Den besværlige mink

Aldrig har mink haft så mange forskellige roller i det danske samfund som i de sidste uger. Minken er sprunget ud af usynlighedskappen og er landet lige midt i aftenkaffen – om vi kan lide det eller ej.


KOMMENTAR
Af Inger Anneberg, antropolog, seniorrådgiver, emerita,
Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

Balladen om de danske mink har været en øjenåbner for mange i Danmark.  Over alt på de sociale medier og i kommentarsporene på artikler om mink har jeg de seneste uger kunnet læse kommentarer som: »Jeg har da aldrig vidst, vi havde så mange mink i bure i Danmark, hold da op det er mærkeligt«, »Millioner af dyr? Det har jeg aldrig tænkt over før.

Et stort set usynligt dyrs liv er blevet bragt ud i lyset – usynligt på samme måde som de fleste produktionsdyr er det for mange af os.

Samtidig viser debatten, at selv minkavlere har svært ved at få styr på fortællingen om minkene. Det billede, de giver af minkene og minkproduktionen, stritter i hvert fald i mange retninger. En minkavlers hustru indrykkede f.eks. en dødsannonce for minkavlen, hvor hun skriver: »Vor dejlige, bløde mink blev brutalt slået ihjel … «. I annoncen står også: »vi vil savne årets gang på minkfarmen, sammen med dig og dine skønne hvalpe«.

Mink beskrevet på denne måde som bløde individer af hunkøn, er jeg sjældent stødt på i min forskning, hvor jeg har undersøgt forståelsen af dyrevelfærd, blandt andet hos de ansatte på mink-, kvæg- og svineproduktioner. Alle, som færdes på minkfarme, ved, at mink i bur måske nok er bløde, men kæledyr er de ikke, og de skal håndteres forsigtigt – med solide handsker, for man risikerer, at minken bliver bange eller aggressiv og bider fra sig.

De er ikke blevet avlet tamme, eller forvandlet til en særlig rolig art industri-mink selv om de er i bur. Deres naturlige instinkter og behov er intakte på samme måde som det er tilfældet med produktions-grisene, som også stadigvæk har deres behov til fælles med vildsvinet. Minkavlerens hustru insisterer på kærlighedsbånd mellem dyr og menneske. Minken må ikke bare ses som pels eller pengemaskine. Den bliver nærmest et familiemedlem, hvis liv trues af politikere uden styr på lovgivningen.

Sunde eller mishandlede dyr?

Samtidig fremhæves de sunde avlsdyr gang på gang af minkbranchen som et bevis på hele branchens sundhed. En sund avlsmink får unger, som kan blive til den rigtige type pels. Fire nordjyske landmænd foreslog sågar at »frede« 10.000 avlsdyr i en lukket hal, til coronatruslen er drevet over. Punkt tre i planen lyder: »Medarbejdere skal bo på farmen og vil aldrig være ude blandt andre mennesker«. Her forvandles både mink og mennesker til en slags ting, som kan gemmes væk fra virus.

De udenforståendes reaktioner på de seneste ugers mange mediebilleder af lange rækker småbure med indeklemte mink viser, at fortællingen om farmernes kærlighed til deres dyr, er svær at sælge. Tonen i kommentarsporene under minkartiklerne har været hård. Mink er jævnt hen blevet kaldt ’mishandlede dyr’ – og en debattør skriver ligefrem: »Det er på tide, at den slags svinske kz-lejre ophører«.

De billeder, man KUNNE vise fra farmen af fx hunnerne i deres halmforede redekasser omgivet af hvalpe, møder ingen nåde på de sociale medier, hvor klare billeder af indespærrede mink er den foretrukne illustration.

Spændingsfelterne mellem husdyrproducenter og kritikere er velkendt fra forskningen. På den ene side ved vi at landmænd i deres forståelse af dyrevelfærd især er optagede af, at dyrene får nok at spise og drikke, er fri for sygdomme og yder godt. Gør de det, slutter man til, at er velfærden god. På den anden side står kritikerne af mink-industrien med blikket skarpt rettet mod på dyrets »natur« – at det har behov som ikke opfyldes når det er i bur.

Desværre for avlerne forhindrer understregningen af dyrenes fysiske sundhed ikke kritikken af dyrenes manglende velfærd. Dyr har mange andre behov end at være sunde – men disse behov nævnes sjældent af konventionelle landmænd, fordi det koster penge at gøre plads til dem i en produktion.

Vi må finde ud af, hvad vi vil have i stedet

Som endnu et element i forståelsen af dyrevelfærd finder vi lovgivningen– med dens krumspring der handler om at skærme produktionsdyr fra de værste problemer via dyrevelfærdslov og minimums-regler. Fx er det lovgivet, at mink skal have rør eller hylder i buret som stimulering og adgang til halm i redekasserne.

Forleden så jeg dog en landmand, der på Facebook fremhævede, at mink faktisk har bedre ’velfærd end andre produktionsdyr’, fordi de, trods burene, i større grad lever ’naturligt’. De parres f.eks. naturligt i marts, hvor de også ville parre sig i fri natur, og de er i bure med redekasser, hvor hunnen kan bygge rede af halm og føde hvalpene.

Som svar fik landmanden skæld ud af en svineproducent over, at han på den måde tillod sig at antyde, at andre industridyr har det dårligt! Husdyrs liv er med andre ord konstant til forhandling, også i branchen selv. Flere har i medierne kritiseret, at en debat om minks velfærd blandes sammen med coronapandemirelateret aflivningen og kriseramte farmere.

Debatten om velfærd vil de gerne gemme til en anden god gang. Men det virker naivt at tro, at mink-erhvervets dramatiske måske-lukning kan kobles fra en debat om vores meget forskellige opfattelser af dyrevelfærd, mens billeder af mink i bure er blevet hverdagskost. Minken er så at sige ’sluppet ud af buret’, og jeg tror, at den kollektive fortrængning af de industrielle husdyrs forhold er ved at være definitivt forbi – måske med minken som bannerfører.

Her ville det være skønt, hvis landbrugets organisationer selv ville forsøge sig med at italesætte de mange problemer industridyr har og ikke bare fastholde at »alle dyr har det godt«. Men ansvaret for, hvordan forholdene bliver fremover, er dog ikke landmændenes alene. Det er en fælles opgave at kigge dyret i øjnene og gøre sig klart, at de forhold, vi byder produktionsdyr, ikke opstår med ondskabsfulde producenter, men først og fremmest handler om profit og om, at vi har accepteret en struktur i landbruget, som ikke levner plads til dyrs adfærdsmæssige behov.

Hvis vi ikke vil have produktioner med for mange dyr stuvet sammen, skal vi blive bedre til at tale om, hvad vi vil have i stedet – også selv om det koster dyrt.

Inger anneberg er forfatter til Tænkepausen om HUSDYR, som udkom 1. marts i år på AU’s forlag.