Grønne organisationer: Sådan kan vi sætte turbo på landbrugets omstilling

To ud af tre har for længst fanget budskabet om at skære ned på kødforbruget. Hensynet til klima, sundhed og dyrevelfærd er blandt de vigtigste motiver til at spise mere plantebaseret mad. Foto: Pixabay

Danmark skal gå all-in på at udvikle et økologisk og regenerativt landbrug i verdensklasse, der i 2040 kan holde sig indenfor de planetære grænser, fremme biodiversiteten og beskytte vores drikkevand og havmiljø. Første skridt er en klimaafgift, der kan sætte turbo på den grønne omstilling

***

Ni grønne organisationer udgiver i dag rapporten ’Fra foder til føde II’, der skitserer, hvordan dansk landbrug og fødevareproduktion kan se ud, når Danmark skal være en del af en verden, der holder sig inden for de planetære grænser og samtidig leve op til Paris-aftalen, klimaloven og internationale aftaler for natur, biodiversitet, dyrevelfærd, vandmiljø og drikkevand.

»Vi er ni grønne organisationer, der ønsker at udvikle og fremtidssikre dansk landbrug. Det betyder, at vi skal dyrke langt mindre foder, spise mere plantebaseret, give dyrene en helt ny og vigtig rolle samt lægge landbruget om, så det dyrkes efter økologiske principper. I den proces står vi 100% bag økologerne, men også alle de landmænd, der ønsker at omlægge deres landbrug«, siger Louise Køster, forperson i Økologisk Landsforening.

Hun opfordrer regeringen til at få belyst de samfundsøkonomiske fordele og ulemper ved ‘Fra foder til føde II’, som kan have betydning for tempoet i den nødvendige omstilling af dansk landbrug.

Mere plads til naturen

Danmark er det land i Europa, hvor landbruget fylder allermest, og naturen er trængt stort set overalt. Derfor er det bydende nødvendigt, at naturen får mere plads, pointerer Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

» Vi skal forbedre vilkårene for fugle, insekter og vilde planter, blandt andet ved at skabe sammenhæng i naturen, ved at slippe køer ud på markerne, så de afgræsses, ved at lade skovarealer blive til urørt skov og ved at skære voldsomt ned på brugen af sprøjtegift og kvælstof. Hvis vi giver naturen plads, kvitterer den med det samme«, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Med de ændringer, som rapporten skitserer, vil Danmark i 2040 stå med et landbrug og en fødevareproduktion, hvor der bliver produceret mad til mindst samme antal mennesker som i dag. Og det vel at mærke samtidig med, at pladsen til natur fordobles, arealet med skov bliver større og landbrugsdyrene anerkendes som levende og sansende væsner, som Dyrevelfærdsloven kræver det.

»I fremtidens landbrug skal bæredygtigheden være i højsædet, og fødevarer skabes i balance med dyrene, med naturen og med klimaet«, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.

»De over 200 millioner dyr i dansk landbrug er i dag pressede i intensive systemer, hvor dyret tilpasses stalden, og intet overlades til dyrs normale adfærd. Industrialiseringen af dyrene skal stoppe, og visionen for fremtidens landbrug er et landbrug, som vi også kan forklare fremtidige generationer«

»Vi har regnet på de naturlige følger i 2040, hvis Danmark opfylder de aftaler, vi som land allerede har forpligtet os på både internationalt og nationalt, og det er fuldt ud muligt, at landbruget i fremtiden kan sameksistere med klima, natur, vandmiljø og dyrevelfærd«, siger Sune Scheller, kampagnechef i Greenpeace.

»Er der politisk vilje til at følge op på skåltaler og løfter, så kan vi hurtigt vende udviklingen væk fra iltsvind, død havbund, gispende fisk og forsvindende lidt natur«, mener han.

Økologisk og regenerativt landbrug i verdensklasse

Rapporten peger også på, at hvis vi i fællesskab sørger for at efterleve de officielle kostråd med flere planter og mindre kød, vil det hjælpe landbruget med omstillingen og bane vej for eksport af nye typer fødevarer.

Til det formål er der allerede politiske initiativer på bordet som fx. oprettelse af Plantefonden, og ‘Fra foder til føde II’ peger på flere mulige tiltag til omstilling af markedet. Det er i tillæg til hjælp til gældsafvikling i landbruget og erstatning for at ophøre med at dyrke jorden.

»Vi skal udvikle og ikke afvikle landbruget. Her er en vision for fremtiden, hvor danske landmænd kan være med til at løse klima- og biodiversitetskrisen«, siger Bjarke Mølle, der er direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

»Vi anbefaler, at Danmark nu går all-in på at udvikle et økologisk og regenerativt landbrug i verdensklasse, der i 2040 kan holde sig indenfor de planetære grænser, fremme biodiversiteten og beskytte vores drikkevand og havmiljø. Et første afgørende skridt er at indføre en klimaafgift, der kan sætte turbo på den grønne omstilling væk fra den alt for store animalske og klimabelastende produktion, som ikke er bæredygtig«, understreger Bjarke Møller.

Plantebaserede fødevarer

Rune-Christoffer Dragsdahl, der er generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, siger, at det globale marked for plantebaserede fødevarer er i hastig vækst og vurderer, at danske virksomheder har »en oplagt mulighed for at tage værdifulde markedsandele ved at producere fremtidens plantebaserede fødevarer af høj kvalitet.«

»Vi har mulighed for at blive et af verdens mest innovative lande på området. Lad os fremtidssikre landbruget til at imødekomme efterspørgslen, både herhjemme og på eksportmarkederne«, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Bag rapporten ‘Fra foder til føde II’ står Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Vegetarisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Foreningen for Regenerativt Jordbrug, Foreningen Klimabevægelsen i Danmark, Greenpeace, Rådet for Grøn Omstilling, World Animal Protection og Økologisk Landsforening.

FAKTA:
Sådan vil arealanvendelsen og husdyrproduktionen være sammensat

På baggrund af overslagsberegninger baseret på eksisterende data har rapporten følgende bud på, hvordan landbrugsarealet og dyreholdet skal se ud i 2040:

  • Godt en fjerdedel af det nuværende landbrugsareal svarende til 680.000 hektar tages ud af dyrkning og lægges ud til afgræsset natur og skov.
  • Kun en lille del af det dyrkede landbrugsareal – ca. 25% i form af kløvergræs ud over de permanente græsarealer – går til foder.
  • Langt større areal, ca. 60 %, bruges til afgrøder direkte til human konsum – brødkorn, grønsager, kartofler og bælgplanter.
  • Danmark bliver selvforsynende med foder og producerer protein svarende til 12 millioner menneskers behov.
  • Antallet af husdyr er tilpasset den tilgængelige mængde foder der produceres i Danmark, hensynet til klima, biodiversitet og vandmiljø samt dyrenes behov, hvilket betyder at der årligt vil være ca. 1,3 mio. slagtesvin, 610.000 kreaturer og 33 mio. stykker fjerkræ. Alle dyr holdes ude eller har adgang til det fri.