Venstrefløjen skal gå langt mere progressivt til værks og opstille et samlet alternativ til det nuværende skattesystem baseret på moms og indkomstbeskatning, hvis de vil udgøre et alternativ til midten af dansk politik.
KOMMENTAR
Af Anders Borgen, økologisk planteforædler
I et demokrati får man eller beholder man magten, hvis man enten kan svare på de spørgsmål, som vælgerne stiller, eller også at man er villig til at gå på kompromis med dem, der har det.
Poul Nyrup og Socialdemokratiet mistede magten til bl.a. DF, fordi de ikke kunne forklare befolkningen, hvordan de ville bringe den stigende indvandring som følge af familiesammenføringer under kontrol. Magten overgik til VK, som ganske vist heller ikke havde svaret, men de var villige til at gå på kompromis med DF og adopterede deres svar. Socialdemokratiet fik først magten tilbage, da de havde erkendt det.
De borgerlige partier mistede så magten ved forrige valg, fordi de efter årtiers løgne og fortielser om klimaforandringerne ikke kunne forklare, hvordan markedskræfterne alene kunne bringe klimaforandringerne under kontrol. Det bragte Mette Frederiksen til magten, fordi hun var villig til at gå på kompromis med venstrefløjen og de Radikale på det spørgsmål.
Mette Frederiksen har ikke mistet magten endnu. Det har derimod venstrefløjen. Den er nu sat helt uden for indflydelse i de kommende år. Så hvad er det, der gør, at Mette Frederiksen vælger et ekstremt kompliceret samarbejde med to af de sorteste partier i Folketinget frem for den venstrefløj, som hun har haft i sin hule hånd i de sidste tre et halvt år? Først når venstrefløjen kan svare på dét spørgsmål, kan de gøre sig forhåbninger om at komme tilbage til magtens korridorer.
Mangel på arbejdskraft
Danmark har mangel på arbejdskraft. Det er fedt for fagbevægelsen, men befolkningen vil have svar på, hvordan vi undgår, at et går ud over ældre- og sundhedsplejen, når trækket fra den private sektor dræner det offentlige for arbejdskraft. Samtidig har vi inflation, og efter en lang række tabte krige imod diverse muslimske lande er vort forsvar nedslidt i en situation, hvor der er opstået krig i vort eget nærområde. Hvordan skal disse udfordringer løses samtidig? Dette er tidens spørgsmål, og magte tilfalder de, der kan svare på det.
Pape Poulsen foreslog af gammel vane skattelettelser til de rigeste, som jo nødvendigvis må være ufinansierede, når pengekassen er tom, så derfor mistede han adgangen til magtens korridorer, for det er naturligvis ikke en løsning på tidens spørgsmål. Men hvad med venstrefløjen? Svaret fra herfra til manglen på SoSu’er og sygeplejersker har vel stort set været højere lønninger for at kunne konkurrere med den private sektor om hænderne, men i den givne situation er det jo benzin på inflationsbålet og derfor ikke en brugbar løsning.
For at bekæmpe inflationen skal der trækkes penge ud af økonomien, og det plejer at gå ud over de fattige. Det er jo oplagt at kompensere for dette ved at beskatte ejendomme og øget topbeskatning, men selvom øget ejendomsbeskatning er god socialistisk politik og anbefalet af samtlige seriøse økonomer i tidens løb, så er det bare ikke så smart at gennemføre i en periode med faldende huspriser, så det bliver nød til at vente. Tilbage er øget virksomheds- og topbeskatning, men det vil få de rige til at flygte til skattely, og her kommer vi til venstrefløjens virkelige akilleshæl: Hvordan vil venstrefløjen opnå lighed i samfundet i en globaliseret økonomi? Det har venstrefløjen endnu ikke noget svar på, og kan derfor ikke få indflydelse på den økonomiske politik.
Venstre og De Radikale har ikke noget problem med, at uligheden stiger, når de økonomiske problemer skal løses, og Socialdemokraterne er villige til at gå på kompromis med uligheden for at bekæmpe inflation og sikre penge til forsvaret. Derfor får de magten, for de har redskaberne til at bekæmpe inflationen og finansiere forsvaret.
Stjæler den grønne dagsorden
Venstrefløjen har hidtil haft den grønne omstilling som den vigtigste trumf på hånden overfor vælgerne, men når Socialdemokraterne og Venstre begynder at stjæle den grønne dagsorden, ligesom de stjal indvandrerdagsordenen fra DF, så vil det gå venstrefløjen, ligesom det er gået DF: Fire år mere i mørket, og sikkert mere end det, indtil de har lært det.
Venstrefløjen har brug for at opfinde en ny dagsorden, hvor der kommer et realistisk bud på, hvordan man bekæmper uligheden i samfundet i en globaliseret økonomi. DF’s forslag om at lukke grænserne til EU er ikke en realistisk eller ønskelig løsning, og Nordkorea- eller Zimbabwe-modellen er heller ikke.
Globaliseringen af verdensøkonomien har fået både økonomien og miljøødelæggelserne til at buldre derudaf. Hvad er venstrefløjes bud på at regulere globaliseringen? Vi vil aldrig kunne sikre os imod børnearbejde og pesticidforbrug i den asiatiske tøjindustri i en liberalistisk global økonomi, og diverse Fairtrade-mærker hjælper jo ikke en pind i det store billede, så hvad er alternativet? Den, der svarer på det spørgsmål, vinder magten.
Et samlet alternativ til skattesystemet
Også i debatten om den nationale økonomi har venstrefløjen sovet i timen, og ladet Socialdemokraterne føre pennen i udformningen af en grøn skattereform, som blot ender i nogle visionsløse småjusteringer.
Venstrefløjen skal gå langt mere progressivt til værks og opstille et samlet alternativ til det nuværende skattesystem baseret på moms og indkomstbeskatning, hvis de vil udgøre et alternativ til midten af dansk politik.
Massiv bruttobeskatning på multinationale virksomheder, råstof- og CO2-beskatning, ejendomsbeskatning, afskaffelse af momsen og erstatte det med en progressiv forbrugsskat på selvangivelsen kombineret med genindførelse af formueskatten kunne være elementer, der kunne indgå, men det skal præsenteres som et gennemarbejdet samlet forslag, som det er værd at gå til valg på, og som kan stå for kritikken fra regnedrengene i Finansministeriet.
