mennesket tværtimod skal tage vare på den. Det er noget ganske andet.
Klimakrisen spidser til
Klimakrisen, som er langt alvorligere end corona-krisen, beskrives i den ene rapport efter den anden som langt værre, end eksperterne havde antaget.
Regeringen har med finansminister Nicolaj Wammen i spidsen haft bemærkelsesværdig stor succes med at løse corona-krisen. Ug+ til ham, støttepartierne og regeringen for elegant at føre landet igennem corona-krisens finanskrise ved med omtanke at et bruge et stort milliardbeløb.
Der blev handlet ansvarligt, hurtigt og effektivt.
Det er ikke i morgen, men i dag, der skal tages hånd om klimakrisen, hvis ikke vi og især vore efterkommere skal opleve uoverskuelige klimakatastrofer og et liv, som ingen ved, hvordan vil udforme sig.
Bevillinger på et milliardbeløb til de professionelle landmænd vil gøre det mere gunstigt for den enkelte landmand at bidrage til at nå FN’s klimamål om at reducere CO2-udledningen i 2030, da udbyttet i forbindelse med en omstilling til bæredygtig produktion en overgang vil være noget lavere.
Nu vil mange med rette sikkert hævde, at kirkens indsats er en nål i høststakken. Det er jeg helt enig i. Men jeg har boet ved Vesterhavet i Thy og derfor ved derfor, at selv et lillebitte sandkorn ender med at blive til en meget stor klit med lidt hjælp i form af udplantning af nåletræer m.m.
Folkekirken må være med
Landbruget bliver nu efter den nye enstemmigt vedtagne landbrugsaftale pålagt i et langt større tempo at reducere CO2-udledningen. Et kæmpe skridt i den rigtige retning. Imidlertid er der et stort aber dabei: Den Danske Folkekirke slipper udenom.
Et indgreb overfor Den Danske Folkekirke er grundlovsstridigt. Det mener i hvert fald i kirkelige og visse politiske kredse – med henvisning til grundlovens paragraf om den private ejendomsrets ukrænkelighed. De private og professionelle kan med rette spørge, om ikke også de er beskyttet af grundloven.
Hvorfor slipper folkekirkens amatørlandmænd, menighedsrådene for statsindgreb, mens de professionelle landmænd bliver udsat for det, der ligner statsindgreb. At skatteyderne betaler et milliardbeløb til kirkens drift burde i min optik medføre, at staten har krav på at få noget til gengæld. Det burde være logik.
Har man fx fået penge fra en fond, forventer fonden naturligvis at få kvitteringer for, hvad pengene nøjagtigt er anvendt til. I den aktuelle sag kunne det fx være, at kirken forpligtigede sig til at ophøre med at dyrke de store jordbesiddelser med sundhedsskadelige og måske kræftfremkaldende kemikalier.
Etisk råd er for nyligt kommet med en erklæring, hvori det hedder, at Den danske Folkekirke burde sælge sine jordbesiddelser så hurtigt som muligt, da det vurderes som uetisk, at menighedsrådene i de omkring 1.700 landsogne driver landbrug, der jo i hvert fald som udgangspunkt ikke har forstand på landbrug.
En noget krads udmelding må man sige.
