Dronning Frederiksens nytårstale

Carsten Jensen.

KOMMENTAR – Statsministerens mest inderligt fremførte løfte på klimaets vegne er, at vi alle skal kunne flyve grønt på indenrigsruterne senest år 2030. Flyve grønt? Må vi høre opskriften? Hvilket farvestof skal puttes i brændstoffet?

Af Carsten Jensen, forfatter

Vi har ingen ret til at forvente os noget af Dronning Margrethes nytårstale. Hun skal bare være dronningen og med distræt værdighed fumle sig gennem sit manus. Lykkedes det hende i år at komme igennem uden at fare vild i siderne? Det er kontinuitet, vi forlanger af dronningen. Det kan godt være, at verden er i skred, men Hendes Majestæt må ikke være det.

Og statsministeren, dronning Frederiksen, hvad forventer vi af hende, når nu verden er i skred? Et modigt udsyn, løsninger, der tør være så store som problemerne, det sjældne, misbrugte ord, en vision?

Dronning Frederiksen nævner klimaet. Hun nævner nok så overraskende en CO2-skat, som hun har haft to et halvt år til gennemføre, men bestandig talt uden om. Men hendes mest inderligt fremførte løfte på klimaets vegne er, at vi alle skal kunne flyve grønt på indenrigsruterne senest år 2030. Flyve grønt? Må vi høre opskriften? Hvilket farvestof skal puttes i brændstoffet?

Og skulle det virkelig være en stor folkelig drøm at flyve fra København til Odense eller Aarhus, når en omsider moderniseret togdrift bekvemt kunne bringe os samme vej på en time eller to og helt til Aalborg på under tre?

Hvorfor ikke et ord om lavere afgifter og andre økonomiske fordele til elektriske biler? Hvorfor ikke et frontalangreb på vores store nationale CO2-svinere, Danish Crown og landbrugets forvoksede svineindustri, Aalborg Portland Cementfabrik, Mærsks enorme containerflåde? Fordi konfrontationen med økonomiske sværvægtere er tabu for en regering, hvis muskler kun rækker til at tryne flygtninge og indvandrere.

Visioner er der derimod i talen, når det gælder landets etniske minoriteter. Ikke-vestlige kvinder skal ud i ældreplejen for »at smøre madder, gøre rent og vaske tøj«. Det er samme erhvervsperspektiv som 1800-tallets tvangsimporterede afrikanere havde på Sydstaternes plantager, og jeg ved ikke, hvor mange højtuddannede flygtninge, jeg har mødt, der, når de omsider opnår opholdstilladelse, af deres sagsbehandlere får at vide, at det lige netop er rengøring og tøjvask, de egner sig bedst til.

I tv-serien Succession, som skildrer den forbitrede magtkamp i en amerikansk milliardærfamilie, optræder begrebet N.R.P.I., No Real People Involved. Når underordnede eller fattige mennesker omkommer på firmaets arbejdspladser refereres der internt til dem som N.R.P.I. Deres død er uvedkommende og behøver ikke beklages, for de regnes ikke for rigtige mennesker.

Den socialdemokratiske regering har samme holdning til de hundredvis af syriske flygtninge, som i dette år sendes hjem til deres ødelagte land, der i en tragisk dansk enegang koldblodigt lyves ufarligt. De syriske flygtninges skæbne hører i regeringens øjne ind under kategorien No Real People Involved.

Jeg tilstår, jeg er forudfattet. Jeg har det handicap, at jeg i år også hørte den 84-årige norske Kong Haralds nytårstale, og der fandt jeg al den horisont og indlevelse, som jeg savner hos statsministeren. Højdepunktet i den norske konges tale er en genfortælling af en myte fra Cheyenne-indianerne. En bedstefar fortæller sit barnebarn, at der inden i ham lever to ulve, en god og en ond, som kæmper om magten. “Hvem vinder?” spørger barnebarnet. “Den ulv, jeg vælger at fodre,” svarer bedstefaren.

Dronning Frederiksen lever i den illusion, at det for at vinde vælgere er klogest at fodre den onde ulv.