Af Kjeld Hansen, gårdejer og journalist
Det er en kendsgerning, at intet andet land i verden end Danmark påbyder sine borgere at tåle møg, støj og stank fra de tusinder af kæmpestore svinekødsfabrikker. Over 60 pct. af de danske bopælsadresser ligger under tre kilometer fra en svinefarm, og ja – vi har den største svineproduktion pr. indbygger i verden. Det mærker vi alle ude på landet.
Men sådan behøver det ikke at fortsætte med at være. En enestående chance har vist sig for at få styr på svineriet, og vel at mærke uden de store dramatiske armbevægelser eller udgifter for skatteborgerne. En fornuftig planlægning af landbrugets strukturudvikling i de kommende 10 år vil lindre hundredtusinder af gylleramte borgeres lidelser, samtidig med at den kunne skabe folkelig medvind for svineproducenterne.
Hvorfor tøver du, Rasmus Prehn?
En klar win-win for alle. Borgerne slipper for de ulidelige gener, og kødproducenterne kan fortsætte deres aktiviteter på en langt mere anstændig måde end hidtil. Faktisk har den forkætrede svineindustri en sjælden chance for at score en smule sympati i den bredere befolkning ved at gøre det rigtige – og uden at skulle løfte en finger eller betale en krone. Så hvorfor tøver du, fødevareminister Rasmus Prehn?
Opskriften kommer fra landbruget selv. Eller rettere – det er Landbrug & Fødevarers faglige arm, SEGES, der har produceret det notat, der fortæller, at antallet af svinekødsfabrikker faldt i løbet af 2020, så der i 2021 var 2.360 fabrikker mod 2.530 primo året før, et fald på 6,7%. Og endnu bedre lyder det, at antallet af kødfabrikker i Danmark forventes fortsat at falde frem mod 2030, hvor der kun vil være cirka 1.350 svinefabrikker i Danmark. Over de kommende 10 år vil der altså forsvinde cirka 1.000 svinefabrikker mere.
Gylleramte landboere
Hurra, lyder det fra de gylleramte landboere. De klapper i hænderne for hver eneste svinefabrik, der lukker i deres nabolag. Det ville enhver kunne forstå, der har gennemlevet det mareridt, som entreprenante svinekødsproducenter udsætter naboerne for, når de mangedobler udledningerne fra svinefabrikken. Spørg bare på Tuse Næs ved Holbæk, i Alken ved Skanderborg eller Gørding i Sydvestjylland.
Men altså 1000 færre svinefabrikker over de kommende ti år. Helt afgørende er det så, at det bliver de fejlplacerede, der lukker. Det er dem, der ligger for tæt på beboelser og sårbar natur. Mindst otte kommuner har allerede forsøgt at forklare problemet for miljøminister Lea Wermelin siden april 2020, hvor de bad om en lovgivning, der kunne sætte dem i stand til at beskytte deres borgeres livskvalitet.
Ikke at kommunerne ville forbyde udvidelser eller nye svinekødsfabrikker, nej – de ville bare have mulighed for at gennemføre en fornuftsbetonet planlægning, så fabrikkerne bliver lagt, hvor ingen borgere får tilværelsen ødelagt. Men Lea Wermelin leverede en blank afvisning. Svin er noget, der skal kunne produceres hvor som helst i det danske samfund, mener ministeren.
Kommunerne er tvunget til at godkende
Som det er i dag, er kommunerne tvunget til at godkende stort set alle udvidelser, der planlægges af svineindustrien. Også selvom de stadig større kødfabrikker skaber bekymring blandt de borgere, der får industrilandbruget tvunget ned i baghaven, samtidig med at industrien belaster kommunernes klimaregnskaber, skader andre erhverv som for eksempel turisme og blokerer for en fornuftig bosætningspolitik.
Når Lea Wermelin ikke vil hjælpe de gylleramte, så må min opfordring lyde til Rasmus Prehn: Grib dog chancen for at få sluttet fred mellem borgere og svinebaroner til glæde for begge parter. Gennemfør en fornuftsbetonet strukturudvikling over de kommende ti år til glæde for os alle.
