Landbrugets forurening kan gøre jyske heder til fortid om 20 år

Ensomt egetræ i lyngklædt landskab ved Kongenshus Mindepark ved Viborg. Foto: Colourbox

Kvælstofforurening fra landbruget og afbrænding af fossile brændsler kan gøre de jyske heder og følsom natur til fortid om 20 år. Den danske natur forværres med høj hast, konkluderer ny rapport.

***

Landbrugets kvælstofforurening risikerer at gøre en ende på de jyske hedelandskaber – både langs Vestkysten og inde i landet – hvis ikke der meget snart bliver sat ind politisk.

Det fremgår af en ny rapport fra Aarhus Universitet, som Greenpeace har bestilt.

Danmarks heder og klitheder hører til de følsomme naturtyper, der er beskyttet som Natura 2000-områder under EU’s Habitatdirektiv. Områderne er i kritisk tilstand og hastig forværring, efter de i gennem årtier er blevet belastet af høje kvælstofudledninger via luften fra både afbrænding af fossile brændsler og udledning af ammoniak, der især kommer fra landbrugets produktion af dyr og gødning af markerne, konkluderer rapporten.

Naturen er hårdt presset

»Vi risikerer at miste de naturtyper, der er med i rapporten, inden for 20 år, hvis der ikke bliver gjort noget nu«,  fastslår Jesper Leth Bak, seniorrådgiver på Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet og forfatter til rapporten.

»Den danske naturs tilstand forværres med høj hast. Alle fire naturtyper, vi har set på, er kraftigt pressede af kvælstofforurening, og vi ser det samme billede for store dele af den danske natur, som er følsom overfor kvælstof«, siger han.

Ifølge ham er den aktuelle indsats slet ikke er nok til at genskabe naturens balance.

»For at vende udviklingen er der brug for både at sænke mængden af kvælstof, der udledes til luften, og at skrue op for genopretning og pleje af naturen«, siger Jesper Leth Bak.

Kolossalt politisk svigt

»Rapporten bør få alarmklokkerne til at ringe meget højt hos regeringen og Folketinget. Det er et kolossalt politisk svigt, at vi nu er på kanten til at miste den natur, som vi for 30 år siden forpligtede os til at bevare«, siger Kristine Clement, kampagneleder for landbrug, natur og skov hos Greenpeace. 

Hun understreger, at selv om Greenpeace har bestilt rapporten, har Greenpeace ikke har haft indflydelse på hverken rapportens metoder eller konklusioner.

»For første gang i seks år får vi et opdateret billede af tilstanden af fire danske naturtyper – tør indlandshede, våd hede, klithede og kystklitter med enebær. Da udviklingen hos disse er repræsentativ for de i alt omkring 20 kvælstoffølsomme naturtyper på land, heriblandt søer, vandhuller, moser og overdrev, kan man forvente, at tilstanden også er kritisk her.«

At der ifølge rapporten er tale om en forværring betyder ifølge Greenpeace, at Danmark har kurs mod lovbrud med EU’s Habitatdirektiv. Direktivet forpligter os nemlig til at bevare sjældne eller truede naturtyper og arter og undgå, at disse naturtyper og arternes levesteder forringes. I Danmark har vi 257 Natura 2000-områder. 

»Rapporten gør det klart, at de nuværende reduktionsmål og reguleringen af kvælstof til naturen er utilstrækkelig for at få bremset tilbagegangen for den kvælstoffølsomme natur og bringe den tilbage i god tilstand«, siger Kristine Clement.

Den problemstilling kender man blandt andet i Holland, der har mange af de samme naturtyper som i Danmark og har måttet lave en hård opbremsning i landbruget for at løse kvælstofkrisen.

»For at stoppe naturtabet og få naturen i god tilstand har Holland sat et mål om at få kvælstofforureningen ned med 50 procent i 2030. For at det kan lade sig gøre, går staten nu i gang med at opkøbe og lukke omkring 30 procent af landets store kvæg- og svineproduktion«, forklarer Kristine Clement.

Barndommens land forsvinder

»Den jyske hede er mit barndomslandskab, hvor jeg har plukket tyttebær med min mormor, siden jeg lærte at gå. Det gør mig uendelig trist at tænke på, at jeg måske ikke kommer til at kunne dele samme oplevelse med de børnebørn, som jeg håber på at få en dag«, siger Kristine Clement.

»Det er afgørende, at regeringen og Folketinget laver en akut redningsplan for vores smukke danske natur, som sikrer en god og gradvis omstilling af landbruget til igen at komme i balance med vores naturgrundlag. Jo længere vi venter, jo sværere og dyrere vil det blive – både for erhvervet og for resten af samfundet«.

Det første vigtige skridt, som regeringen kunne tage uden uden store økonomiske konsekvenser, er at indføre et byggestop for nye husdyrstalde og staldudvidelser, der ligger inden for to kilometers afstand af kvælstoffølsom natur, som er beskyttet under Habitatdirektivet eller naturbeskyttelsesloven, foreslår Greenpeace.