Vi tester for PFAS på livet løs. Vi finder det i for høje koncentrationer i vores grundvandsboringer, i drikkevand, i badevand, i havskum, overfladevand, i græs, kvæg, vildt, ænder, fiskemel, æg. Hver uge finder vi de skadelige stoffer et nyt sted, et overraskende sted, steder, hvor de slet, slet ikke burde være. Men hvorfor holder vi os til bare at måle og kortlægge? Tror vi, at det er nok at smide økoæg ud på Østerbro, tømme fryserne for oksekød i Korsør, hive børnene uden om skumtoppene på strandene ved Vesterhavet?
DEBAT
Af Linnea Fonfara
Tekstforfatter og kommunikatør med eget kommunikationsfirma
I modvind kæmper jeg mig ned gennem byen og op ad klitterne. Det pisker med sand i ansigtet, så jeg må knibe øjnene sammen. Duften af saltvand er klar og forfriskende. Helt oppe på klitten åbner jeg øjnene og ser mågerne hænge i luften, lige ud for mig. De svæver ubesværet i den stormende kuling. Mon de nyder synet ligesom jeg? Havet er i oprør, og bølgerne vælter ind over stranden. Så meget, at det slet ikke er til at komme ned og gå på den. Helt inde ved klitterne glider vand og havskum rundt og slikker de fyrregrene, der er stukket i sandet for at holde på sandet. Solen skinner, alt står så klart.
Jeg står her og læner mig op mod sydvestenvinden og tager det hele ind. Kigger op ad kysten og ser havbjergene knejse stolt. Vinden får marehalmen til at bølge som sommerkornmarkerne. Jeg kunne stå her for evigt. Her hører jeg til. Mit smukke, store hav. Helt uendeligt. Her føler jeg mig lillebitte og forbundet med noget, der er meget større end mine 165 cm. Når du er nær havet, er lyden ikke til at komme udenom. Bølger, der knækker om i brændingen. Hver gang bølgerne slår om, kommer der saltvandssprøjt i luften. Og når det sker, slynges der PFAS med op i luften. Det blæser ind over land og sætter sig i græsset, på jorden og i vandet her. Jo mere vi udleder gennem vores spildevand, des mere ender i havet, og des mere blæser ind over land.
Vi tester for PFAS på livet løs. Vi finder det i for høje koncentrationer i vores grundvandsboringer, i drikkevand, i badevand, i havskum, overfladevand, i græs, kvæg, vildt, ænder, fiskemel, æg. Og flere fødevarer endnu skal testes. Hver uge finder vi de skadelige stoffer et nyt sted, et overraskende sted, steder, hvor de slet, slet ikke burde være.
Men hvorfor holder vi os til bare at måle og kortlægge? Tror vi, at det er nok at smide øko-æg ud på Østerbro, tømme fryserne for oksekød i Korsør, hive børnene uden om skumtoppene på strandene ved Vesterhavet? Nye tests vil vise nye forureninger. I næste uge er det andre produkter, der skal fjernes fra forrådskamrene. I næste uge er det ikke kun skum, man skal undgå at røre ved, når man færdes i naturen.
Hvorfor forbyder vi ikke PFAS-kemikalierne med det samme? Er det ikke regel nummer ét i katastrofehåndbogen? Stands ulykken, før den bliver værre.
Jeg er vokset op der, hvor havet altid buldrer, og skumsprøjtet ses over klittoppene ude længst mod vest. Jeg kan ikke leve uden Vesterhavet. Jeg har prøvet. I 15 år. Jeg kom flittigt på Helgoland Badeanstalt, da jeg boede i København. Men Øresund vil for altid føles som det falske hav. For ferskt. Og for roligt. Der er slet ikke langt nok til den anden bred. Et hav er bedst, når man ikke kan se land på den anden side. Jeg har grædt tårer i madpakken, når toget kørte søndenover Oddesundbroen, og Thy lå bag mig. Kunstmaleren Leo Estvad, som har boet i mit barndomshjem, har udtrykt det så rigtigt: »Mit Hjerte blev sat i Pant ude ved Havet. Det er kun et halvt Menneske, der kører sydpaa«. Sådan er det. Uden havet og landet lige bag er jeg kun et halvt menneske.
