København indfører en plantebaseret valgmulighed i de kommunale køkkener

Københavnerne får nu mulighed for at vælge et nærende plantebaseret måltid i stedet for de traditionelle kødretter. Pressefoto: Dansk Vegetarisk Forening / Valeria Aksakova / Freepik

PLANTEBASERET MAD – Københavns Kommune følger nu i Aalborg Kommunes fodspor og giver kommunens borgere mulighed for at vælge plantebaserede måltider

Et flertal i Københavns Kommunes borgerrepræsentation vedtog torsdag i sidste uge et forslag, der baner vejen for mere plantebaseret mad i kommunens kantiner, skoler og kostordninger for voksne.

Dermed følger København i Aalborg Kommunes fodspor og giver kommunens borgere mulighed for frit at vælge et nærende og mættende plantebaseret alternativ i de kommunale køkkener, konstaterer Dansk Vegetarisk Forening.

Foreningen betragter sig selv som bannerfører for det frie grønne valg i de offentlige køkkener og har i flere år kæmpet for at få flere plantebaserede måltider på menuen over hele landet, siger foreningens generalsekretær, Rune-Christoffer Dragsdahl.

Fantastisk med valgfrihed

»Det er fantastisk, at København nu vil give de fleste borgere muligheden for at spise plantebaseret hver dag. Hvis vi skal nå klimamålene, skal vi skære ned på kød og andre klimabelastende fødevarer. Det er derfor helt logisk, at de borgere, som gerne vil vælge plantebaserede måltider, får mulighed for at gøre det«, siger han.

Forslaget blev stillet af Radikale Venstre og Alternativet. Katrine Kildgaard fra Radikale Venstre har arbejdet på at samle opbakning til forslaget i nogen tid, og hun er begejstret for støtten til forslaget.

»Jeg er virkelig glad for, at vi nu sikrer, at man kan vælge et plantebaseret måltid i København. Rigtig mange mennesker har været i klemme, fordi de vil spise plantebaseret. Det gør vi op med nu. Det er en stor sejr for det frie, grønne valg«, siger hun.

Københavns Kommune serverer dagligt over 70.000 måltider i over 1.000 institutioner. Kommunen står derudover for mere end 10 procent af det samlede offentlige fødevareindkøb i Danmark. Derfor kan kommunen gøre en stor positiv forskel i klimaregnskabet ved at gøre det let og tilgængeligt at træffe grønne kostvalg for alle københavnere.

Gælder ikke for daginstitutioner

Dansk Vegetarisk Forening ærgrer sig dog over, at ordningen ikke kommer til at gælde daginstitutioner. Det skyldes et ændringsforslag fra SF, som endte med at samle det nødvendige flertal af et flertal i Borgerrepræsentationen bestående af Radikale Venstre, Alternativet, SF og Enhedslisten.

»Vi ved, at der er mange forældre i klemme i de københavnske daginstitutioner. Mange børnefamilier har henvendt sig til os og bedt om hjælp, fordi det i dag ikke er muligt at få plantebaseret mad. Vi ønsker at give alle – også børnefamilier – den frie, grønne valgmulighed, og vi er naturligvis kede af, at politikerne i København ikke vil hjælpe disse familier. Diætister og myndigheder i andre lande har slået fast, at en veltilrettelagt vegetarisk kost, herunder også vegansk kost, er ‘passende for alle livsstadier’, også små børn, så vi er ganske uforstående overfor, at man har udeladt daginstitutionerne«, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Også den radikale forslagsstiller er skuffet over, at det ikke lykkedes at finde flertal for det oprindelige forslag.

»Jeg ærgrer mig over, at daginstitutionerne er undtaget, fordi mange af problemerne er netop her, men der var desværre ikke politisk vilje til at inkludere dem«, siger Katrine Kildgaard.