Den frygtede svinesygdom rykker nærmere grænsen til Danmark. Men risikoen for at smitten breder sig til danske svin er stadig lav, vurderer myndighederne.
LANDBRUG – De første udbrud af afrikansk svinepest (ASF) i tamsvin er rapporteret i Tyskland. I alt er der rapporteret tre udbrud, oplyser Fødevarestyrelsen.
To udbrud blev rapporteret i region Märkisch-Oderland, 3 km fra den polsk-tysk grænse, og et udbrud i region Spree-Neiβe, 10 km fra den polsk-tysk grænse.
Alligevel vurderer Fødevarestyrelsen fortsat, at den samlede risiko for smitte med ASF til danske svinebesætninger på baggrund af de tre ASF udbrud i tamsvin i det østlige Tyskland er meget lav.
Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom, som rammer alle racer af svin (herunder vildsvin). Afrikansk svinepest kan ikke smitte til mennesker, og kontakt med smittede dyr udgør således ikke nogen sundhedsmæssig risiko for mennesker.
Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark.