Amazonas afskovning er taget voldsomt til i de seneste måneder

Foto: Enorme skvovarealer går op i flammer for at skaffe plads til dyrkning af blandt andet soja. Foto: Rogério Assis / Greenpeace

Nye data viser, at afskovningen accelererer voldsomt. I årets første måneder er der ryddet 32 procent mere skov end i samme periode året før.

NATUR – Rydningen af Amazanons-regnskoven i Brasilien tager voldsomt til. Det viser helt nye data fra det brasilianske rumforskningsinstitut, INPE, som blev frigivet tirsdag.

I årets første fire måneder er der blevet ryddet 32 procent mere skov end i samme periode sidste år, og i maj er der der fældet allermest.

Fra august 2019 til maj 2020 er afskovningen steget med hele 80 procent i forhold til øret før, hvilket er rekord inden for de seneste år.

Som en storproducent af kød og importør af store mængder soja til foder har Danmarks landbrug også et medansvar, da den globale efterspørgsel på kød og foder til dyr er de primære årsager bag skovrydningen, siger Kristine Clement, der er projektleder for landbrug og skov hos Greenpeace i Danmark.

»Vi ser nu en katastrofal rydning af Amazonas-regnskoven, der kalder på handling fra hele verden. Den store globale produktion og efterspørgsel på kød og sojafoder holder gang i skovrydningen, og så længe der ikke gøres op med den høje efterspørgsel, vil ødelæggelsen af livsvigtige naturområder fortsætte«, siger hun.

Kød- og mejeriindustrien har et ansvar

»Det er et internationalt politisk ansvar, og som verdens største producent af kød per indbygger og som storimportør af sojafoder til den danske kød- og mejeriindustri, har Danmark i høj grad også del i det ansvar«, understreger Kristine Clement.

Hun henviser til, at fødevareminister Mogens Jensen for nylig har sagt, at dansk landbrug ikke skal koste skov i Sydamerika eller andre steder i verden, og at den soja, vi importerer til Danmark, skal være ansvarlig og hundrede procent afskovningsfri.

»Men Danmarks produktion af kød og dyrefoder beslaglægger allerede halvdelen af Danmarks eget areal, og derudover importerer dansk landbrug soja fra et landareal uden for landets grænser på størrelse med Sjælland, Falster og Langeland tilsammen. Den eneste måde, vi kan stoppe dansk landbrugs medvirken til skovrydning, er derfor ved at udfase importen af sojafoder og omstille dansk landbrug til mindre produktion af kød og mælk«, siger Kirstine Clement.

Det haster med at øge presset

»Desværre ser det ud til, at vi er på vej mod endnu et rekordår i skovrydning. Tallene afslører Bolsonaro-regeringens miljøfjendske dagsorden og gør det klart, at regeringen er ligeglad med miljø, skove og brasilianske liv«, siger Romulo Batista, Amazon-kampagne hos Greenpeace Brasilien.

I de kommende uger og måneder vil Amazonas gå ind i årets tørreste periode, hvor de menneskeskabte brande er et helt almindeligt syn, men i år vil kombinationen af Covid-19 og de kriminelle brande være katastrofale, især for de oprindelige folkeslag, som er de meste udsatte i Amazonas.

»Verden holder øje med, hvad der sker i Amazonas. Politikere fra forskellige lande som Holland og USA har allerede udtrykt deres modstand mod enhver form for handelsaftale med Brasilien på grund af den fuldstændige mangel på kontrol med afskovning i Amazonas siden sidste år. Det haster med at øge presset og handle sammen for at stoppe med at ødelægge skoven og redde liv«, siger den brasilianske kampagneleder i Greenpeace, Romulo Batista.