Ukrainerne kæmper endnu

De ukrainske farver. Grafik: Pixabay

Af Carsten Jensen, forfatter og kommentator

Når Ukraines belejrede præsident, Volodymyr Zelenskyj, dukker frem på skærmen og taler til det folk, der valgte ham, må jeg altid se ham. Han lever endnu. Det er hans egentlige budskab. Han vover at håbe. Han taler om en tid efter denne, hvor ukrainerne i fællesskab genopbygger det land, der for hver dag bliver mere og mere ødelagt i den russiske invasionsstyrkes nådesløse bombardementer. Der er en uovervindelig trods i ham.

Zelenskyj er ingen råbende krigsophidser, men i hele sin fremtoning en stilfærdig forsvarer for den humanitet, der for at overleve kan blive tvunget til at gribe til våben. Et almindeligt menneske i en ualmindelig situation. Jeg er sikker på, at han hver morgen, efter sine få timers søvn, vågner op i forbløffelse. Er det her virkelig mig? Ja, det er virkelig dig, Volodymyr Zelenskyj, et menneske, der er i stand til så meget mere, end du sikkert nogen sinde troede.

Ukrainerne gør det, Churchill talte om

Det er ikke mit indtryk, at Zelenskyj var nogen stor præsident i fredstid. Men i krigstid blev han det. Jeg forstår, hvorfor han er blevet det samlende symbol for et folk, der vover at yde det yderste. Helt derhen, hvor der ingen vej går tilbage. Da Zelenskyj fra en skærm henvender sig til det britiske parlament er hans tale fuld af referencer til Winston Churchills berømte tale til Underhuset 4. juni 1940: »Vi vil kæmpe på vore strande. Vi vil kæmpe på vore flyvepladser. Vi vil kæmpe i marker og på gaderne. Vi vil kæmpe i bakkerne.«

Forskellen er blot, at ukrainerne gør det, Churchill taler om. Englænderne led under blitzen, men deres land blev aldrig invaderet. De måtte kæmpe mange steder, men aldrig i deres egne gader eller bakker.

Boris Johnson yndede under Brexit at posere som en anden Churchill, der tappert forsvarede sit udsatte ø-rige mod det halv-totalitære Europa. Nu er det den samme Johnson, der i Calais har afvist halvdelen af alle ukrainske flygtninge, fordi de ikke har visum.

Skulle en fjende dukke op på britisk jord, ville det aldrig være Putin, hvis håndgangne oligarker er forlovet med den britiske finansverden, der fungerer som en stor invitation til hvidvask, og hvorfor skulle man dog angribe sin velgører? Skulle en fjende alligevel en dag invadere, var der næppe en af Underhusets mange konservative, som ville kæmpe andre steder end i flykøen med afgang til et af de tropiske skattely, hvor de i forvejen har anbragt deres betydelige formuer. Nej, det er ikke Winston Churchill, jeg kommer til at tænke på, da jeg sent mandag nat ser Zelenskyj holde en tale i præsidentpaladset, mens russiske tropper allerede står tæt på Kievs forstæder. Det er den chilenske præsident Salvador Allende, der i sit bomberamte præsidentpalads i Santiago i 1973 holder sit livs sidste tale kun få timer, før han tager livet af sig.

Håbet i Allendes tale

Jeg hørte Allende tale under et besøg i Santiago, på Museo de Memoria, der er viet kampen mod fascismen, og det er en bevægende oplevelse. Allende ved, at han snart skal dø, og dog taler han roligt og klart og uden bønfalden. Han henvender sig til kvinderne i landdistrikterne, mødrene, arbejderne, de intellektuelle og ungdommen, »der sang for os og gav os af deres glæde og styrke i kampen«. Chilenerne havde ingen hær til at forsvare sig. Det var deres egen hær, der forrådte dem. Tusinder døde sammen med Allende. Andre hundredtusinder blev sendt i fangelejre eller landflygtighed. Og dog er der håb i Allendes stemme. En dag vil mørket vige. Vejene, »hvor frie mennesker vil færdes for at bygge en bedre fremtid«, vil igen stå åbne.

I Museo de Memoria så jeg mange fotos af Pinochets fanger, sønderslåede, knælende på rå betongulve. Det var deres hænder, jeg lagde mærke til. De var alle rakt i vejret som tegn på overgivelse eller foldet bag nakken. Vi kan ikke forsvare os selv, sagde disse hænder. Så det var, hvad jeg så på Museo de Memoria: et folk berøvet sine hænder.

Det er det, fascismen ønsker: Ikke kun, at mennesker opgiver at bestemme over deres egen skæbne, men at de opgiver alt det, deres hænder kan. At række ud, skabe fællesskab, hjælpe, kærtegne, trøste, bygge, skrive, at give en hånd, som sproget så smukt siger det. Fascismen tvinger dine hænder til afmægtig passivitet. Det er det, ukrainernes selvforsvar i disse afgørende dage handler om: Retten at bruge sine hænder til det, der er meningen med os mennesker: Skabe, bygge, elske og leve i fællesskab. Det er derfor, de også har brug for vores hånd.