Unge aktivister: Helt utilstrækkelig aftale om grøn transport

Aftalen om grøn transport, som regeringen præsenterede fredag, er langt fra tilstrækkelig, mener aktivister i Den Grønne Studenterbevægelse. Foto: Colourbox

Transportaftalen er lang fra acceptabel. Regeringen ignorerer de lavthængende frugter og ender blot med at sende en stor regning videre til de andre sektorer, lyder det fra Den Grønne Studenterbevægelse.

TRANSPORT – Sammen med SF, de radikale og Enhedslisten præsenterede regeringen fredag en ny aftale af grøn transport, som skal få flere grønne biler på vejene.

Aftalen fritager elbiler, der koster under 500.000 kr, for afgifter og sikrer elbiler for afgiftsstigninger frem til 2030. Samtidig blev det lidt dyrene at køre i benzin- og dieselbiler.

»Det her er en vigtig aftale om en grøn genstart af Danmark. Samtidig med at vi skal håndtere en coronakrise og andre udfordringer tænker vi grønt, og vi tænker langsigtet«, siger finansminister Nicolai Wammen.

Han betegner aftalen som en »særdeles ambitiøs og vigtig aftale for fremtidens vejtransport, som bringer os et stort skridt i den rigtige retning mod et mere klimavenligt og grønt Danmark.«

»Nu kommer den grønne omstilling af bilparken«, mener DI og De Danske Bilimportører kalder det ligefrem »en grøn revolution på fire hjul«.

Sender regningen videre

Blandt aktivisterne i Den Grønne Studenterbevægelse får aftalen en helt anden modtagelse. Her kræver man, at »ambitionerne øges betragteligt« og efterlyser i stedet en ny plan fra regeringen.

»Transportaftalen er langt fra acceptabel. Regeringen ignorerer de lavthængende frugter og ender blot med at sende en stor regning videre til de andre sektorer«, siger Rosanna Børsting, aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse.

Hun mener, at en reduktion af udledningerne på 2,1 mio tons CO2 utilstrækkelig, når man tænker på, at der i alt skal findes 20 mio tons reduktioner inden 2030.

»Transportområdet står for en stor del af vores udledninger og rummer et stort potentiale for at finde CO2-reduktioner«, siger siger Rosanna Børsting.

»Det er tydeligt, at regeringen fuldstændigt har glemt det egentlige mål, som er at nedbringe antallet af de biler som forurener. Vi kommer til at have 700.000 flere biler på de danske veje i 2030. Så siger det jo sig selv, at vi med 775.000 grønne biler knap nok har taget et spadestik i de fossile biler i 2030. Derfor er det på sin plads, at finansieringen af minimum 1 million elbiler findes i dag – det skal ikke blot være en ambition«, siger Caroline Bessermann, der også er aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse.

Hybridbiler er ikke grønne biler

Hun mener heller ikke, at man hybridbilerne bør tælles med blandt de grønne biler.

»Det er også helt misvisende at hybridbilerne kategoriseres som en grøn bil. De udleder langt mere end estimeret, og derfor bør det kun være elbiler, som tæller med«, siger Caroline Bessermann.

Aftalen fremmer også de grønne brændstoffer, herunder nye grønne brændstoffer som Power-to-X og mere avancerede biobrændstoffer, som er et vigtigt element i overgangen frem mod udfasning af fossile biler. Men aktivisterne i Den Grønne Studenterbevægelse mener, at Power-to-X er en misvisende løsning, når vi snakker om bilparken.

»Elbilen er den mest effektive måde at udnytte strømmen på, og derfor bør vi kun snakke om alternative brændstoffer i den tunge transport. Vi må heller ikke glemme det egentlig fokus, som jo er at mindske antallet af fossil-biler på vejene. Da en ny benzinbil kører i mange år på vejene, bør regeringen allerede nu arbejde på at stoppe salget af diesel- og benzinbiler langt før 2030«, siger Caroline Bessermann.

Tilfredse ministre

»Det er helt afgørende med en grøn omstilling af transportsektoren for at nå vores ambitiøse klimamål. Derfor er jeg rigtig glad for, at denne aftale nu sikrer et markant grønt gearskifte, hvor vi ikke alene baner vejen for flere elbiler. Men derudover med krav til grønnere brændstoffer også sørger for, at de benzin- og dieselbiler, der allerede er på vejene, bliver mere klimavenlige«, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Den grønne omstilling kommer ikke af sig selv – det kræver politisk mod, lyder det fra transportminister Benny Engelbrecht.

»Vejgodstransporten er en af de brancher, der har klaret sig godt gennem coronakrisen, og som vil blive ved med at fylde meget i fremtiden. Derfor er det nu, vi skal have gang i den grønne omstilling. Ved at erstatte den eksisterende afgift med en kilometerbaseret og CO2-differentieret vejafgift vil erhvervet få et klart incitament til at skifte til grønne lastbiler, hvilket kan medvirke til, at vi får en grønnere tung transport på vejene. Vejafgiften vil blive pålagt danske og udenlandske lastbiler, hvilket sikrer lige konkurrencevilkår for transportvirksomhederne«, siger Benny Engelbrecht.

»Vi har fundet en god balance, som giver mange flere grønne biler på de danske veje, og hvor helt almindelige danskere stadig vil have råd til at have bil. Samtidig kan både bilkøbere og -branche se frem til ro på bilmarkedet, fordi aftalen giver klarhed om bilafgifterne. Der er i den grad grund til at glæde sig over aftalen«, siger skatteminister Morten Bødskov.