Salget af plantemad er steget 20 pct. på et år

Thise Mejeri lancerede sidst i april 2020 en økologisk havredrik. Foto: Thise Mejeri

Coop melder om fortsat stigende salg af plantebaserede produkter. Det er især de yngre under 35, der vælger havredrik og plantefars.

Coop melder om fortsat stigende salg af det, dagligvarekoncernen kalder »vegi-produkter« – det vil sige plantebaserede produkter som fx havremælk, plantefars, falafel og andre produkter uden animalske ingredienser som kød eller mælk.

Dermed fortsætter tendensen fra de seneste år, som viser, at salget af plantebaserede produkter stiger støt år for år.

Det er fortrinsvis de yngre forbrugere under 35 år, der køber de nye plantebasserede produkter. Salget af plantebaserede produkter ligger i 2020 godt 20 pct. højere end i 2019.

»Plantedrik og plantefars udgør stadig kun nogle få procent af mælke- eller kødforbruget, men vi har set den her stigning år for år, og det forventes, at den fortsætter ind i de kommende år«, siger Lars Aarup, analyse- og kommunikationschef i Coop.