Ryler på revet

Almindelig ryle, i vinterdragt, raster på Thurø Rev. Foto: Ian Heilmann

Thurø Rev viser sig fra sin smukkeste side. Forleden kunne man komme tæt på en flok ryler, som samler kræfter og energi til deres videre færd mod vinterkyster i Sydvesteuropa.


NATURKLUMMEN
Af Ian Heilmann, naturskribent

Det var efterårsjævndøgn forleden tirsdag. Udover sommervarmt og stille vejr kunne man den dag også lune sig ved tanken om, at fra nu og frem til vintersolhverv begynder farten, hvormed dagslængden aftager, selv at aftage. Om tre måneder vender bøtten.

Thurø Rev viste sig fra sin smukkeste side. Strandengens flora udstillede et farvespil i rødt, brunt, grågrønt og gulligt, afvekslende med loernes himmelspejlende blå vand. Der var også liv langs strandene af forskellige strandgæster: nogle promenerende i bar figur, og andre – mindre – med fjer på. Smukkest var nok sidstnævnte kategori. Ikke mindst en flok på en snes ryler, almindelig ryle, som i den sidste tid har rastet og fourageret nær revets yderste odde.

Det er ynglefugle fra nordlige fjeld-egne, som her samler kræfter og energi på deres videre færd mod vinterkyster i Sydvesteuropa. Der afsøges flittigt for diverse fedt- og proteinrige smådyr og krible-krable i overgangen mellem sand og vand, og især i områder med opskyllet tang. Ind imellem er er også tid til en slapper i det varme sand.

Og fuglene er rørende tillidsfulde, muligvis fordi de kommer fra mennesketomme vidder. På varsomme listefødder kan man nærme sig de stærestore vadefugle og betages af deres troskyldige åsyn, med plirrende sorte øjne og langt, let nedadbuet næb. De første ryler kommer allerede i slut juli. Da er de stadig klædt i deres smukt mønstrede sommerdragter i brunt, gråt, hvidt og sort. Nu, sidst på træksæsonen, er alle i næsten ren vinterdragt – ret anonyme, med grålig overside og hvid underside.

Som alle vadefugle med lange trækruter er rylerne fremragende flyvere, med lange seglformede vinger. Med Benny Andersens ord flyver de i flok, når de er mange nok. Og flokkene kan blive virkeligt store – tusindtallige, der hvor spisekamrene bugner, f.eks. i Vadehavet. Her kan man opleve det særegne fænomen, der opstår, når et stort antal ryler er på vingerne sammen.

Som med stærenes sorte sol og kæmpestimer af småfisk er det som om, der kommer en overordnet dirigent i spil, som styrer bevægelserne synkront. Men der ér bare ingen »overryle« Der er tale om et fascinerende kollektivt fænomen: ryleflokken forvandles til en art hyper-organisme med en plastisk krop, som skifter både form – og farve.

Når alle fugle vender ryggen til, er den mørk – og som ved et trylleslag bliver den hvid, når alle vender bugen til. Fra ende til anden af den store flok sker de enkelte rylers kursændringer fuldstændigt samtidigt. En art momentan fjernvirkning så sær som var det kvantemekanikken, der var på spil.

Selv hos en mindre ryleflok som den på Thurø Rev er synkronflugten lavt over vandet et vidunderligt syn.