Kartoffelproducenterne i Danmark er storforbrugere af kemiske sprøjtegifte, og de sprøjter i gennemsnit deres afgrøder 13,2 gange om året, før den endelige kemiske nedvisning af kartoffeltoppene.

Af Kjeld Hansen, journalist og gårdejer
KOMMENTAR – I disse dage spenderer lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer millioner af reklamekroner i et desperat forsøg på at bilde befolkningen ind, at dansk landbrug leverer verdens bedste grønne innovative løsninger. I førende dagblade kan man side 3 studere helsides annoncer med billedet af en ung kartoffelavler, der fremviser en blomstrende kartoffelplante med rodknolde og grønne blade.
»Nye kartofler gror bedst i Danmark«, påstår lobbyisterne og hævder, at de både gør en forskel for klimaet og for hele verden.
Men de skyder sig selv i foden. Reklamen er det rene fup. Kartoffelproducenterne i Danmark er storforbrugere af kemiske sprøjtegifte, og de sprøjter i gennemsnit deres afgrøder 13,2 gange om året, før den endelige kemiske nedvisning af kartoffeltoppene.
Sprøjtegiften Reglone
Det sker med den forkætrede sprøjtegift Reglone, der bl.a. er under mistanke for at være kræftfremkaldende. Reglone er så giftigt, at EU totalforbød anvendelsen i 2019, men den danske Miljøstyrelsen har i al stilhed for 3. år i træk givet efter for presset fra Landbrug & Fødevarer og meddelt kartoffelavlerne dispensation til at bruge midlet.
Det er en syg vittighed at bruge netop kemisk kartoffelavl, som argument for en fortsat license to produce. Den form for gammeldags planteproduktion hører fortiden til og har intet at gøre med fremtidens innovative grønne løsninger.
Især ikke når vi ved, at de økologiske kartoffelavlere hvert år leverer samme vare uden kemisk gift. De står for 20% af de danske kartofler.