Sol og vind kan sikre Danmarks fremtidige elforsyning

Solceller monteres på et hustag. Foto: Colourbox

Det er muligt at sikre elforsyningssikkerheden i en fremtid, hvor størstedelen af strømmen kommer fra sol- og vindenergi. Nøglen til at undgå strømafbrydelser i ekstreme vejrsituationer er at gøre elforbruget fleksibelt, etablere strømlagring og bruge fx gasturbiner i sjældne nødsituationer.


Vi har gode muligheder for at få mere sol- og vindenergi ind i elsystemet og stadig have nok strøm – også i perioder, hvor vejret driller. Det viser en ny analyse fra Klimarådet.

Der kan ellers være en bekymring for elforsyningssikkerheden ved overgangen til et elsystem domineret af sol- og vindenergi, erkender Klimarådet.

For hvad gør man i en fremtid med et markant højere elforbrug, når vejret giver udfordringer, fordi solen ikke skinner, vinden ikke blæser i længere perioder, og en stor andel af de gamle kraftværker er blevet udfaset?

Klimarådets analyse viser dog, at vind og sol kan levere rigeligt med strøm i langt hovedparten af tiden.

»Vi er på rette vej mod et stabilt elsystem med meget sol- og vindenergi. Danmark har gode muligheder for at omstille elsystemet, så vi reducerer risikoen for, at vi kommer til at mangle strøm i udfordrende perioder. Der er ingen grund til at bremse udbygningen af sol- og vindenergi«, siger Klimarådets formand, Peter Møllgaard.

Når vejret driller

Analysen bekræfter dog, at fremtidens danske og europæiske elsystem bliver sat under pres, når vejret i længere perioder i enkelte år ikke arter sig. Det er især om vinteren, at der i enkelte år med udfordrende vejr kan være en risiko for at mangle strøm, hvis et højt elforbrug falder sammen med perioder med begrænset sol og vind i store dele af Europa.

Derfor kan politikere og myndigheder være nødt til at tilpasse elsystemet mere, end markedet gør af sig selv. Uden rettidig planlægning risikerer Danmark allerede omkring 2030 at mangle store mængder strøm, når vi i enkelte år rammes af særligt udfordrende vejr, understreger Klimarådet.

»Omstillingen til mere sol og vind er en enorm udvikling af vores energisystem. Hvis vi i fremtidens Danmark skal reducere risikoen for at mangle strøm i udfordrende perioder, er der nogle udfordringer, som vi skal være opmærksomme på og tage hånd om i tide«, siger medlem af Klimarådet Marie Münster, der også er professor i energisystemer ved DTU.

Nødvendigt at lagre el

Klimarådets analyse viser, at elforsyningssikkerheden kan styrkes med ellagring – fx store termiske ellagre – og mere fleksibelt forbrug, hvor fx industrivirksomheder øger deres evne til at nedjustere elforbruget i pressede perioder. Men de to løsninger er ikke tilstrækkelige.

Ønsker man politisk helt at afværge mangel på strøm i de mest ekstreme vejrsituationer, vil det kræve, at der investeres i såkaldt regulerbar elkapacitet. Det kan fx være gasturbiner, der kan producere strøm af blandt andet brint. Turbinerne vil kunne træde til i de få timer om året, hvor der er meget lav produktion fra solceller og vindmøller.

Hvis gasturbinerne bruger naturgas, vil det i vejrmæssigt ekstremt vanskelige og meget sjældne år svare til en udledning på op til 0,3 mio. ton CO2. Det svarer til under 1 pct. af den nuværende totale udledning fra Danmark. Hvis turbinerne i stedet bruger fx brint eller biogas, vil klimabelastningen være mindre eller ideelt set lig nul.

Den slags turbiner vil ikke medføre en stor klimabelastning, fordi de over en årrække i gennemsnit kun vil blive brugt i ganske få timer.

Tilsammen kan ellagring, et fleksibelt elforbrug og reservekapacitet løse udfordringen med et mere presset elsystem. Det er dog ikke sikkert, at elmarkedets aktører selv implementerer sådanne løsninger, i et omfang der kan dække pressede situationer, skriver Klimarådet.

Kun 20 minutters strømafbrydelse om året

Overvejelserne omkring niveauet af elforsyningssikkerhed indebærer en vigtig afvejning. På den ene side kan det være generende og endda omkostningsfuldt for forbrugerne at mangle strøm. På den anden side kan det være uforholdsmæssigt dyrt at have fx gasturbiner stående for at kunne afværge enhver potentiel afbrydelse som følge af elmangel.

I dag oplever vi i Danmark i gennemsnit kun 20 minutters strømafbrydelse om året.

Uanset hvad der besluttes, bør beslutningen træffes så tidligt som muligt. Planlægningen skal nemlig starte i god tid, hvis der skal være sikkerhed for, at det, man ønsker politisk, står klar, når behovet opstår, understreger Klimarådet.

Det skyldes blandt andet, at området til dels er styret af EU, og at der er eksisterende anlæg, der er på vej til at blive udfaset, som i stedet vil kunne bidrage til elforsyningssikkerheden.

»Løsningerne kan ikke implementeres fra den ene dag til den anden. Uanset hvordan man politisk vælger at gribe det an, er det vigtigt, at beslutningerne bliver truffet i god tid«, siger Peter Møllgaard.

Læs rapporten her