Jeg troede egentlig, det var ungdomsuro, der rumsterede i mig, men først da jeg flyttede hjem til Thy, fik jeg ro. Da gik det op for mig, at det, jeg havde søgt i mange år, var naturen. Vestkystens vilde, rå og brusende storslåethed. Der var en grund til, at jeg altid fik hjemve, når det blæste godt til fra vest.
Nu er vestkysten forgiftet af evighedskemikalier. Det er ikke de bidende vintervinde, der fylder mine øjne med tårer. Det er tanken om, at vi har fyldt havet med kemikalier. Foruden tungmetaller og plastik. Havet var der, jeg gik hen for at blive renset. Den reneste naturoplevelse. Der, hvor jeg følte mig allermest let. Vægtløs og ubekymret. Helst ikke iført andet end den hud, jeg blev født i. Ved og i havet følte jeg mig allermest forbundet med naturen. I hvert fald indtil for nylig. For nu må jeg leve med ambivalensen hver dag. Det bølger op og ned i mit bryst. Det er svært at rumme så megen skønhed og sorg på én gang. Det smukke hav … kemikalierne, tabet af paradiset, skyggen i mit øje.
Kemikalieforureningen er længe blevet betragtet som et udkantsproblem. Det var noget i Grindsted, noget i Korsør og noget ved Harboøre. Hvorfor fik en kemikaliefabrik lov til at flytte til Harboøre Tange midt mellem Vesterhavet og Limfjorden, når grunden til, at den flyttede fra hovedstadsområdet, var sagsanlæg og gentagne forureninger af fisk, fjord og fugle? Fordi den nye placering var helt genial i forhold til kemikaliefyldt affald. Det kunne jo fortyndes i hav og fjord. Det var en fattig egn med fiskere, kystbønder og masser af øde natur. Hvem kunne kemikalierne genere her?
Først nu, hvor er der også fundet PFAS i østerbrokøleskabene, er kemikalieforurening blev et nationalt anliggende. Hvad med generationsforureningerne på Vestkysten, der i årtier har ligget uberørte hen? Se, det er svigtet af det såkaldte Udkantsdanmark. Og det kan ikke rettes op med lidt hjælp til energiregningen i den lokale brugs eller udflytningen af studiepladser.
Hos os er naturen er ikke et sted, vi tager hen på ferie, den er faktisk vores hjem. Og vores spisekammer. Her driver PFAS-truslen ikke over, fordi fiskemel fjernes fra foderet til økologiske høns. For hvordan er hønsenes fiskefoder blevet forurenet? Allerede i 2007 bragte DR.dk en historie om, at der var fundet fluorstoffer i rødspætter. Især dem fra Skagerrak var ramt. I 2018 opfordrede professor i miljømedicin Philippe Grandjean til øjeblikkelig at få set på en af de største kilder til fluorstoffer i vores mad: vilde fisk. (Psstt, Mette, din makrelmad indeholder PFAS).
Hvordan mon det går med indholdet af PFAS i sælerne? Svanerne? Mågerne? Bare fordi vi ikke spiser dyrene, kan vi så forsvare, at de skal leve med skadelige kemikalier? Fertilitetsproblemer er næppe noget, menneskene får lov at have for sig selv. Og mon ikke en måge og en sæl kan få kræft? Mon ikke de også har brug for et velfungerende immunsystem? Vi risikerer at blive hulens ensomme, når dyrene rammes af sygdomme og ikke kan formere sig pga. de hormonforstyrrelser, som evighedskemikalierne forvolder.
I denne tid tænker jeg tit på Agnes og Aksel. Agnes var min mors faster. Sidst vi talte sammen, var hun 101 år. Hun fortalte mig om dengang, før klitplantagerne blev plantet. Dengang hun hørte og så den første flyver, en zeppeliner, glide op langs vestkysten. Jeg er glad for, at hun ikke levede længe nok til at høre om PFAS-forureningen af Danmark. Aksel var min morfars bror, den sidste, der sled i slægtsgårdens sandede jorde. Dengang var hugormens gift den eneste gift i klitterne.
De to asede og masede i de jorderne knap to kilometer fra havet. Det var et hårdt liv. Siden blev vi mageligere. Økonomien voksede, forbrugsgoderne blev flere, sliddet mindre for de fleste. Det var godt. Men vi glemte at stoppe jagten på luksus i tide. Alt skulle være lettere, maden måtte ikke sidde fast på panden, og mascaraen skulle blive på vipperne. Våde fødder og utætte regnfrakker hører fortiden til. Men hvad er prisen? I jagten på at holde os tørre, har vi tisset i bukserne. Vi har vænnet os til de smarte løsninger, der er rare på kort sigt, men ender med at forgifte os i det lange løb.
