Drop den katastrofale landbrugspakke og red livet i havet

En landmand tjekker indstillingen, før han spreder kunstgødning på marken. Foto: Colourbox

En tilbagerulning af landbrugspakken fra 2016 vil give næsten halvdelen af den besparelse på kvælstof, som EU forlanger inden 2027. Det er den eneste chance vi har for akuthjælp til havmiljøet. Til gengæld er den gratis.

***

Af Kjeld Hansen, journalist og forfatter

Forestil dig at transportministeren hævede hastigheden på motorvejene med 20 pct. efter pres fra de forenede danske bilejere og motorcyklister. Forestil dig så, at statistikken over trafikdrab eksploderede med titusindvis af lemlæstede og hundreder af dræbte. Ville ministeren ikke straks annullere de 20 pct., på trods af skrig og skrål fra de fartglade? Ville hensynet til almenvellet ikke diktere en øjeblikkelig tilbagevenden til en nogenlunde normal og acceptabel tabsliste med 150 trafikdrab og 2800 tilskadekomne på årsbasis.

Jo, selvfølgelig.

Med samme logik kan man forestille sig en ansvarsbevidst regering tilbagerulle den tilladelse til overgødskning på 20 pct. kvælstof, som landbrugsindustrien fik i 2016. Åbenlyst bør det være for enhver, at den dræbende tilsmudsning af de danske fjorde og kystnære havområder med iltsvind og fiskedrab skyldes udstrømningen af alt for megen kvælstof fra landbrugene. Det forlyder klart fra alle fagfolk, at nøglen til livets tilbagevenden i det våde miljø kun kan findes ved at skrue ned for forureningen med næringsstoffer.

De 20 pct. mere kvælstof fik landbrugsindustrien lov til at bruge i 2016, og ifølge Miljøministeriets egne beregninger svarer det til en merudledning på 4.726 tons kvælstof. Ministeriet har også oplyst, at inden 2027 skal Danmark have iværksat en spareplan, der kan fjerne mindst 10.400 tons kvælstof årligt fra havmiljøet. Det skal ske for endelig at opfylde EU’s Vandrammedirektivs krav om god, økologisk tilstand i havområderne.

Nu går den ikke længere

Vandrammedirektivet blev vedtaget i 2000 og skulle have været opfyldt i 2015. Skiftende danske regeringer har tigget sig til en udsættelse til 2027, men nu går den ikke længere. Forude venter en EU-retssag, hvis ikke vi leverer som lovet.

Opgaven ligger på skuldrene af miljøminister Magnus Heunicke (S). Han udråbte sig selv til »havets minister«, da han blev konfronteret med de døende havområder (Pol. 3.10), men indtil videre har Heunickes indsats begrænset sig til at skaffe 4×100 mio. kr. til en »akut« redningsplan for havmiljøet over de kommende 4 år.

Enhver kan se, at de penge vil forslå som en skrædder i helvede.

Landbruget leverede ikke sin del af aftalen

Her kan fødevareminister Jacob Jensen (V) hjælpe Heunicke et pænt stykke på vej. Jacob Jensens ministerium har haft ansvaret for landbrugspakken siden 2016 og ved at erkende de katastrofale følgevirkninger og tilbagekalde tilladelsen til 20 pct. overgødskning kan Jacob Jensen og samarbejdsregeringen fjerne 4.726 tons kvælstof fra de døende havområder. Med et resolut slag og ganske gratis.

Tilbagerulningen vil blive mødt med den rituelle, professionelle råben og skrigen fra landbrugslobbyisterne, men de har haft deres chance, som de aldrig greb. Forudsætningen for Venstre-regeringens tilladelse i 2016 til at bruge 20 procent mere gødning var jo, at landbruget frivilligt skulle levere en række tiltag, der ville give et bedre vandmiljø, men landbruget leverede aldrig sin del af aftalen.

Næsten halvdelen af akutpakken til redning af havmiljøet ligger altså parat og lige til at samle op og implementere den dag i morgen. Og det vil endda være ganske gratis for samfundet.