Absurditeterne sætter nye rekorder i disse uger. Men man kan vel ikke forestille sig et dansk folketing, der lægger sig fladt ned og giver fri adgang for militær og efterretningstjenester fra et land, som samtidig truer os med både økonomisk krig og militær pression?
***
Af Knud Vilby
journalist og forfatter, tidligere chefredaktør på Information
Kan man lave en forsvarsaftale med en supermagt, der truer os militært?
Vi lever i et stærkt demokrati. Vi er et land med stærke folkelige bevægelser og organisationer. Vi har høj tillid til hinanden, og vi føler (for det meste), at vi er en del af et fællesskab, der gør, at vi kan bevare tilliden til hinanden, og at vores ledere fortjener den.
I det fællesskab skal Folketinget nu tage stilling til et lovforslag, der giver utrolige ukontrollerbare militære privilegier til en supermagt, der samtidig truer os militært. En forsvarssamarbejdsaftale med vores allierede fjende, USA.
Allieret fjende
Begrebet »allieret fjende« er nyt men uomgængeligt.
Og situationen er så absurd, at en vedtagelse af sådan et lovforslag blandt meget andet også vil være ødelæggende for rigtig meget i det tillidsbaserede folkelige demokrati.
Et kort resumé:
I december 2023 lavede den danske regering en forsvarssamarbejdsaftale med USA. Det skete i lys af Ukraine-krigen, hvor USA har været Vestens garant og store bidragyder.
Danmark ville gerne bistå USA yderligere, fordi bistand til USA også er bistand til vores egen sikkerhed. Aftalen giver amerikansk material og personel – herunder CIA – adgang til at operere på dansk grund.
De amerikanske styrker får adgang til vidtgående myndighedsudøvelse, og Danmark giver afkald på strafferetlig jurisdiktion over de amerikanske styrker.
Det er meget vidtgående – efter sigende mere vidtgående end tilsvarende aftaler, som USA har med Norge og Sverige. Danske organisationer, blandt andet Institut for Menneskerettigheder, mener, at det kan være på kant med grundloven eller værre, men det er jo sket for at styrke samarbejdet med vores tætteste allierede. Så derfor gør vi det.
Det var i december 2023, og set i forhold til dagens kriser er det uendeligt længe siden. Vores tætteste allierede er nu også blevet vores fjende, som truer med at bruge økonomiske og/eller militære midler for at få sin vilje i forhold til rigsfællesskabet og Grønland.
Hvad vil USA?
Samtidig aner vi ikke, hvor Trumps USA står i forhold til Natos fremtid eller støtten til Ukraine. Vi ved med andre ord ikke, hvad USA eventuelt vil bruge forsvarssamarbejdsaftalen til.
Aftalen blev (uden debat) indgået af regeringen i 2023, men planen er nu, at den vedtages i Folketinget i løbet af foråret i et udmøntet lovforslag.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det først sker, hvis man kan få garanti for, at der ikke sker et grundlovsbrud, og professor i folkeret Frederik Harhoff har til Politiken sagt, at hvis aftalen medfører myndighedsoverdragelse til amerikanerne, kan godkendelse kræve en forudgående folkeafstemning.
Der er masser af jura, men der er jo så også almindelig fornuft.
Et dansk folketing, der lægger sig fladt ned
Absurditeterne sætter nye rekorder i disse uger, men man kan vel ikke forestille sig et dansk folketing, der lægger sig fladt ned og giver fri adgang for militær og efterretningstjenester fra et land, som samtidig truer os med både økonomisk krig og militær pression.
Og kan man alligevel forestille sig netop det, så indebærer det vel en fuldstændig overgivelse til noget, der om ikke er besættelse, så dog en voldsom underkastelse over for trusler og uberegnelighed.
Folketinget vil med denne uberegnelighed reelt ikke ane, om aftalen giver større eller mindre sikkerhed for Ukraine eller os selv.
Tilbage til det folkelige demokratiske Danmark, hvor vi taler med hinanden, holder folkemøder og hylder demokratiet og den relative nærhed mellem folket og dets politiske repræsentanter.
Det er normalt at forlange national samling under kriser, men i et demokrati må det være mindst lige så vigtigt at kræve national samtale.
Et politisk system kan kun opnå tillid, hvis det også er parat til at dele informationer og lytte. Både til juridiske høringssvar og folkelige protester.
Og til ønsker om andre prioriteringer. Vi, der er så gamle, at vi har levet med den kolde krigs trusler, kender godt til den militære nødvendighed, men vi ved også, at forsvar ikke kun handler om at skrive under på hvad som helst, samtidig med at der udsendes erklæringer om hundredvis af nye milliarder af kroner til militæret, mens andre områder som for eksempel klimaet forsømmes.
Siger Folketinget nej til aftalen, vil USA’s præsident givetvis tale med meget store ord om aftalebrud. Det ved han jo noget om.
I handelskrigen bryder han allerede aftaler, han selv var med til at lave, sidst han var præsident.
