
Greenpeace og Natur og Ungdom i Norge har vundet en »knusende sejr« i en retssag mod den norske stat. Byretten i Oslo har givet aktivisterne medhold i samtlige punkter og har dømt tre norske oliefelter ulovlige. Hvert eneste ton CO2 gælder, fremgår det af dommen.
***
Byretten i Oslo har i dag 18. januar afsagt dom og har kendt tre norske oliefelter for ulovlige.
Domstolen giver hermed Greenpeace og miljøorganisationen Natur og Ungdom ret i, at den norske stat brød loven, da den gav tilladelse til at udvikle de tre nye oliefelter Breidablikk, Tyrving og Yggdrasil.
Frode Pleym, leder i Greenpeace Norge, kalder det en »knusende sejr«.
»Dette er en forventet og knusende sejr. Vi er tilfredse med, at byretten har afsagt en god og grundig dom, som giver os fuldt medhold. Vi forventer, at al produktion og udvinding fra Breidablikk, Yggdrasil og Tyrving standses med det samme«, siger han.
Den norske stat brød loven
I 2023 mødte Greenpeace Norge og Natur og Ungdom den norske stat i retten. De to organisationer mener, at staten brød den norske lov og Højesterets krav ved ikke at udrede de globale klimakonsekvenser ved godkendelse af tre nye olie- og gasfelter i Nordsøen.
De to organisationer mener, at udbygningen er grundlovsstridig og må standses med det samme, og fremsatte også krav om midlertidigt forbud for de tre projekter
Miljøorganisationerne har fået rettens medhold i samtlige punkter i dommen, der faldt i dag. Det fremgår af dommen, at alle tre udviklingstilladelser er ugyldige. Staten har desuden forbud mod at træffe andre afgørelser, der kræver gyldig tilladelse til planer for udvikling og produktion.
Skal respektere rettens afgørelse
»Det er en vigtig sejr for klimaet og for retsstaten. Nu er det vigtigt, at Olie- og Energiministeriet for en gangs skyld respekterer rettens afgørelse og følger op på denne dom, og det skal vi sikre, at de gør«, siger Gytis Blaževičius, chef for Natur og Ungdom i Norge.
Da Energiministeriet godkendte olie- og gasfelterne, gik ministeriet ud fra, at udbygningen ikke ville skade miljøet i Norge. Men Byretten i Oslo slog i dag fast, at det er helt forkert. For hvert ton CO2 tæller, og at der er risiko for, at udledningen fra de tre felter fører til irreversible tipping points i klimasystemet, understreger Greenpeace i Norgen.
Den norske stat dømmes også til at betale erstatning og dække sagsomkostninger for i alt 3,25 mio. kroner til Natur og Ungdom og Greenpeace.
Greenpeace i Danmark: Banebrydende dom
Helene Hagel, der er klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace Danmark kalder dommen for en »helt vildt spændende og ekstrem vigtig dom fra Norge«.
»Nu skal vi se, hvordan vi kan bruge denne banebrydende dom til at få stoppet planerne om ny olie- og gasproduktion i den danske Nordsø«, skriver Helene Hagel på twitter.