16.000 grunde, hele Jyllands vestkyst og visse andre vestvendte danske kyster er forurenet med de skadelige fluorforbindelser PFAS. Der bliver født børn, som, allerede inden de tager deres første skridt, er forurenet med PFAS. De virksomheder, der har forurenet vores land og vand i årtier, skal vel ikke have mere tid at forurene i?
Hvorfor bliver PFAS-stofferne ikke forbudt overalt? Og hvorfor er de ikke blevet det for længst? Er det, fordi forureningen er usynlig? Fordi det tager lang tid for kemikalierne at ophobe sig i vores kroppe, før vi bliver syge? Jeg tror, at vores forståelse af forurening er forældet. Nutidens forurening er usynlig. Den kommer snigende og ophober sig i os og i naturen over tid. Den er både ukonkret og altomfattende.
Da jeg var barn, tænkte jeg mere på at finde flaskeposter, end hvor bunkerne af havplast kom fra. Den forurening, jeg var mest opmærksom på, var tjære. Det var noget genstridigt stads at gnubbe af fødderne efter en strandtur. Vi var altid på vagt, når vi tog til stranden om sommeren. Passede på, hvor badehåndklædet blev lagt, og sørgede altid for at tjekke sålerne for det sorte klister, inden vi hoppede ind i bilen. I dag skal vi forholde os til en helt ny form for forurening. De usynlige kemikalier. Vi kan ikke lugte dem, smage dem eller se dem – og vi ved ikke, hvornår vi bliver udsat for dem.
Jeg har netop vandret 23 km gennem Nationalpark Thy i en ellers noget nær rekordvåd januar helt uden at få våde fødder. Selv om jeg er en uhyre bevidst forbruger, der går efter både Svanemærket, Astma-Allergi-kransen og EU-blomsten og køber økologisk, hvis ikke biodynamisk, så har jeg uforvarende bidraget til forureningen. Det er umuligt at opstøve et par gummistøvler uden PFAS, og begge mine våddragter er også fyldt med de skadelige fluorforbindelser. Giver jeg naturen et dødskram, hver gang jeg går ud i den? Fordi PFAS ikke er blevet forbudt for længst. Og hvad gør man egentlig som forbruger, når man har gået husholdningen efter og fundet alle de ting, der indeholder PFAS? De burde jo komme i farligt affald, men ikke engang vores genbrugsstationer kan håndtere de skadelige kemikalier. Skal vi deponere tingene i et skab og finde dem frem om 10 år, når vi forhåbentlig kan håndtere bortskaffelsen af PFAS? Og hvad med os selv? For når vi dør, er vores jordiske rester kemisk affald.
Det er ikke nyt, at PFAS er skadeligt, politikere. Er det ikke jeres ypperste job at sikre et sundt miljø for nuværende og næste generationer? Troede I virkelig, at havet ville slette alle spor?
Alles øjne er på dig nu, miljøminister Magnus Heunicke (S). Det er ikke længe siden, du guidede os igennem en stor sundhedskrise. Hvis jeg ikke husker helt forkert, var overskriften for coronaindsatsen, at ethvert dødsfald var en tragedie, og der skulle handles resolut for at undgå, at sundhedsvæsnet knækkede. Skal vi nu vente på årelange tovtrækkerier i EU, før vi gør noget ved PFAS-udledningen?
PFAS kan på sigt blive en bombe under sundhedsvæsnet og komme til at koste mange menneskers sunde helbred. Er tiden til at vente på lange bureaukratiske processer, før man handler? Selvfølgelig skal vi have det EU-forbud, du arbejder på. Selvfølgelig skal vi have et verdensomspændende forbud. Men mens vi venter på, at det bliver en realitet, må vi sætte ind i Danmark. Stop kemikalieboomerangen. Forbyd al brug af PFAS i Danmark nu. Tackl problemet opstrøms, inden vi udleder endnu mere PFAS i naturen, som i sidste ende havner i os selv.
Debatindlægget har også været bragt i Politiken 5. feb 2023.
