Forside Klima Klimastrejke: Elever på Det Fri Gymnasium blokerer indgangen

Klimastrejke: Elever på Det Fri Gymnasium blokerer indgangen

Eleverne på Det Fri Gymnasium forbereder sig til klimastrejken i morgen. Fra tidlig morgen vil de blokere indgangen til gymnasiet. Pressefoto

Elever på Det Fri Gymnasium klimastrejker og vil fra i morgen tidlig blokere indgangen til gymnasiet i protest mod politikernes sendrægtighed og manglende klimahandling.

KLIMASTREJKE – Fra i morgen tidlig vil indgangen til Det Fri Gymnasium i København være blokeret af klimastrejkende elever.

Det gør de for senere at deltage i en klimastrejke arrangeret af FridaysForFuture i anledning af Folketingets åbning. Samtidig vil de vise deres skuffelse over statsminister Mette Frederiksens nylige melding om, at det måske er klogest at vente på udviklingen af ny teknologi i stedet for at sætte ind på at begrænse den accelererende klimakrise.

»Vi står midt i en klimakrise, så når Mette Frederiksen går ud, og siger, at hun vil
vente med at handle på klimakrisen, til vi får bedre teknologier, har vi intet andet valg
end at sige fra. Det gør vi så i dag ved at strejke«, siger 16-årige Jelva Illeris Schultz.

Både grundskolen på Møllegade 26 og gymnasiet på Struenseegade 50 vil blive lukket ned, varsler eleverne, som understreger, at de vil overholde alle corona-restriktionerne.

Radikalt at lukke et helt gymnasium

Vi bliver som mennesker og samfund nødt til at ændre noget helt fundamentalt i den måde, vi lever på i dag, mener Tine Kryger Kjær (th) og Jelva Illeris Schultz.

Eleverne vil blokere indgangene frem til kl 09:50, mens Sikandar Siddique fra det nystiftede venstreorienterede parti Frie Grønne holder tale med efterfølgende open mic – åben mikrofon. Her vil der også blive lejlighed til at male skilte og bannere, hvorefter eleverne vil slutte sig til den store klimastrejke, som er arrangeret af de unges aktivist-netværk FridaysForFuture.

17-årige Tine Kryger Kjær erkender, at det er radikalt at lukke et helt gymnasium ned, men kan ikke se anden udvej, hvis man vil råbe politikerne op.

»Vi har holdt talrige klimastrejker, hvilket tydeligvis ikke har været klar nok besked. Jeg og mine medstuderende håber, at regeringen indser, klimaforandringerne presser os i stadig stigende grad, og altså ikke blot kalder på teknologiske løsninger. Vi bliver som mennesker og samfund nødt til at ændre noget helt fundamentalt i den måde, vi lever på i dag. Klimaet kan ikke udskydes. Så ja. Det er radikalt«, siger Tine Kryger Kjær fra Det Fri Gymnasium.

Det Fri Gymnasium blev grundlagt i 1970 og er en eksperimenterende skole, hvor man afprøver nye undervisningsformer. Eleverne har indflydelse på undervisningen, og skolemødet er skolens højeste myndigheder, hvor alle vigtige beslutninger tages.