I gamle dage skulle man huske at stille risengrød frem til nissen

I løbet af 1800-tallet blev risengrøden mere og mere synonymt med julegrøden. Først blandt de husholdninger, der havde råd til ris, men efterhånden som risengryn blev mere tilgængelige, spredtes risengrøds-spisningen til alle samfundslag. Foto: Colourbox

På landet blev julegrøden ikke kun lavet for menneskenes skyld, også de overnaturlige væsner skulle tilgodeses i julen. Vigtigst af alt var grøden til gårdboen, den nisse, der havde gjort gården til sit hjem, og som man derfor skulle være på god fod med, så han ikke nedkaldte ulykker over gården og dens beboere.

Af Nina Bauer
Madhistoriker og foredragsholder

For størstedelen af danskerne gennem historien har grød været en fast bestanddel af maden. Sammen med grønkålen, rugbrødet og den saltede sild, var grøden basis for måltidet. Det kunne være al slags grød både byggrød, havregrød, og boghvedegrød. Hørte man til de finere husholdninger kunne risengrød også komme på tale.

Til hverdag blev grynene kogt i vand, men til højtider skulle grøden være noget særligt, og her blev der brugt mælk. Grød kogt i mælk kaldte man sødgrød.

På landet blev julegrøden ikke kun lavet for menneskenes skyld, også de overnaturlige væsner skulle tilgodeses i julen. Vigtigst af alt var grøden til gårdboen, den nisse, der havde gjort gården til sit hjem, og som man derfor skulle være på god fod med, så han ikke nedkaldte ulykker over gården og dens beboere.

I Norge var det en gammel skik at sætte grød ud til bjørnen, for at den skulle lade køerne gå i fred i det kommende år.

Fru Constantins opskrift fra 1902

I løbet af 1800-tallet blev risengrøden mere og mere synonymt med julegrøden. Først blandt de husholdninger, der havde råd til ris, men efterhånden som risengryn blev mere tilgængelige spredtes risengrøds-spisningen til alle samfundslag.

I sin »Husholdnings og Kogebog« fra 1902 tilbereder Fru Constantin risengrøden på denne måde:

»(6 pers.) 3 potter mælk, ¾ pund gryn. Disse skyldes i koldt vand, skoldes, derpå hældes vandet strax fra dem. Risengryn har undertiden noget syrligt ved sig, der kan bevirke, at mælken skilles, derfor er det nødvendigt at skolde dem.

Mælken bringes i kog, grynene drysses i, og man rører, til mælken atter koger, da sættes gryden over svag ild, der ikke må nå op til gryden, og grøden koger 1 à 2 timer efter almindelig dansk skik.

Det er imidlertid langt delikatere dersom man kun lader den koge i 3 kvarter. Grynene bliver så kun akkurat møre, er lidt faste endnu. Koger man kun grøden i ¾ time, tager man kun 2 ½ pot mælk til ¾ pund gryn.

Man må helst ikke røre i grøden under kogningen, men dette er under forudsætning af, at ilden er svag under den, og at gryden er smurt med flæskesvær eller fint fedt i bunden. Grøden må ikke saltes, før den skal serveres. Da den ellers let skilles. Den bliver lidt fastere når saltet kommer i.

Den bliver bedst kog i sødmælk og af Karolina-ris, men bliver også god med skummet mælk og tarveligere gryn.

Julegrød bliver dejligst, når man i stedet for den ene pot mælk spenderer en pot fløde, en smule smør eller margarine, og et par piskede æggeblommer til allersidst, lige idet den bliver rettet an.

Grøden serveres med fløde, sødt øl eller mælk, og med kanel og strøsukker, samt små smørkugler, hvilket alt sammen serveres særskilt.

Skal grøden spædes, må det være med kogende mælk, da den ellers svider.«

Mandel i grøden

Traditionen med at putte en mandel eller en anden nød i grøden er en gammel skik, hvis oprindelse fortaber sig fortidens tåger. Måske er mandelskikken inspireret af Helligtrekongersaften, hvor man i den katolske kirke markerede dagen med særligt bagværk, hvori, der er indbagt en mønt, et lille stykke udskåret ben, en tørret bønne eller en nød. Den, der fik gevinsten blev udråbt til konge for en dag, og fejret af resten af husholdningen.

Mandelgaven, traditionelt i form af en marcipangris, er derimod en nyere tradition, tidligere kunne den heldige vinder af mandlen få lov til at kysse sin udkårne på munden.

Risengrød kunne også bruges til at lave andre desserter med. De mest kendte i dag er klatkager og selvfølgelig risalamanden, men den tager vi en anden dag.

Kold risengrød på Kattrup Gods

I stedet kommer her en 1700-tals-opskrift på kold risengrød med vin fra Kattrup Gods på Vestsjælland:

»Tag et kvart pund risengryn, skyld dem vel i varmt vand. Sæt en potte sødmælk (eller mere) over ilden med grynene i. Kom lidt stødte mandler i. Når det nu er halvt kogt, så tilsæt rosenvand, sukker, stødt kardemomme og korender, bliver det for fast, så kom lidt sød fløde i. Er det for tyndt, så tilsæt lidt flere stødte mandler. Når det er kogt, så hæld det i et dybt fad, så stort, at det er halvt fyldt.

Når du så retter an, tager du et andet fad, som er fladt. Pynt det med mandelsplitter, vin med sukker og kom bundet konfekt sukker [kandis] over. Skær grøden først i skiver, og derpå i ruder, og læg dem rundt om i fadet. Så kommer man det vin og bundet sukker over, som oven for meldt.«

På Bornholm blev grødresterne brugt til unbobba. Her blev den kolde risengrød rørt til en dej med æggeblommer, smør, hakkede nødder, rosiner eller tørret frugt, og til sidst blev der vendt stiftpiskede æggehvider i. Kagen blev derefter bagt i ovnen. Navnet unbobba er et gammelt bornholmsk ord for ovnkage.

……….

Nina Bauer er cand.mag. i historie og foredragsholder med speciale i madhistoriske emner. Blandt emnerne er: »Kogekunst til folket« om maden i 1700-tallet og 1800-tallet. »Snyd og Bedrag« om madsvindel og forfalskning af fødevarer gennem tiden. »Det sønderjyske kaffebord« samt »Mad og sex« om østersspisningens kulturhistorie.