Borgmestre støtter minkindustrien i kamp mod myndighederne

Brevet til minkavlerne nåede aldrig frem.Foto: Colourbox

Borgmestre og minkavlere protesterer mod myndighederne planer om at aflive mink for at dæmme op for spredning af covid-19 virus, som nu har ramt 89 minkfarme og dermed flere millioner mink.

COVID-19 – En række jyske borgmestre langer i et åbent brev ud efter regeringens strategi omkring aflivningen af danske mink, oplyser TV Midtvest.

Helt nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at smitten har bredt sig fra Nordjylland til flere midt- og vestjyske kommuner. I alt er der konstateret covid-19 smittede dyr på 89 af landets 1.136 minkfarme.

Borgmestrene er utilfredse med, at regeringens strategi ikke blot indebærer, at mink på coronasmittede farme skal aflives. Også mink i en zone på 7,8 kilometer omkring den smittede farm skal således slås ned.

Bag brevet står rådgivningsfirmaet Sagro og ti borgmestre fra kommuner som Lemvig, Struer, Holstebro, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande. Brevet er sendt til fødevareminister Mogens Jensen (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S).

»Vi borgmestre nærer en reel frygt for minkerhvervets eksistensgrundlag«, hedder det i brevet.

Borgmestrene mener, at håndteringen mangler faglig begrundelse og samtidig risikerer at »knuse en branche med mange arbejdspladser og en årlig eksport på cirka fem milliarder«.

»Minkbranhcen beskæftiger sammen med følgeindustrien flere tusinde personer, hvoraf en stor del kommer fra vores kommuner«, lyder det i brevet.

Henvendelsen fra borgmestrene kommer samtidig med, at eksperter advarer om, at virussen kan mutere i mange forskellige varianter, hvilket vil svække eller gøre en kommende vaccine helt uanvendelig over for mennesker inficeret med en af de særlige minkvarianter.

Det første danske coronatilfælde hos mink blev registreret på en minkfarm i Nordjylland 17. juni.

Siden er antallet steget voldsomt, og i sidste uge gik myndighederne i gang med at aflive over to millioner mink på de ramte minkfarme og minkfarme inden for en radius på 7,8 km.