Få Kirsten Skaarups 15 bedste spareråd, hvis du vil leve sundt og billigt. Plantespiserne er allerede på forkant.


Af Kirsten Skaarup, forfatter og madredaktør
Så kom september med klar og blå himmel. Men i årets første efterårsmåned trækker sorte skyer op over os alle, når det gælder energiforsyningen nu og i den kommende vinter – og oven i det hele de galopperende fødevarepriser.
Men fortvivl ikke: Jeg har startet et nyt kærligt køkken – SKAARUPS SKØNNE SPAREKØKKEN – med gode råd til, hvordan du kan spare, når du laver mad, hvordan du kan spare på både energien og råvarerne. Hvordan du kan lave lækker mad for små penge, uden at elmåleren går amok.
Nu er det ikke nok at tælle kalorier, når vi planlægger aftensmaden, nu skal vi også tælle kilowatt og husholdningspenge.
Plantespiserne er på forkant
Plantespiserne er allerede på forkant. Hvis vi vil spare penge, energi og CO2-udledning, skal vi nemlig hovedsagelig vælge grøntsager, bønner, linser og kikærter i vores madlavning. Det er produkter, der skåner både os selv, naturen og dyrene.
Så udfordringerne er en gave i forklædning. Og det er de, fordi de tvinger os til at træffe de rigtige valg. Valg, vi måske ikke er helt vilde med at tage frivilligt.
Det er altid nemmere at fortsætte i samme rille, men nu skal vi pakke gaven ud. Og det er en smuk gave, for den bringer en bedre helbredstilstand til både kroppen og kloden. Og dejlige smagsoplevelser!
»Uhhh«, tænker du måske: »det bliver ikke sjovt«. Men det er lige netop, hvad det gør!
Jeg lover, der kommer masser af spændende og lækre opskrifter, som kan laves lynhurtigt (så du sparer på energien – også din egen), og som ikke koster særlig meget.
Der er faktisk gevinst på alle hylder. Undersøgelser fra tidligere krisetider, bl.a. under 2. verdenskrig, viser, at folkesundheden stiger betragteligt, når vi skærer ned på »frås og fedt«. Det hele hænger vidunderligt sammen: når vi spiser enkle smagfulde produkter, får både omgivelserne og vi selv det bedre.
Kirsten Skaarups 15 bedste spareråd:
♥︎ spis så plantebaseret som muligt
♥︎ spis flest mulige lokale råvarer
♥︎ spis efter sæsonen
♥︎ spis masser af kål, rodfrugter, kartofler og bønneprodukter
♥︎ spis naturens gratis gaver som svampe, nødder, bær, strandkål etc.
♥︎ køb ikke større mængder, end du ved, du kan nå at spise, inden de bliver for gamle
♥︎ spis så meget raw food som muligt
♥︎ kog hele poser tørrede bønner, kikærter, linser etc. på én gang. Frys det ned, du ikke bruger samme eller næste dag. Det er billigere end at koge små portioner ad gangen.
♥︎ kog eller bag bastante rodfrugter som rødbeder og kartofler i store portioner. Del portionen i fx tre og blend 1/3 af rødbederne til en suppe (kan opbevares i fryseren) 1/3 til en thailandsk curry og den sidste 1/3 til en indisk dhal eller biksemad sammen med nogle af kartoflerne
♥︎ lav en madplan en uge ad gangen og tænk på ovenstående i planlægningen
♥︎ sluk for komfuret, før fx bønner og kartofler er helt møre og lad dem mørne færdige i vandet eller i en høkasse. Eller pak gryden ind i tæpper, der holder på varmen
♥︎ udnyt ovnens varme til at bage brød og tilberede madretter samtidig. Sluk i god tid og lad brød og mad bage færdig ved restvarmen
♥︎ download en af de apps, der viser, hvornår strømmen er billigst, fx »Min Strøm«. Nu vil de fleste sikkert betakke sig for at lave mad kl. 3 om natten, men kan man tilpasse tilberedningen af aftensmaden i løbet af dagen, hvis strømmen skulle være billig på et bestemt tidspunkt, er der penge at spare. Gartnerier, der indretter sig på denne måde, kan spare 20% energi
♥︎ download madspilds-apps som »Too Good To Go«, »RedMaden« eller »Yourlocal«. Her udbyder firmaer mad, de ikke kan sælge den pågældende dag. Ikke blot sparer du penge, du mindsker også madspild og gavner derved miljøet. Du skal blot selv hente varerne
♥︎ benyt supermarkedernes tilbud på »sidste salgsdag«-varer.
Læs mere
om Skaarups skønne sparekøkken her: https://kirstenskaarup.dk/nu-skal-der-skrues-ned-for-energien-faa-masser-af-spareraad/ Her kan du også tegne abonnement på gratis spare-opskrifter.