Grønne partier sammen om klima-løfte for at støtte Socialdemokratiet

En kommende regering med Mette Frederiksen som statsminister skal levere på krav om bindende, ambitiøse klimamål, kræver EL, SF, Alternativet og de radikale.

SF kræver nu, at en kommende regering før sin tiltrædelse forpligter sig på Paris-aftalens mål med en bindende klimalov, delmål på 70 procents CO2-reduktion i 2030 og periodiske opfølgninger.

»Der er brug for igen at sætte gang i den grønne omstilling. Den nuværende regering har kun et klimamål for 2050, og det er altså alt for sent. Vi må have et bindende mål, som skal sikre, at det ikke bliver for lidt og for sent. Og det er helt nødvendigt med meget mere klimahandling i den kommende valgperiode, hvis det skal lykkes at komme i mål,« siger Pia Olsen Dyhr.

SF står sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet om det fælles klimakrav, der skal sikre at regeringen leverer en bindende klimalov efter valget, og at klimaloven lever op til Paris-aftalen.

Klimarådet skal være den myndighed, der monitorerer indsatsen og rådgiver om mål og virkemidler, så der kan skrues op for nye initiativer, hvis det bliver nødvendigt for at kunne nå 1,5 graders målsætningen.

»Det er helt givet, at vi ikke når 1,5 gradersmålet med CO2-reduktioner alene. Det er derfor med fuldt overlæg, at vi siger både 70 procents CO2-reduktion og at vi skal binde os til at leve op til Paris-aftalen. Men hvor meget vi skal reducere på andre klimagasser i kombination med CO2-reduktioner for at leve op til Paris-aftalen, skal Klimarådet hjælpe os med at fastsætte«, siger Pia Olsen Dyhr.