Kraftigste storm i fem år på vej mod Danmark

Stormen Malik er på vej. Ifølge DMI kan der komme vindstød af orkanstyrke med en hastighed på 33 til 35 meter i sekundet. Pressefoto: Codan

MALIK – Hold på hat og briller, og tag dig i agt for tagsten, trampoliner og terrassetage, der drøner igennem luften. DMI advarer om meget farligt vejr og vindstød af orkanstyrke, når Malik lørdag rammer Danmark.

Stormen Malik forventes at ramme Danmark i weekenden, og det har fået DMI til at varsle om »meget farligt vejr« og vindstød af orkanstyrke.

Det har også fået Topdanmark, landets næststørste forsikringsselskab, til at aktivere sit beredskab og indkalde ekstra personale, så der er kapacitet til at håndtere de stormskader og vandskader, som selskabet forventer vil ramme tusindvis af danskere i weekenden.

Ifølge forsikringsselskabet Codan er det langt fra alle, der forbereder sig. Hver fjerde boligejer erkender, at de ikke foretager sig noget for at forebygge skader, når det trækker op til storm.

Vindstød af orkanstyrke

Ifølge DMI kan vi i weekenden vente vindstød af orkanstyrke med en hastighed på 33 til 35 meter i sekundet.

»Vi har haft en rekordlang periode på to år uden storm, og vi ved af erfaring, at der derfor kan være god grund til at advare kunder og huske dem på, hvordan man sikrer hjemmet, så man undgår ubehagelige overraskelser.«, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.

»Stormen kan blive den kraftigste i Danmark i fem år, så jeg tør godt sige, at vi får ekstraordinært travlt. Vi forventer at skulle hjælpe med både klassiske stormskader og forhøjet vandstand, som kan give uønsket vand i kælderen og huset hos en del kunder, især hos dem der bor tæt på vandet i de nordlige og nordvestlige dele af landet«, siger han.

Teglsten og trampoliner

Topdanmarks skadestatistik for de seneste fem år viser, at danske boligejere under en storm typisk rammes af skader, der skyldes afblæste terrassetage og teglsten, trampoliner der rammer bygninger med høj fart, hegn og mure som vælter, og presenninger der blæser af, så regn kan komme ind.

Selvom det ikke umiddelbart lyder som alvorlige situationer, så kan det alligevel udvikle sig til omfattende skader og i værste fald personulykker. Stormene Allan og Bodil, der ramte Danmark i 2013, førte eksempelvis til skader for mere end 4,2 milliarder kroner i hele forsikringsbranchen.

Her er seks gode råd til at undgå typiske stormskader

  • Gå rundt om huset og tag fat i træværket og tagrenderne og mærk efter, om det sidder godt fast.
  • Tjek huset for revner, og om tagstenene er gjort ordentligt fast til lægterne. Bemærk, at det ikke er alle tagsten, der skal være fastgjort.
  • Sørg for at sætte havemøbler, grill, parasol og andre løse genstande ind et sikkert og aflukket sted. Har du en trampolin, så lås også den fast.
  • Fjern rådne og løstsiddende grene, hvis du har store træer tæt på dit eller din nabos hus.
  • Luk døre og vinduer – også i udhus og garage.
  • Lås cyklerne fast, så de ikke blæser væk, og parkér bilen et sikkert sted. Det samme gælder trailere eller campingvogne.
    Kilde: Topdanmark