Oprøret mod de store svinefabrikker breder sig

Karen Rasmussen er en af de mange naboer, som forgæves har forsøgt at

Landsforeningen mod svinefabrikker blev stiftet af utilfredse naboer i marts. Siden er det væltet ind med nye medlemmer, og foreningen tæller nu 440 betalende medlemmer, som kræver en regulering af svineproduktionen, der tager hensyn til natur og miljø i det åbne land.

SVINEFABRIKKER – Protesterne mod de store svinefabrikker, som skyder op som store industrianlæg i det åbne land, vokser i styrke. Mange naboer føler sig stærkt forulempet og kan ikke holde stanken og larmen ud.

Nogle af dem har i årevis ligget i strid med de store svineproducenter, som med deres voksende produktion af svin og gylle er med til at forpester tilværelsen og gøre drømmen om frisk luft og det gode liv på landet til en illusion.

Men nu begynder de utilfredse naboer at slutte sig sammen i en fælles, tværpolitisk forening, der skal varetage deres interesser.

I løbet af få uger har en ny landsdækkende forening af utilfredse naboer til store svinefabrikker i det åbne land samlet en voksende medlemsskare, og 30. april nåede medlemstallet op på 440, oplyser Helene Meden Hansen, der er formand foreningen.

»Medlemmer kommer fra hele landet. Hver uger bliver vi kontaktet af borgere, som i den grad føler sig magtesløse over at være nabo til en eller flere svinefabrikker. De ønsker at flytte, men kan som oftest ikke sælge deres huse. De bliver stavnsbunde til at bo leve et sted med helbredsrisici og risikofor at ende i økonomisk ruin«, siger hun.

Senere i dag skal Folketinget diskutere et beslutningsforslag fra Enhedslisten. Ifølge partiets ordfører, Søren Egge Rasmussen, er målet at give landets kommuner en reel mulighed for at sige nej til nye produktionsudvidelser og udbygning af de store svinefabrikker, som er placeret i det åbne land.

LÆS OGSÅ: Kommuner er sat skakmat i kampen mod svinefabrikker

Ikke længere landbrug, snarere en kemisk fabrik

Forslaget falder i god jord hos Landsforeningen mod Svinefabrikker, som håber, at de øvrige partier vil tage godt imod det.

Henrik Brøsted, som bor på en mindre ejendom i nærheden af Skanderborg, kun 200 meter fra en stor svinefabrik, er én af af de 440 nye medlemmer, som håber Landsforeningen mod Svinefabrikker kan være med til at gøre tilværelsen mere tålelig.

I årevis har han sammen med andre lokale beboere måtte døje med de voldsomme lugt- og støjgener fra de mange tusinde dyr, der fedes op og sendes til slagtning. Han er også bekymret for, hvad de mange kemiske stoffer, der udledes fra produktionen betyder for sundhed og helbred.

»Svinefarmen er mere sammenlignelig med en kemisk fabrik end med et landbrug, fordi der produceres og udledes en række skadelige stoffer i forbindelse med produktionen«, siger Henrik Brøsted.

»Derfor må de krav, der stilles ved etablering og drift af en stor svinefarm afspejle de risici, der er forbundet hermed«, understreger han.

I øjeblikket har Henrik Brøsted sammen med andre utilfredse naboer en knap 30 sider lang klage til behandling i Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Nævnet er en uafhængig domstolslignende klageinstans indenfor natur-, miljø-, landbrug-, fiskeri- og fødevareområdet og er øverste klagemyndighed for afgørelser truffet af blandt andet Fødevare-, Fiskeri- og Landbrugsstyrelsen, Miljøstyrelsen og landets kommuner.

I den omfattende skrivelse klager de lokale beboere over det, de mener er en lemfældig miljøgodkendelse givet på et alt for spinkelt grundlag, fordi, som det hedder i klagen: »Projektbeskrivelsen virker ufærdig, uforståelig og usammenhængende og grundlæggende fyldt med fejl, der gør det uoverskueligt og svært at forstå betydningen af det skrevne«.

Klagen er i øjeblikket under behandling i Nævnenes Hus i Viborg.

En grøn svinestald er en nedlagt svinestald

Karen Rasmussen, som er en anden af de mange utilfredse naboer til store svinefabrikker i Skanderborg Kommune, bor på en lille fritidslandbrug med nogle få hektar og heste.

Nærmeste nabo er en stor svinefabrik, og stanken er til tider ulidelig

»Som nabo til af en af landets mange ældre og utidssvarende svinestalde, der sender urenset, stinkende, klima- og sundhedsskadeligt svinestaldluft ud i nabolaget, så har jeg kun et at sige: »En grøn svinestald er en nedlagt svinestald«, lyder den klare melding fra Karen Rasmussen.

Karen Rasmussen er tidligere tandplejer, arbejder nu som køkkenassistent og er politisk aktiv i Alternativet i Skanderborg. Om sine erfaringer som nabo til en svinefabrik, fortæller hun blandt andet:

Sønnen flytter aldrig på landet igen

»For nylig er min nu 30-årige søn midlertidigt flyttet hjem igen. Han har ikke boet her siden, han begyndte på universitetet i Aarhus. Året før, han flyttede hjemmefra, var de 70 grise og 20 stk. kødkvæg på nabogården blevet erstattet af 5.000 svin, som kommunen havde givet tilladelse til uden miljøgodkendelse.«

»Også dengang mærkede vi gener, men langt fra så voldsomme som nu. Da min søn blev student, måtte vi fx arrangere to studenterfester, en ude og en inde. Vi måtte jo tage hensyn til vindretningen. Hvis vindretningen var i syd-øst, ville det være nødvendigt at holde festen inden døre. Dengang var han dog ikke så generet af lugten, som jeg selv var og forstod derfor heller ikke, at jeg brokkede mig så meget«.

»Men forleden morgen fortalte han, at han nu forstod, hvilke konsekvenser der har at være nabo til en svinefabrik. Hele natten havde han ligget søvnløs, fordi naboen kørte gylle ud. Når det foregår, holder en traktor i tomgang for at røre rundt i gyllen, og det resulterer i en konstant, lavfrekvent støj, som forplanter sig i hele huset. Cirka hvert kvarter kom en blinkende og støjende gylletransport drønende forbi«.

»Det var tredje nat, han var blevet holdt vågen, og det er svært at skulle passe sit daglige arbejde uden at få tilstrækkelig søvn«, fortæller Karen Rasmussen.

»Nu har han også af bitter erfaring lært, hvilke konsekvenser det kan have at åbne vinduerne uden først at tjekke vindretningen. Kommer vinden fra syd-øst, så fyldes rummet af en kvalmende lugt af svinestald. Han har også flere gange måtte aflyse sine løbeture på grund af gyllekørsel«.

»Det er sådan en hverdag, jeg har haft i 10 år, og det er kun blevet værre, efter der er blevet givet miljøgodkendelse til at producere 12.600 svin tre stalde, hvoraf kun den ene lever op til de eksisterende miljøkrav«, siger Karen Rasmussen, som afslutter beretningen om den midlertidige hjemvendte søn:

»Et er sikkert, han flytter ikke på landet igen«.