Mistanke om snyd med motorkraft i Limfjorden

Mere kontrol med fiskeriet i Limfjorden. Foto: Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri

NATUR – Fiskeriminister Rasmus Prehn igangsætter en ekstraordinær kontrolindsats af motorkraften på fiskefartøjer i Limfjorden. Den ekstra kontrol bliver iværksat, da der er mistanke om, at der bliver snydt med fartøjernes motorkraft, og det skader det sårbare havmiljø i Limfjorden.


Limfjorden er et unikt stykke natur i Danmark, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Dog har det fra lokale borgere og interesseorganisationer flere gange lydt, at der bliver snydt med for store motorer på fiskefartøjerne i Limfjorden, hvilket kan skade det lokale havmiljø.

Derfor har Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Rasmus Prehn nu besluttet at igangsætte en ekstraordinær kontrolindsats, som skal undersøge, om der er hold i påstandene. 

– Det er helt uacceptabelt, hvis der foregår systematisk snyd med fiskefartøjernes motorkraft. Derfor øger vi nu kontrollen i Limfjorden, for vi vil ikke tolerere overtrædelse af reglerne. Samtidig har vi nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på, hvordan vi kan gentænke vores kontrolindsats. Jeg går også meget gerne i dialog med fiskerne om konkrete forslag til løsninger, siger fødevareminister Rasmus Prehn i en pressemeddelelse.
 
Gennem de næste seks måneder vil Fiskeristyrelsen lave en administrativ gennemgang og fysiske inspektioner på alle muslinge-, trawl- og østersfartøjer i Limfjorden. I tilfælde hvor der er mistanke om snyd med et fartøjs motorkraft, vil der blive foretaget en fysisk måling af motoren. Indsatsen i Limfjorden er et supplement til en allerede eksisterende kontrol, hvor der er særligt fokus på bælterne og et område langs den jyske vestkyst.

En trussel mod havmiljøet

Et fartøjs motorkraft har betydning for, hvilke redskaber fiskerifartøjet kan benytte. Jo større motorkraft, des større og tungere redskab er det muligt at fiske med. I forhold til de små redskaber har de store, tunge fiskeredskaber en større effekt på havbunden, hvor de hvirvler jord, sten og planter op og i værste fald ødelægger levesteder for plante- og dyreliv.

– Når vi fisker, er det vigtigt, at det foregår skånsomt og bæredygtigt, så vi også på langt sigt har et sundt havmiljø. Det er også i fiskernes interesse, da de jo er afhængige af, at der også i fremtiden er fisk og skaldyr at fange. Derfor skal vi have stoppet de fartøjer, som har for stor motorkraft, da de ødelægger det for resten af erhvervet, siger Rasmus Prehn.

Kravene til fiskefartøjernes motorkraft er reguleret både nationalt og af EU. I flere områder som for eksempel Limfjorden og bælterne gælder der særlige begrænsninger for fartøjernes motorkraft.