Flere elbiler og færre køer bliver en del af New Zealands klimaplan.
Benzinbiler skal udfases, og landbruget skal skære ned på antallet af køer, hvis New Zealand skal opfylde sit klimamål om at være kulstofneutralt i 2050.
Sådan lyder et par af anbefalingerne i en rapport til New Zealands regering fra en kommission, der har undersøgt, hvad der skal til for at modvirke klimaforandringer.
LÆS OGSÅ: Landbruget tømmer New Zealands floder
Kommissionens formand, Rod Carr, erkender, at det vil være en stor opgave at føre anbefalingerne ud i livet. Men han mener, at det er realistisk og opfordrer politikerne til at komme i gang med det samme.
– Som et land har vi brug for vedvarende ændringer for at opfylde vores målsætning, siger han ifølge nyhedsbureauet Ritzau.
Han tilføjer, at nogle få indgreb er af afgørende betydning. Fremover skal New Zealnad satse på elektriske biler, hurtigere udvidelse af vedvarende energiproduktion, en klimavenlig landbrugsdrift og flere permanente skove, siger han.