

Alle børn og unge skal have viden og værktøjer, der gør os i stand til at handle på klimakrisen. På den måde kan vi bidrage til den grønne omstilling. Inden længe er det os, der kommer til at bære det globale ansvar, skriver 14-årige Isabelle.


Af Isabelle Suvatne Ben-Hamadou
Skoleelev, pressekoordinator i Fridays For Future
KLIMA – Klimakrisen er kompleks, og løsningerne kan virke abstrakte og uoverskuelige. Af den årsag foreslår vi i Fridays For Future at få klima på skoleskemaet. Det er nemlig kun retfærdigt, at vi bliver undervist i den krise, der kommer til at afgøre vores fremtid. For vi kan ikke handle på en krise, vi ikke forstår.
Alle børn og unge skal have muligheden for at få værktøjer til at handle på klimakrisen. På den måde kan vi bidrage til den grønne omstilling, da det snart er os, der kommer til at bære det globale ansvar. Derfor kræver vi i Fridays For Future en målrettet og nutidig klimaundervisning, der ruster, styrker og inkluderer alle elever. Også dem der ikke går og tænker på klimaforandringerne i hverdagen.
Tværgående tema og projektuge
I Fridays For Future kæmper vi for, at klima kommer på skoleskemaet i grundskolen i form af et tværgående tema i alle relevante fag. Udover det foreslår vi en projektuge, hvor der er tid og mulighed for at gå i dybden med klimarelaterede og relevante emner.
Vi er en generation, der ønsker og prøver at forstå klimakrisen. Regeringen har dermed et kæmpe ansvar og burde prioritere vores fremtid lige nu. I en Concito-måling fra 2018 mener 99% af 18-29 årige, at klima på skoleskemaet er en nødvendighed. Det understreger vigtigheden i vores budskab.
Det er klart, at klima skal være en del af læreruddannelsen. Der er et pædagogisk ansvar i at formidle et så omfattende og kompliceret emne. Undervisningen skal derfor være indrettet efter alder, og problemstillingerne skal præsenteres på en konstruktiv og pædagogisk ansvarlig måde, der fokuserer på løsninger og styrker eleverne.
Klimaangst kan skyldes uvidenhed
Det skal også italesættes, hvordan vi bedst muligt undgår, at børn og unge bliver ramt af klimaangst. Jeg mener personligt, at klimaundervisning vil gøre eleverne robuste, og at en af grundene til klimaangst kan være den frustrerende uvidenhed.
Vi skal stå sammen, så vi kan skabe den grønne og radikale samfundsforandring, der er nødvendig, hvis vi vil løse klimakrisen. Vi bliver nødt til at starte i skolesystemet.
For at understøtte vores budskab har Fridays For Future Danmark lavet en underskriftsindsamling, hvor alle har mulighed for at skrive under: