Blå bloks ulidelige forsøg på at slå politisk plat på minkavlerne

Kilde: Fødevarestyrelsen

Minkavlerne fralægger sig tilsyneladende ethvert ansvar for smittespredning, men tøver ikke med at kræve to-cifrede milliardbeløb i erstatning, selv om minkbranchen allerede før corona-krisen var sat på ophørsudsalg.


KOMMENTAR
Af Gustav Bech, redaktør

Jeg er meget tilfreds med, at regeringen efter lang tids tøven valgte at prioritere befolkningens sundhed og aflive 14 millioner mink, som har vist sig at være yderst effektive superspredere.

Med de ildevarslende rapporter, der forelå fra Statens Serum Institut, er det forståeligt, at regeringen fik travlt med at genoptage aflivningen, som blev indstillet efter, at de første tre minkbesætninger i Nordjylland var blevet slået ned.

I dag har smitten bredt sig til 288 minkfarme i 23 jyske kommuner, og vi ved, at minkfarme med millioner af dyr side om side i små bure fungerer som effektive væksthuse for opformering af den dødbringende virus.

Minkindustrien må tage et ansvar

Den tidligere formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, hans to medarbejdere og 13.000 mink på gården ved Struer blev for tre uger siden smittet af corona-virus. Pressefoto

Selvfølgelig skal lovgrundlaget være i orden for nedslagtningen. Det er der vist ikke nogen – heller ikke i regeringen – som er uenige i. Men når det er sagt, kan vi måske komme videre og fokusere på, hvad det egentlig handler om: At minkavlerne og deres besætninger har været og er superspredere og dermed udgør en alvorlig risiko for folkesundheden.

Det er et ansvar, som minkavlerne åbenlyst ikke vil tage på sig. Men sagen er, at minkavlerne har optrådt dybt uansvarligt. Det er deres dyr. Smittespredningen er deres ansvar. Ikke regeringens, ikke myndighedernes, ikke samfundets ansvar, men først og fremmest minkavlernes.

Uhyrlige krav om erstatning

Og som om den uansvarlige smittespredning, de har udsat os andre for, ikke var tilstrækkelig, så kræver de nu et gigantisk tocifret milliardbeløb i erstatning, som resten af samfundet skal betale.

Det på trods af, at minkindustrien allerede var sat på ophørsudsalg. Allerede i april 2020 kunne landbrugets egen avis berette, hvor slemt det stod til:

»Stort pres på minkavlerne: Hver tredje farm lukket, og resten tjener ingenting«, lød den ildevarslende overskrift i LandbrugsAvisen.

Helt ærligt: Hvorfor skal vi nu finde os i disse åbenlyst urimelige og helt uhyrlige krav om erstatning?

Det er altid ulykkeligt, når virksomheder må lukke, og mennesker må gå fra hus og hjem. Det alene kalder på sympati og medfølelse for det enkelte menneske.

Men Venstres og resten af blå bloks forsøg på at slå politisk plat på minkavlernes situation er helt ulidelig.

Det her handler ikke om den påståede bekymring for grundloven. Det handler om, at blå blok nu langt om længe med landbruget og minkavlerne som udgangspunkt har fundet en fælles sag i deres iver efter at fremstå som et regeringsdueligt alternativ. Og midt i al den virak, det skaber, håber minkavlerne så at kunne lænse vores fælles kasse for milliarder.