Danish Crown og svineproducenter klar til at skærpe krav til soja

Den danske import af sojaskrå og palmeolie hvert år udleder 7 millioner tons CO2. Til sammenligning udleder det samlede danske landbrug 12 millioner tons CO2. Foto: Pixabay

Både de store danske butikskæder og slagterigiganten Danish Crown er klar til at skærpe kravene til leverandører og producenter for at forhindre afskovning samt en mere bæredygtig og ansvarlig produktion af soja.

SOJA – De store danske butikskæder vil fremover skærpe kravene til soja for at sikre, at dyrkningen foregår på et etisk og bæredygtig forsvarlig måde. Og her til morgen har også slagterigiganten Danish Crown fremlagt en handlingsplan, som skal »sikre brugen af bæredygtig soja hos ejerne«.

Danish Crown har sat sig et mål om, at al soja i 2025 skal komme fra leverandører, der kan dokumentere en bæredygtig og ansvarlig produktion.

»Indtil for et år siden var soja ikke et tema på møderne med vores kunder, men under og efter de store brande i Amazonas er vi blevet varslet af flere, at de i fremtiden vil stille konkrete krav på området, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Vil give konkurrencefordel

Ifølge ham vil vil det give Danish Crown en konkurrencefordel i forhold til leverandører fra Spanien og Tyskland.

»Så jeg er sikker på, at det – udover være et rigtigt skridt – også vil vise sig at være en god investering«, vurderer han.

De to dominerende dagligvare-koncerner i Danmark, Coop og Salling Group, har begge bekræftet, at de nu vil sætte en ny kurs for at forhindre afskovning og andre skadelige virkninger for klima, natur og miljø, som produktionen af den proteinrige soja ofte forårsager.